x
Annonce
Svendborg

Ingen ansøgninger til lånegaranti til kvindekrisecenter

Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Hanne Klit (S) fortæller, at udvalget har konstateret, at ingen har haft interesse i at søge lånegarantien til et krisecenter. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Politikerne lavede ved sidste budgetforlig en lånegaranti, som skulle hjælpe til at få etableret et kvindekrisecenter, men ingen har søgt om puljen.

Svendborg: Efter lang tids strabasser om endnu et kvindekrisecenter i Svendborg, endte politikerne ved budgetforliget i efteråret 2019 med at stille en lånegaranti på 500.000 kroner. For at få fingrene i den lånegaranti skulle der en ansøgning til, og nu viser det sig, at der ikke er kommet nogle ansøgninger til låne-puljen.

Social- og Sundhedsudvalget har drøftet sagen. Det fortæller formand i udvalget, Hanne Klit (S).

- Vi har taget det til efterretning og må konstatere, at der ikke er nogen, der har ønsket lånegarantien.

- Vi havde afsat lånegarantien for at vise, at vi gerne vil bakke op om det, siger Hanne Klit og tilføjer, at hun i den anledning har orienteret sig hos forvaltning, som fortæller, at de kvinder i Svendborg, der har brug for hjælp, allerede får den i Stenstrup eller i et krisecenter i en anden kommune.

- Og der betaler vi jo regningen, siger Hanne Klit.

Men tænker du ikke, at det bliver for svært for en mulig opstart af krisecenter, når det er et lån og ikke reelle kroner og ører?

- Det er da muligt, men det er jo ikke en kommunal opgave at give drifttilskud til et krisecenter. Derfor har vi lavet lånegarantien, siger Hanne Klit.

Medlem i udvalget Lars Erik Hornemann (V) konkluderer også, at der ikke må være nogen, der har fundet lånepuljen interessant. Han mener, at man som kommune har gjort det helt rigtige i sagen her.

- Jeg synes, det er den rigtige måde at gøre det på. Det er ikke nødvendigvis kommunen, der skal betale. Lånepuljen var en hjælp til at spare op, hvis der var et behov for det. Lånegarantien blev lavet for at stimulere, at det kunne lade sig gøre, siger Lars Erik Hornemann.

Annonce
Lars Erik Hornemann, der er medlem i Social- og Sundhedsudvalget, mener, at man har gjort det rigtige i sagen om krisecenter i Svendborg ved blot at stille en lånegaranti og ikke give en pose penge til Sydfyns Krisecenter. Arkivfoto: Michael Bager

Pulje består

Den oplagte ansøger var foreningen Sydfyns Krisecenter, der havde Mette Gregersen og Rico Busk i front. De har efterspurgt 650.000 kommunale kroner til at starte et krisecenter i Svendborg for kvinder, der har været udsat for vold. Men politikerne var ikke villige til at stille med en pose penge. Også fordi, at et krisecenter i Stenstrup rejste sig 1. april sidste år for egne midler.

Mette Gregersen fortæller, at foreningen ikke har villet låne penge, og derfor har de ikke sendt en ansøgning til lånegarantien.

- Stenstrup er fyldt og vi havde kortlagt alt for kommunen, så jeg synes, det er latterligt, at de ikke vil hjælpe os med 650.000 kroner, lyder det fra Mette Gregersen, der fortæller, at man derfor nu har opgivet idéen om et etablere krisecenter.

- Vi havde fundet en fond, men den ville kun samarbejde, hvis også kommunen ville støtte økonomisk, siger Mette Gregersen om en af grundene til, at projektet er faldet til jorden.

Lars Erik Hornemann fortæller dog, at puljen består i hvert fald indtil næste budgetforhandlinger.

- Nu er det prøvet af og så må vi se. Der er endnu ingen udløbsdato på puljen, så den består, og så kan vi se, om der skulle være nogen, der vil ansøge om den, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Debat: Vækst uden styring?

Læserbrev

Min mening: Svanesang i Wuhan

Vi havde lige fået VHS-afspiller, da Berlinmuren faldt. Vi så det i fjernsynet. Murbrok efter murbrok brød den gamle verden igennem til den nye. Det første det frie menneske gjorde var at kramme de andre. I 1996 fik jeg en bog i fødselsdagsgave af min daværende kæreste. Jeg gik i 2. G, og havde ønsket mig den. ”Jeg har set verden begynde,” hed den, og den fulgte mig op gennem min ungdom som et soundtrack eller en plade. Jeg tog den med på min rejse i det sydlige Afrika med Mellemfolkeligt Samvirke og jeg citerede heftigt fra den på skriveholdet på Ryslinge Højskole nogle år senere. ”Der har aldrig været så meget skønhed, så meget ødelæggelse som nu,” står der blandt andet frit efter min hukommelse. Det har jeg ofte mindet mig selv om, og det tænker jeg på nu. Der går en æra fra murens fald til virussens dramatiske grænsesætning. Vi har set verden begynde, nu har vi også set den lukke ned på rekordtid. Den grænseløse tid sang sin svanesang på et kødmarked i Wuhan. Nu ved vi, at vi kan gøre de andre syge, at alting hænger sammen. Men også at vi kan ændre adfærd. Gennemgribende og på kort tid. Det bliver en af voldsomme forandringer, vi vågner op til. Jeg var barn af den frihed, der kom med murens fald. Før finanskrisen talte vi om friværdi, mens vi spiste tangsalat på Christianshavn, hvor Lagkagehuset skød op. Det var næsten dumt ikke at låne. Så det gjorde vi. I Roskilde Bank. Sammen med de andre 53 familier, der byggede vores bofællesskab i Albertslund. Med mange børn, ja-hatte, fester og bevidst fravalg af de grænser, en hæk skaber. I min generation virker det til, at rejsen er blevet et levevilkår. Det var det ikke, da jeg var barn og slet ikke da mine forældre var det. Jeg skrev engang en artikel om det. Jeg bad en tiårig dreng tegne på et kort, hvor han havde været. Jeg bad hans mor og hans morfar om det samme. Den ældste generation havde taget toget til Sønderjylland på ferie som barn, moren havde været i Norden og et enkelt andet land i Europa, mens drengen havde været på flere kontinenter og et tocifret antal lande. Middelklassen er rykket frem i bussen, de skal også på skiferie. Alt er forbundet. Der er to store øjeblikke i en danskers liv, siger Carsten Jensen. Når hun står i afgangshallen i Kastrup, og når hun står i ankomsthallen. Eller sagt på en anden måde: Der er kun en ting, der er større end at rejse ud, og det er at komme hjem. Det er nu, vi ankommer til verden. Det er måske også nu, den vågner. Hvor længe har der ikke været kritik af et samfund, der kun tænker på at vækste? Alt imens vi alle holdt hjulene i gang. Afhopperne var dem, der tog drastiske valg. Flyttede ud i skoven, blev hekse. Hylede mod månen og sendte opskrifter på Instagram. Man må have mange følgere for at starte en bevægelse. Uanset hvad man diskuterede, kom før eller siden sætningen: ”Man kan jo ikke standse udviklingen.” Virus kan. For tiden læser jeg en anden bog. ”How to do Nothing,” hedder den. Den handler om at se. Om hvad vi bruger vores opmærksomhed på, og hvor dybt vi bruger den. De, der kan, vender sig mod naturen i de her dage. Den har heldigvis stadig åben. Vi slæber vores piger med på ture rundt på egnen og sætter dybe, våde støvlespor langs Syltemade Ådal og op i Egebjerg Mølle. Vi har boet her i to år, og jeg har hørt ordet så tit, men jeg havde faktisk ikke set Vester Skerninge før nu. Det velkendte og alligevel fremmede er ofte det mest fascinerende. Klimakrisen har fyldt meget, men mest på Facebook. Jeg har stået på en ambitiøs klimakonference, hvor hovedtemaet var bæredygtig turisme, og i pausen hørt branchefolk tale om, at flyrejserne kun gik én vej: Op. Fortællingen er en anden, industrien den samme. Nu er mikroturisme en nødvendighed. Også i påsken. Nu har vi chancen for at se i dybden. Hvad enten det er din egen hæk, du stirrer på eller Øhavsstien. En dag i sidste uge tog vi nærmest spontant i shelter. Fyldte bilen med håndsprit og sangbøger og kørte til Trente Mølle. Vi lavede bål, snobrød og spillede guitar. Det blev frostgrader i løbet af natten, og man kan sige, at vi var til stede, også når vi ikke sov. At vågne til rimfrosset græs og se lyset langsomt varme lysningen op. Det var flere dages bålstank værd. Verden ændrer sig. Det mærkværdige skete ikke kun i mennesketomme byer. Også Facebook var i to dage lammet, stille. Så kom kreativiteten. Så sendte de live fra flodhestene, og så kom alle instrumenterne. De sociale medier blev pludselig det, de måske var tænkt som: noget der forbandt os. Forstummet var for en stund alle vaccinefornægtere og sjovt nok også alle dem, der skammer sig over at være dansk. Verden ændrer sig. Spørgsmålet er, hvilket samfund vi ønsker at vende tilbage til? Hvad vil jeg kæmpe for? Frihed? Ja. Men gerne med et moderat forbrug af luftrummet. Vi så verden begynde, nu vil vi se den besinde sig.

Annonce