Annonce
Svendborg

Indbrudsbølge: Flere indbrud med samme mistænkte

En række indbrud og forsøg på indbrud har fundet sted i området omkring Tved. Arkivfoto: Michael Bager
I mandags modtog Fyns Politi et hav af anmeldelser om indbrud omkring det østlige Svendborg. Flere campingvogne, butikker og andre steder blev enten brudt op eller forsøgt på samme. De kædes sammen med et spor af blod og efterladte effekter. Politiet mistænker derfor, at det er samme gerningsmand, som er på spil.

Svendborg: Det blev ikke en rolig første mandag i marts for Fyns Politi i Svendborg. En stribe af indbrud på syv forskellige lokationer blev mandag morgen anmeldt, og de måtte ud og efterforske en del knuste ruder fra den tidlige morgenstund.

Gerningsmanden har efterladt spor af glasskår, blod og efterladte effekter som hamre og sten ved flere af stederne.

Derfor fortæller politikommissær Christian Billesøe fra Fyns Politi, at de mistænker samme gerningsmand.

- Vi har fået en del anmeldelser om indbrud fra Tved og ud mod Skårupøre Strandvej, som vi mistænker er forårsaget af samme gerningsmand. Et af indbrudene skete i en villa på Tvedvej, hvor ruden til en værkstedsbagdør blev knust med en sten, og han fik adgang til værksted og stueetage, fortæller politikommissæren og fortsætter:

- Herefter forsøger han at få adgang til 1. salen, men anmelderen ser ham og giver os et signalement af manden, der er en 1,80 meter høj mand iført mørkt tøj, fortæller han om anmeldelsen, politiet modtog mandag kl. 04:24.

Annonce

Spor ved campingvogne, skoler og butikker


Ham skal vi nok få fanget. Vi har fundet en del spor, så vi har en del at arbejde med. Vi vil selvfølgelig gerne opfordre folk i Svendborg til at kontakte os, hvis ser nogen med mistænkelig adfærd, der passer hans profil

Christian Billesøe, Fyns Politi


Det er ikke alle steder på sin tur rundt i det østlige Svendborg, at gerningsmanden er lykkedes med at komme ind.

Det ses blandt andet i Spar og Fakta på Tvedvej, hvor han har forsøgt at knuse sig vej ind med blandt andet knækkede fliser

Der er også andre spor, som kæder indbruddene sammen ifølge Fyns Politi.

- Ved Spar Købmanden på Tved fandt vi også en sækkevogn med en taske, som indeholdt diverse effekter. Heriblandt en pengekasse, der ikke tilhørte butikken. Vi har også fundet blodspor flere af stederne, så der er en, der er kommet til skade i forbindelse med indbruddene, fortæller politikommissær Christian Billesøe.

Han fortæller videre, at de også finder andre spor, som en hammer i en indbrudt bil. Langt de fleste steder finder politiet spor af blod fra tyven. Derfor forsikrer Fyns Politi, at de nok skal finde synderen.

- Ham skal vi nok få fanget. Vi har fundet en del spor, så vi har en del at arbejde med. Vi vil selvfølgelig gerne opfordre folk i Svendborg til at kontakte os, hvis man har set nogen med mistænkelig adfærd, der passer på hans profil, siger Christian Billesøe fra Fyns Politi

Politiet gør desuden opmærksom på, at en påhængsmotor med serienummer 6CAK10119133 er stjålet fra Natur- og Miljøskolen, i forbindelse med indbruddene.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce