Annonce
Erhverv

Sydfyns Pippi Langstrømpe i aktion: Sarah jagter mikroplast i Svendborg Havn - og en livsvigtig kvart million

Sarah Persson Hammershøy kom på ideen med at støvsuge verdenshavene for mikroplast, mens hun uddannede sig til maskinmester på SIMAC i Svendborg. Siden er hun blevet færdiguddannet, men hun er stadig fuldblods og 100 procent iværksætter med Micro Change. Arkivfoto: Michael Bager
Sarah Persson Hammershøy og Micro Change er efter tre års arbejde i gang med at teste den opfindelse, som - hvis alt går som håbet - skal rense verdenshavene for mikroplast.

Sarah Persson Hammershøy og hendes team i sydfynske Micro Change har hentet de første liter vand op fra havnen i Svendborg med den pumpe og det filter, hvis effektivitet kommer til at afgøre, om tre års iværksætteri bærer frugt.

Det store mål er at befri verdenshavene for mikroplast, som det finmaskede filter skal kunne fange helt ned til størrelsen af et sandkorn - det var den ide og den opfindelse, som Sarah Persson Hammershøy i 2019 vandt DM i iværksætteri med.

Og nu har har prototypen på pumpe og filter været i aktion i Svendborg, fortæller den sydfynske iværksætter, der bor tæt på havnen i det sydfynske og arbejder på projekt Micro Change sammen  med sit team, der også består af Daniel Bull Jensen og Henrik Brynel.

Annonce

- Vi har fået tilladelse fra Svendborg kommune til at samle vand op, og vi har været i gang med at foretage de første målinger og test af havvandet. Det er lidt sværere og lidt mere bøvlet, end vi havde regnet med, fordi vores måleudstyr er det almindeligt tilgængelige, men i de kommende måneder skal vi løbende lave test - især når vandet ikke er spejlblankt, som det var første gang, siger Sarah Persson Hammershøy, der også er kendt som kvinden, som lever efter Pippi Langstrømpes motto: Det dér har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert".

Finmaskede klæder

De partikler, der gemmer sig i vandet, bliver i første omgang sorteret fra på en meget jordnær facon:

- Vi har simpelt hen nogle finmaskede klæder, som vi blæser massen fra filteret ned i. Vi har vejet klædet inden og vejer det igen, når massen er tørret - så ved vi, hvor meget masse, der er i.

Sarah Persson Hammershøy og Micro Change

Sarah Persson Hammershøy er 37 år, bor i Svendborg sammen med sin kæreste Kristina og er "weekendfar" til Leon på 10 år.

Har haft et fast job som salgsleder hos Coop, men var aldrig rigtig glad og mere interesseret i at ordne tekniske problemer, hvis køledisken gik i stykker.

Sagde sit job op og begyndte som en af meget få kvinder at uddanne sig til maskinmester på SIMAC - Svendborg International Maritime Academy. Uddannet i januar 2020.

Vandt i 2019 sammen med studiekammerat Søren Bragt og deres virksomhed Micro Change DM for iværksættere og blev siden nummer 3 til EM for iværksættere.

Kerneideen i Micro Change er et filtreringssystem, der renser ballastvandet ombord på skibe for mikroplast og således støvsuger havet, mens skibene er på farten.

Micro Changes ejerkreds består af Sarah Persson Hammershøy (ejer 50 %), Daniel Bull Jensen og Kasper Rasmussen (ejer sammen 41,5%), Søren Bragt (ejer 8,5 %).

I sommer 2020 blev Sarah Persson Hammershøy optaget i Innovationsfondens program "Innofounder", der giver særligt udvalgte iværksættere med en bæredygtig ide sparring og en kapitalindsprøjtning i 12 måneder.

De meget simple metoder skal afløses af avancerede målinger med udstyr, som Teknologisk Institut anvender, og derfor er jagten på en kvart million kroner gået ind.


Det er lidt sværere og lidt mere bøvlet, end vi havde regnet med, fordi vores måleudstyr er det almindeligt tilgængelige - men vi skal løbende lave flere målinger i de kommende måneder,

Sarah Persson Hammershøy


250.000 kroner er prisen for at få Teknologisk Institut om bord - og til at lave den validering, som afgør, om filteret - og dermed hele grundlaget for projektet - virker eller ikke virker.

- Vi skal have Teknologisk Institut ind over, hvis vi skal videre, men det kræver, at vi har den kvarte million, og den er vi i gang med at lede efter. Jeg håber da i den grad, at det lykkes, siger Sarah Hammershøy Persson, der er uddannet maskinmester, men har dedikeret sig 100 procent til Micro Change og projekt mikroplast.

Det er mikroplast a la det her, Micro Change vil befri havene for. Foto: Michael Bager

Den overordnede idé er, at filteret skal installeres på skibe og filtrere skibenes ballastvand, men de sejler. På den  måde kan havet systematisk renses for mikroplast, og plastens veje kan kortlægges, fordi skibe logger deres ruter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Møder massiv kritik: Ingen vil have jobbet - nu søger kommune politibetjente til at passe voldsom og autistisk borger

Annonce