Langeland: Det nye årskort til folke- og førtidspensionister på Langeland er klar til salg i Fynbus’ webshop og via trafikselskabets app på mobiltelefonen.
Kortet koster 365 kroner og giver ret til ubegrænset kørsel med busserne indenfor kommunegrænsen fra den 1. januar og et år frem.
Det var Ib Folke Rasmussen fra Lejbølle, der den 31. oktober stod frem i Fyns Amts Avis og efterlyste det årskort, som han kendte fra flere jyske kommuner. Herefter handlede både kommunalbestyrelsen på Langeland og bestyrelsen i Fynbus hurtigt, så Langelandskortet nu er klar til salg.
Ib Folke Rasmussen købte kortet den 24. december, og han håber, at mange vil gøre det samme som ham.
- Det er så billigt, at det kan betale sig selv for et ægtepar med bil. Samtidig giver kortet ligestilling, så prisen er den samme, lige meget om du bor i Tullebølle eller Lohals og skal til Rudkøbing. Det kan jeg godt lide, siger Ib Folke Rasmussen, der er medlem af bestyrelsen i både Ældresagen og Ældrerådet på Langeland.
Den 82-årige folkepensionist har købt kortet i Fynbus’ webshop på computeren, og er man ikke ferm ved tasterne, er der hjælp at hente. Det fortæller Fynbus’ kommunikationschef Martin Krogh.
- Vi har aftalt med Langeland Kommune, at dem, der har svært ved det, kan møde op i kommunens Borgerservice og få hjælp, siger Martin Krogh.
Fynbus betragter Langeland som forsøgskommune, og det er muligt, at kortet senere skal sælges i andre fynske kommuner. I Jylland sælges et lignende årskort til 365 korner i Randers, Struer, Holstebro, Horsens og Herning.