Annonce
Kultur

I skyggen af et selvmord: Inderst inde gemmer sig stadig en lille pige, der bøjer hovedet i skyld

- Min barndoms mest grundlæggende spørgsmål har været: Hvorfor var jeg ikke nok for min far? Det gør ikke noget godt for ens selvværd og tillid til verden, at ens far begår selvmord, siger forfatter Helle Vincentz, der i dag, - 15. april - udkommer med en personlig roman om sin familiehistorie. Foto: Asbjørn Sand
Flere forfattere skriver i disse år om sig selv, og det fænomen ser vi nærmere på i serien "Mine egne ord". I dag kan du møde Helle Vincentz, som er aktuel med erindringsromanen "Jorden under mig". Heri fortæller hun om tiden, op til at hendes far skød sig selv med et jagtgevær, og om årene efter, hvor følelser af skyld, skam og svigt prægede hendes tanker. Hun har skrevet bogen drevet af sit eget behov, men udgiver den i håb om, at den kan hjælpe andre.

"Kære dagbog. Min far skød sig selv, så nu er han død. Ja, det var søveligt. Venlig hilsen Helle 8 år."

Sådan skrev Helle Vincentz i sin dagbog 27. april 1987, og sådan indleder hun sin erindringsroman "Jorden under mig", som udkommer 15. april.

Det er en ærlig roman - ærlig i den forstand, at hun har skrevet om sin barndom som hun husker den, og hukommelsen er god. For årene omkring selvmordet har brændt sig fast - formentlig på grund af det traumatiserende skud.

Annonce

- Det var slet ikke meningen, at jeg ville være så ærlig og selvbiografisk, men det endte det med, for selv om det lyder som et kunstnersvar, så ville den her historie skrives. Jeg har skrevet den for min egen skyld, drevet af mit eget behov for at forstå og få greb om alt det, der skete, men jeg udgiver den for andres skyld; jeg håber, at andre, som er vokset op i dysfunktionelle familier, kan finde noget i den, de kan genkende og bruge, forklarer Helle Vincentz.

Det er årets hidtil varmeste dag på træ-terrassen ved hjemmet i Hareskovby på Sjælland. Deroppe, hvor S-togsstationen ligger midt i en bøgeskov gennemstreget af løbestier og der, hvor statsministeren og en stor koncentration af læger bor, og hvor huspriserne de seneste år er steget til tocifrede millionbeløb.

Der er langt fra Hareskovby til landbruget i Skælskør, hvor Helle Vincentz voksede op med far, mor og lillesøster under økonomisk trængte kår. I mange år troede hun, at det var statsminister Poul Schlüters økonomiske kartoffelkur i midten af 1980'erne, der gjorde det af med hendes fars livsgejst, men der var meget mere galt og forklaringen derfor mere kompliceret. Det er den, hun graver i og fortæller om i sin bog, og som har gjort hende klogere på både sin far, mor og ikke mindst sig selv.

Etiske overvejelser

Det kræver etiske overvejelser at skrive om sine nærmeste, men Helle Vincentz har ingen tanker haft om "hævn" over sine afdøde forældre, der jo ikke kan svare igen - missionen handler alene om at forstå, hvad der skete, at forstå dem og sin familiehistorie, og at forstå sig selv, siger hun.

Derfor har hun også passet på sin lillesøster.

- Hun er ikke så åben som mig, og hendes minder er ikke de samme som mine. Hvis jeg kun skulle tænke på bogens bedste, skulle jeg have haft mere med om min søster, men det er vigtigt for mig at være ordentlig over for hende og respektere, hvordan hun gerne vil tale om sit liv. Det har ikke været nogen nem balance, siger Helle Vincentz.

Det kræver også mod at "lufte sit vasketøj" på den måde, som Vincentz og andre forfattere gør, når de skriver deres personlige historie og lukker os læsere ind i deres inderste.

- Men der er også noget frisættende over at dele sin historie med verden. Så er der ikke så meget, jeg er nødt til at holde på længere, siger hun.

Et selvmord er et dobbeltsvært dødsfald. Man mister, og man mangler et svar på hvorfor, siger Helle Vincentz. Foto: Asbjørn Sand

Hun er forhåndsnervøs for bogens modtagelse. Urolig for, at hendes erindringer ikke er vedkommende nok, og om læserne vil tænke, at hun er svag.

- Det sidste vil være noget af det værste, siger hun.

Svaghed passer ikke til hendes selvbillede. Det har krævet styrke at leve med de tragedier, der en overgang syntes at klæbe til hende. Da hun var midt i tyverne var alle i hendes nærmeste familie døde - undtagen hendes lillesøster.

Annonce

Kærligheden

Den lille Helle elskede sin far - trods hans alkoholproblemer og skiftende humør. Hun var fars pige, og det har været en lettelse for hende gennem arbejdet med bogen at forstå ham bedre.

- Jeg har fået en større forståelse for, hvor svært livet var for ham, og hvor svære udfordringer han stod overfor, siger Helle Vincentz, der fik nogle chok undervejs, da hun begyndte at grave i familiehistorien.

Forståelsen har skrumpet den skyld, som i årevis har plaget hende. For hvorfor tog han sit liv, når nu han havde hende og hendes uudtømmelige kærlighed? Hvorfor var hun ikke nok - god nok?

Da hun fik besked om selvmordet, kom hendes mor til at sige, at faren "gjorde det for vores skyld".

- Jeg kan godt forstå, at min mor ikke var totalt velformuleret i situationen, men det var forfærdeligt at høre.

Helle Vincentz

Født 1978, uddannet journalist, cand. public. i international politik og Master of Human Rights. 

Forfatter til fem spændingsromaner med blandt andre efterforskeren og antropologen Sofie Munk. Serien er solgt til flere lande.

Helle Vincentz bor i Hareskovby nord for København med sin mand, der er uddannet psykolog, og deres to drenge på 9 og 11 år.

Som barn bebrejdede hun sig selv for utallige undladelsessynder. Bare hun havde undladt at plage om ting, familien ikke havde råd til, bare hun havde gemt jagtgeværet. Skylden voksede, og hun bar den, og end ikke arbejdet med bogen og de åbenbaringer, den har ført med sig, kan befri hende endeligt fra følelsen.

- Allerinderst gemmer sig stadig en lille, bitte pige, der bøjer hovedet i skyld. Jeg har fået hende krympet, så hun ikke længere dikterer så meget i mit liv, men jeg slipper aldrig helt af med hende, og hun er især hos mig, når jeg er træt og udkørt, fortæller Helle Vincentz.

Det har ikke hjulpet, at folk gennem alle årene har sagt til hende, at hendes otte-årige jeg var uden skyld i farens selvmord. Det har haft samme manglende effekt som at ville berolige mennesker med flyskræk med argumenter om, at flyvning er den sikreste transportform.

- Men det hjalp mig, da en terapeut sagde til mig, at min far ikke magtede at leve længere og derfor ikke kunne gøre andet end at begå selvmord.

Annonce

Familiehistorie med fangarme

Hvordan står det til? lød hendes fars indgangsbøn, når han besøgte venner og bekendte sammen med lille Helle.

Jo, hovedet op og benene ned, kunne det fraseagtige svar lyde, for ingen spurgte for at få et ægte svar, og ingen svarede ægte. Det var blot sådan nogle sætninger, man sagde til hinanden derude på landet dengang, mens man vandt tid til at se hinanden an og lodde stemningen.

Helle Vincentz gengiver dialogerne med et barns røst. De første mange sider i hendes erindringsroman er skrevet med barnets stemme, for målet har været at beskrive livet - og døden - som det tog sig ud for hende som lille pige.

Det har været noget af det sjove ved at skrive romanen. At genkalde sig sit barne-jeg, siger hun.

Vi læsere får lov at vokse med barnet og ind i noget af ungdommen og voksenlivet, hvor sammenhænge og forklaringer begynder at tage form.

Erindringerne får karakter af en udviklingsroman. Vi er med gennem savnet og skylden, og når nogle af svarene forsigtigt dukker op. Også genkendelsen og erkendelsen. For Helle Vincentz ligner sin far på flere punkter, hvad enten hun vil det eller ej.

Hun finder ud af, at det ikke var kartoffelkuren alene, der tog livet af ham. Men også en cocktail af blandt andet psykisk sygdom, alkoholmisbrug, mistede drømme og forventningspres. At dette ikke blot er en historie om hendes far og hende selv, men en familiehistorie med fangarme langt bagud, der har trukket vaner og traumer med sig gennem generationer.

I dag står det godt til hjemme på træterrassen i Hareskovby - med trippende forår og lethed i luften og humøret.

Her er blevet stille. Bomuldshunden Kenya og sønnerne Albert og Hugo, der tog imod i højt og nysgerrigt humør, fordi gæster i en coronatid er en "vildt" eksotisk oplevelse, er ude at gå tur.

Deres mor har dedikeret romanen til sine drenge.

Det var Hugo, der spurgte hende, hvad "der var mest galt", siden hans morfar havde begået selvmord.

Det blev første skub til den erindringsroman, der har kostet mange tårer at skrive, men som også har helet på hende, der skrev den.

Helle Vincentz: "Jorden under mig", 365 sider, udkommer i dag torsdag 15. april på People's.

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord. Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05.


Jeg skæver til mor, som nogle gange hjælper mig, selv om vi ikke er på samme hold. I vores familie er der nemlig to hold. Mor og Vibeke er på det ene, og mig og far er på det andet. Det er mig og far, der kører traktor sammen, reparerer maskiner sammen, finder flyvehavre sammen og gør alle andre ting sammen, som en landmand skal gøre. Det er også os, der ryger pibe sammen og tager på værtshus sammen.

Uddrag af romanen


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Er udviklingsgrådigheden ved at gå for vidt, Svendborg Kommune?

Annonce