Annonce
Fyn

Ingen fester og fællessamlinger: Corona giver nye gymnasieelever anderledes skolestart

- De nye elever får ikke helt samme fornemmelse af, hvem vi alle er på denne skole. Det kommer til at tage længere tid, siger rektor for Odense Katedralskole, Lone Bjørndal Thomsen, om skolestarten med corona-restriktioner. Foto: Frederik Steen Nordhagen
Skolestarten for Odenses nye gymnasieelever bliver uden fællessang og fest og vil mest foregå i de enkelte klasselokaler. Det betyder, at der kan gå tid, før eleverne får en fælles fornemmelse af deres nye skole.
Annonce

Odense: Skolestarten kan være svær. Som ny gymnasieelev møder man ind til en ny hverdag og nye mennesker, som man ikke kender. Og i år kan det på grund af coronavirus blive endnu mere nervepirrende, for skolestarten bliver nemlig ikke, som den altid har været.


Eleverne kan møde hinanden med god afstand udenfor, men vi kan ikke samle en hel årgang lige nu. Den første hyggecafe og den første fest er også aflyst.

Lone Bjørndal Thomsen, rektor på Odense Katedralskole


Det gælder blandt andet på Odense Katedralskole, hvor rektor Lone Bjørndal Thomsen har taget sine forbehold.

Det første eleverne bliver informeret om, når de møder ind mandag morgen, er hvordan de skal forebygge smitten. Og så kommer klasserne skiftevis ind for at få en introduktion af rektor.

- Der kommer to klasser ad gangen med et kvarters mellemrum, så vi får god tid til at møde dem og instruere dem i håndvask og håndafspritning, fortæller hun.

Introarrangementerne kommer også til at foregå på en anden måde. Fra at være fælles på årgangen bliver det rykket ind i klasselokalerne. Derfor anser Lone Bjørndal Thomsen det ikke som et problem at ryste de enkelte klasser sammen.

- Udfordringen er, hvordan de lærer hinanden at kende på tværs af klasserne, siger rektoren.

- Eleverne kan møde hinanden med god afstand udenfor, men vi kan ikke samle en hel årgang lige nu. Den første hyggecafe og den første fest er også aflyst. Så de nye elever får ikke helt samme fornemmelse af, hvem vi alle sammen er på denne skole. Det kommer til at tage længere tid.

Annonce

Aktiviteter rykker ud

Også andre gymnasier i Odense har forberedt sig på en skolestart med restriktioner og uden introfester.

- Vi følger sundhedsmyndighedernes udmeldinger, og det vil sige, at vi kan samle elever i klasser og på hold, siger Susan Mose, der er rektor på Sct. Knuds Gymnasium.

- Vi må ikke lave fælles samlinger for eleverne på tværs af klasser. Caféer og fester er derfor aflyst. Og i stedet for at byde velkommen på en samling går jeg sammen med vicerektor rundt i de enkelte klasser.

På Mulernes Legatskole fortæller rektor Torben Jakobsen, at aktiviteterne for de nye elever i høj grad kommer til at foregå udenfor, hvor der kan holdes afstand.

- Vi følger de retningslinjer, der er, og det betyder, at blandt andet introfesten er aflyst. Vi afvikler intro-løb styret at de ældre elever, som vi har gjort i mange år, og det kommer til at foregå udenfor.

Annonce

En ny sprittet hverdag

Det er ikke kun de nye elever, der får en anderledes skolegang. Corona-restriktionerne betyder også, at de nuværende elever får regler for, hvor de må opholde sig på skolen, klare instrukser for rengøring og afspritning, og idrætsundervisningen bliver afviklet med mindre tæt kontakt og mere rengøring af redskaber. Men på Odense Katedralskole bliver en af de store ændringer, at skolen bliver mere stille end normalt.

- Vi har jo enormt meget sang på skolen, og det er både personale og elever, der plejer at indlede skoleåret med fællessang. Men der har vi måtte sige desværre – ikke i år. Musikundervisningen bliver også uden sang, medmindre det kan foregå udenfor med afstand, fortæller Lone Bjørndal Thomsen.

Alligevel mener hun, at det er lettere at starte skoleåret, end det var at afslutte det i sommers.

- Nu må vi være her alle sammen, og det er absolut positivt, at vi må samle eleverne i deres klasser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Lektor kritiserer skovrejsningsprojekt: Er det godt eller skidt for grundvandet og biodiversiteten, og er formålet flis?

Annonce