FODBOLD: Lige nu ser OB's målsætning om at ende i top 6 i Superligaen meget mulig ud. På vej ind til de sidste tre kampe af grundspillet er fynboerne i den gunstige situation, at de på en nuværende sjetteplads med 25 point selv kan afgøre tingene i møderne med Vejle ude, Brøndby hjemme og AaB ude.
Top 6-konkurrenternes resterende kampe
Randers FC (28 point):
Lyngby (H)
AGF (U)
FCK (H)
Sønderjyske (25 point):
AaB (U)
AC Horsens (H)
FC Nordsjælland (U)
FC Nordsjælland (22 point):
AC Horsens (H)
Lyngby (U)
Sønderjyske (H)
AaB (22 point):
Sønderjyske (H)
Vejle (U)
OB (H)
Vejle (21 point):
OB (H)
AaB (H)
FC Midtjylland (U)
Tre sejre - 9 point
Hvis de vinder alle tre kampe, er det så godt som sikkert, at de slutter i top 6. Sønderjyske ligger lige med OB på syvendepladsen med en målscore, der er to dårligere. Så sønderjyderne ville i det scenarie også skulle vinde alle sine resterende kampe - og oveni det hente OB's målscore.
To sejre og en uafgjort - 7 point
I det tilfælde vil det stadig kun være Sønderjyske, der kan hente OB nedefra, så i tilfælde af en pointhøst på syv point, så er chancerne stadig meget store for at ende i top 6.
To sejre og et nederlag - 6 point
Her vil Sønderjyske med syv point eller mere overhale OB. Så er der Randers, der er tre point foran fynboerne lige nu. Randrusianerne ville blot skulle hente tre point i de sidste tre for at holde OB bag dem, da de med en målscore der er hele ti bedre end OB's næppe bliver slået på det parameter. FC Nordsjælland og AaB skal vinde alle deres kampe for at ende lige med OB.
En sejr og to uafgjorte - 5 point
I det her tilfælde overhaler OB næppe Randers, der blot skal have to point. Sønderjyske kan med seks eller flere point gå forbi OB. FC Nordsjælland skal vinde alle deres kampe for at gå forbi OB. Det samme skal AaB - men det vil ikke kunne lade sig gøre i dette scenarie, da OB og AaB mødes i sidste runde.
En sejr, en uafgjort og et nederlag - 4 point
Så vil Vejle med en usandsynlig stærk slutspurt med ni point overhale OB. Sønderjyske skal bruge fem point.
3 point eller færre
Så begynder det at se meget svært ud for OB. I så fald vil fynboerne være meget afhængige af, at top 6-konkurrenterne også smider mange point - især Sønderjyske, der altså ikke må få fire point eller flere.
Sport Fyns vurdering
OB har alle kort på hånden til at ende i top 6. Noget kan tyde på, at 30 point bliver skæringspunktet ved sjettepladsen. Sønderjyske har på papiret et lidt nemmere kampprogram end OB, og det vil helt sikkert være sønderjyderne, man skal holde mest øje med. Det vil kræve en noget nær umulig præstation af AaB og FC Nordsjælland, hvis de skal hente sjettepladsen. En sejr torsdag aften over Sønderjyske kunne have gjort OB's situation markant bedre.
Randers beholder sandsynligvis femtepladsen, så det bliver en hård kamp mellem Sønderjylland og Fyn om den sidste billet ind i det forjættede land.