Annonce
Faaborg-Midtfyn

Ikke én eneste hund tilbage: Dyreinternat oplever historisk stor efterspørgsel - på godt og ondt

Løbegårdene er tomme hos Husdyrenes Vel i Ringe. Historisk stor efterspørgsel gør, at internatet ikke har flere hunde tilbage, fortæller leder Karin Sørensen. Foto: Signe Andersen
I disse uger plejer dyreinternatet i Ringe at have 30 hunde, som enten søger nye ejere eller er på feriepension. Men en markant stigning i efterspørgslen på kæledyr de seneste tre måneder er resulteret i tomme bure og skuffede kunder.
Annonce

Ringe: - Det er helt usædvanligt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mine 38 år her på stedet.

Karin Sørensen, formand for og daglig leder ved pensionen og dyreinternatet Husdyrenes Vel Fyn, bevæger sig ned langs de udendørs løbegårde, der normalt på denne tid er centrum for en broget forsamling af begejstrede bjæf. Men sådan er det ikke for tiden. Burene står nemlig tomme. Det er der en enkelt årsag til, mener den rutinerede internatleder:

- Coronaen. Den har simpelthen støvsuget markedet for hunde i Danmark. Folk er mere hjemme, og så vil de gerne have et kæledyr, fordi de ikke ved, hvad de ellers skal lave, siger hun.

Den stigende efterspørgsel giver ikke kun frie pladser på internatet, men betyder også, at personalet dagligt må sende frustrerede kunder hjem uden en ny hund, fortæller Karin Sørensen.

- Vi får omkring fem henvendelser hver dag, men vi må jo skuffe folk. Så sent som i går var der én, der spurgte efter en fransk bulldog. Prisen betød ingenting, om han så skulle give 20.000 kroner for den - han ville bare have en fransk bulldog.

Annonce

Undgå impulskøb

De mange, og mere insisterende, kunder har fået Husdyrenes Vel til at sætte ansøgning på de hunde, der leder efter nye ejere:

- For at undgå impulskøb har vi indført, at alle kunder skal udfylde en ansøgning, hvis de er interesserede i en hund. Som internat er det altid vores fornemste opgave at visitere, også selvom det betyder, at vi nogle gange må give folk afslag, forklarer Karin Sørensen.

Hun frygter, at de mest ihærdige kunder vil ty til andre løsninger, der ikke altid har dyrenes velbefindende som førsteprioritet:

- Jeg hører om flere og flere, der henter hunde hjem fra Polen og Rumænien, fordi de ikke kan finde en hund i Danmark. Men mange af de hunde, der hentes hjem, er syge eller slet ikke gamle nok endnu til at blive fjernet fra moderen.

Mens der er mangel på hunde, er antallet af formidlingskatte uændret - og så alligevel ikke, for folk står i kø for at få katte med hjem fra internatet i disse måneder, siger Karin Sørensen. Foto: Signe Andersen.

Karin Sørensen er også betænkelig ved den mere langsigtede konsekvens af den store kundetilstrømning:

- Det er klart, at jeg - belært af erfaring - er bange for, at vi pludselig får en masse hunde retur, fordi folk ikke ønsker eller magter dem alligevel.


Det er klart, at jeg - belært af erfaring - er bange for, at vi pludselig får en masse hunde retur, fordi folk ikke ønsker eller magter dem alligevel.

Karin Sørensen, daglig leder af dyreinternatet Husdyrenes Vel


Annonce

Interessen er tredoblet

Også hos Dansk Kennelklub, der organiserer hundeejere, har man noteret sig en bemærkelsesværdig vækst i interessen fra nye og kommende hundeejere. Det fortæller presseansvarlig Lise Lotte Christensen.

Den eneste hund, der spurter rundt på internatet i disse dage, er Karin Sørensens egen. Foto: Signe Andersen

- Vi har oplevet en tredobling af besøg på nogle af de websites, vi er afsender på, og vi får rigtig mange henvendelser fra folk, der ønsker at købe hund. Vi kan også se en mindre stigning i antallet af medlemmer.

Ifølge Lise Lotte Christensen resulterer den store efterspørgsel i lange ventelister hos opdrætterne. Hun opfordrer til, at utålmodige hundekøbere udnytter ventetiden konstruktivt:

- Vi appellerer virkelig til, at køberne bruger ventetiden til at lære noget om det dyr, de skal have. Ventelisterne kan jo komme dyrene til gode, fordi det giver folk mulighed for at tænke sig om en ekstra gang og overveje, om de virkelig er klar til at være hundeejere.

Hun supplerer:

- Heldigvis er der mange, der forbereder sig grundigt, inden de køber hund.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce