Annonce
Danmark

- Hvis min historie hjælper bare en, er det det hele værd

26-årige Liselotte Lykkemark fortæller sin historie til The Human Aspect for at hjælpe andre. Hun er desuden også aktiv i Det Sociale Netværk i Odense, hvor hun i dag studerer jura på SDU. Foto: Michael Bager
26-årige Liselotte Lykkemark har kæmpet med angst, selvskade og selvmordstanker i store dele af sit liv - i mange år troede hun, at hun var alene i verden med sine psykiske problemer, men i dag ved hun, at det hjælper at åbne op, så derfor har hun fortalt sin historie til The Human Aspect.

Åbenhed: - Det var en stor ting for mig, da jeg fandt ud af, at jeg bare er helt almindelig kedelig som de fleste af os.

26-årige Liselotte Lykkemark griner og smiler bredt. Den jurastuderende har netop delt sin historie med norske Jimmy Westerheim, og om kort tid vil millioner af mennesker verden over kunne se videoen med den unge dansker på Westerheims onlinebibliotek over livshistorier på The Human Aspect.

- Jeg har utrolig stort respekt for hans arbejde, og det han gerne vil, siger hun.

Hun har brugt omkring en time på at fortælle sin historie, som begynder i fødebyen Randers, hvor en noget yngre Liselotte i mange år blev mobbet, mens angsten for præstere dårligt konstant slog hende ned.

- Jeg led af præstationsangst, og i mange år blev jeg ved med at komme med undskyldninger for mig selv, og samtidigt bildte jeg mig selv ind, at det næste klassetrin eller den næste skole ville blive meget bedre, siger hun.

På efterskolen i 10. klasse forsøgte hun at begå selvmord ved at spille piller, og hun var også selvskadende, for som hun siger i dag, var det en af de ting, hun selv kunne kontrollere. Da hun skulle i gymnasiet flyttede hun fra Randers til Aarhus, hvor mødet med en socialrådgiver blev afgørende for hende.

- Jeg knækkede helt og gik helt ned i tre måneder, da jeg startede på gymnasiet i Aarhus. Jeg kunne nærmest ikke komme ude af min seng eller gøre noget som helst. Men da min socialrådgiver åbnede op og fortalte mig sin egen historie med angst, betød det, at jeg for første gang oplevede, at jeg ikke var alene med mine problemer, siger Liselotte Lykkemark.

Annonce
Liselotte Lykkemark kæmpede i mange år med præstationsangst og var både selvskadende og selvmordstruet. I dag har hun det meget bedre - ikke mindst fordi hun valgte at fortælle om sine problemer til andre, siger hun. Foto: Michael Bager

Fortæl det til nogen

I dag bor hun i Odense, hvor hun er i gang med femte semester på jurastudiet på SDU.

- Det er en kæmpe sejr for mig, at jeg holder fast efter to et halvt år, det er næsten det vigtigste for mig. Jeg har det rigtig godt i dag, siger hun.

Hun arbejder samtidigt frivilligt i det Sociale Netværk, hvor kontakten til Jimmy Westerheim og The Human Aspect blev skabt.

- Jeg håber, at bare en derude hører min historie og kan genkende noget af det og dermed får troen på, at de kan tage et skridt i den rigtige retning og få noget hjælp. I sidste ende handler det om at få hjælp, siger hun.

- Det er derfor, det er vigtigt for mig at stå frem i The Human Aspect. Det blev først bedre for mig selv, da jeg fortalte min historie til nogen, siger hun.

For Liselotte Lykkemark handler det også om at erkende, at man er god nok, som man er. Og ikke nødvendigvis noget særligt.

- Jeg tror, at mange bliver syge, fordi vi hele tiden bliver fortalt, at vi skal være noget helt specielt og særligt - men måske er det specielt nok at være helt almindelig og lidt kedelig, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Ærø For abonnenter

HF & VUC på Ærø ramt af besparelser: Lærere sat 25 procent ned i tid og løn

Annonce