Annonce
Ærø

I skyggen af corona: Erik Kromann fejrer 40 års jubilæum uden museumsgæster

Erik Kromann, leder af Marstal Søfartsmuseum, forventer et besøgsboom efter krisen. Foto: Katrine Becher Damkjær
Marstal Søfartsmuseum savner deres gæster. Selvom det store påskeræs udebliver i år, forventer museumsleder Erik Kromann en boomerangeffekt og masser af aktivitet på museet, når hverdagen vender tilbage. Onsdag den 1. april har han 40 års jubilæum på det museum, han har været med til at udvikle siden sin ansættelse i 1980.

Opdateret tirsdag klokken 22, idet det fremgik, at Erik Kromann åbnede Marstal Søfartsmuseum. Det er ikke tilfældet, idet han kom til som leder af museet i 1980.

Marstal: Onsdag den 1. april er det præcis 40 år siden, at Erik Kromann blev leder af Marstal Søfartsmuseum som eneste ansatte på museet.

Han var netop sprunget fra borde på den coaster, han hidtil havde haft hyre på, og syntes, at der manglede et museum for søfolk og skibsfart, og derfor tog også initiativ til at udvikle museet, hvilket er sket løbende lige siden.

Fejringen står desværre i skyggen af krisen og bliver uden museumsgæster, men lidt markering bliver der trods alt.

- Der kommer da nok nogle rundstykker på morgenbordet, og måske skal vi også lige have en enkelt rigabalsam - for at holde dårligdomme væk, naturligvis, siger Erik Kromann.

På Marstal Søfartsmuseum er det ved at være den tid på året, hvor der for alvor sker et rykind i antal besøgende. Men sådan bliver det ikke i år.

For Erik Kromann betyder den ændrede hverdag naturligvis også at han forventer færre gæster i påsken, ligesom at han har måttet modtage aflysninger fra flere skoler, der havde haft planlagt besøg på Marstal Søfartsmuseum.

- Normalt ville vi have nogle foredrag eller for eksempel afholde generalforsamling. Men det er jo selvfølgelig også en del af hverdagen, at vi har besøg af forskellige større selskaber. Det kunne være skoleudflugter eller projekter, vi laver med navigationsskolen. Dem savner vi helt bestemt lige nu, det er klart, fortæller Erik Kromann.

Selvom der altså ikke er travlt med at give rundvisninger til besøgende, må man forstå, at de ansatte på museet ikke ligefrem er stillesiddende. Der er masser af arbejde at rive i. Det er opgaver, som Erik Kromann og hans kolleger alligevel skal udføre og få passet ind med den daglige drift af museet.

- Vi har en del registreringsarbejde, som vi normalt skal passe ind imellem rundvisninger og foredrag. Kulturstyrelsen har for nylig ændret systemet for registrering, så det arbejder vi på i øjeblikket. Det er altså ikke sådan at vi ligger på den lade side, vi bruger bare tiden lidt anderledes i de her dage, siger Erik Kromann.

Selvom hverdagen i øjeblikket bliver fyldt ud med vanlige eller faste gøremål, betyder det dog ikke, at der ikke også er nye og spændende opgaver at tage sig til for de ansatte på museet.

- Vi er i den lykkelige situation, at vi får temmelig mange gaver ind. Nogle gange kan man godt få indtryk af, at folks loftsrum og kældre efterhånden er blevet tømt, men der dukker jævnligt guldklumper frem. Vi har eksempelvis for nyligt fået en masse tegninger til skibe, der er bygget på H. C. Christensens værft. De skal så scannes ind i vores system til bevaring. Så vi kører egentlig på fuld fart frem og når måske det arbejde på to måneder, i stedet for et halvt år, forklarer Erik Kromann.

Desuden mener Erik Kromann faktisk også, at de tabte indtægter, som hans og mange andre museer må døje med i krisetiden, kan vindes ind igen, når dagligdagen vender tilbage.

- Jeg har en forventning om at, folk vil være så udhungrede på kunst og kultur, at de vil komme styrtende, når de kan igen. Også fordi jeg tror, at folk vil have fået mere øje for de nære værdier og det, vi er rundet af. Det vil man gerne ind og dyrke lidt og se hvad vi kan byde på her i nærområderne. Så jeg tror, færgerne vil bugne af folk, som gerne vil herover, når de kan igen, siger Erik Kromann.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Jubilæum For abonnenter

Fra billettering og klingende mønt til digitalt rejsekort: For halvtreds år siden kørte Kjeld Uhrenholt sin første bus

Annonce