Annonce
Danmark

Hudsygdom kan være skyld i patienters infektioner: Nu er kirurgens allergi blevet fastslået

Kirurgen er blevet i undersøgt i kølvandet på flere patienters infektioner. Arkivfoto: Michael Bager
Kirurg er blevet undersøgt. Han er allergisk over for klorhexidin, som sundhedspersonale desinficerer deres hænder med.

Odense: En erfaren kirurg på OUH er blevet flyttet, så han ikke længere skal operere patienter. Det sker efter, kontrollen har vist, at 44 af hans patienter, der har fået nye hoftedele på sygehusets ortopædkirurgiske afdeling, er blevet genindlagt med infektioner.

Siden er kirurgen blevet undersøgt, og i følge hans chef, ledende overlæge på ortopædkirurgisk afdeling O, Lonnie Froberg, er han allergisk over for Klorhexidin. Det er det middel, læger og sygeplejersker bruger til at afspritte og desinficerer hænderne med.

- Kirurgen er her efterfølgende blevet undersøgt, og det har vist, at han har en allergi overfor klorhexidin, som vi bruger til desinficering af hænder.

Men har han brugt klorhexidin, inden han opererede, eller har han brugt noget andet?

- Der er ikke nogen anden løsning. Klorhexidin er måden, man gør det på, og det har han også brugt, da han ikke kendte til sin allergi før senere, siger den ledende overlæge og fortsætter:

- Alle sikkerhedsforanstaltninger og ydre rammer er overholdt under hofteoperationerne. For eksempel bruger kirurgen to operationshandsker uden på hinanden, hvor den inderste handske skifter farve, hvis der går hul på den yderste, ligesom kirurgen har maske og alt er desinficeret, siger Lonnie Froberg.

Hun kan ikke oplyse, hvordan allergien over for klorhexidinen eventuelt kan have givet sig til udtryk under en operation.

Har kirurgen ikke selv overvejet, om hans hudlidelse kunne være et problem?

- Nej det har han ikke overvejet, for så ville han have reageret. Vi læger er jo sat i verden for at hjælpe folk, siger hun.

Hvad laver han nu så?

- Vi har rådført os hos eksperter og der er er stadig opgaver som for eksempel i ambulatoriet og ved stuegang, han kan varetage uden risiko.

Hvordan har han det med hele situationen?

- Han er meget berørt af det. Ingen læge ønsker naturligvis at påføre deres patienter sygdom, siger Lonnie Froberg.

At OUH overhovedet fik mistanke om, at der måske gik noget galt under nogle hofteoperationer skyldes, at sygehuset har indført en ny sikkerhedsprocedure. OUH har siden foråret 2019 som noget nyt arbejdet med daglig kontrol og opfølgning af genindlæggelser og arbejder også med de landsdækkende nationale databaser, hvor man fører kontrol med behandlingskvaliteten.

OUH vil ovenpå sagen vurdere, om der er grund til at ændre de nuværende procedurer for at minimere risikoen for infektioner yderligere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce