Annonce
Svendborg

Hotel sagde ja til to hjælpepakker: Det hele gik så hurtigt

Hans Jørgen Simonsen, regnskabschef og konstitueret direktør på Hotel Christiansminde i Svendborg har på grund af coronakrisen sendt 24 medarbejdere hjem med løn. Foto: Katrine Becher Damkjær
Hans Jørgen Simonsen, Hotel Christiansminde, reagerede hurtigt på corona-situationen og sendte først medarbejderne på dagpenge. Men trak dem så tilbage fra jobcenteret - og sendte dem i stedet hjem med løn.

Svendborg: Da regeringen for godt to uger siden lukkede Danmark ned og dermed satte blandt andet landets hoteller og restauranter i en akut krise, reagerede den konstituerede direktør og regnskabschef på Hotel Christiansminde hurtigt på regeringens første hjælpepakke.

Hans Jørgen Simonsen valgte at lukke hotellets køkken og restaurant og sende 13 medarbejdere hjem på dagpenge.

Da der blot en uge senere kom en hjælpepakke 2, som muliggjorde en lønrefusion på mellem 75 og 90 procent, sadlede han om og trak de 13 medarbejdere tilbage.

For så i stedet at sende dem hjem igen - nu med lønkompensation. I alt blev 24 medarbejdere denne gang hjemsendt.

- Det hele gik så hurtigt, siger han fra sit kontor i den stort set tomme hotelbygning i Christiansminde.

- Man kan ikke bruge begge ordninger - så det er enten eller, forklarer han og fortæller, at det har været en udfordring hurtigt at skulle navigere i alle de hjælpepakker, der blev lavet de seneste to uger.

- Der var tryk på telefonerne i de dage.

Hoteldirektøren ser mest frem til, at hotellet får lov at åbne igen. Men han er åben for, at medarbejderne benytter sig af de muligheder, der er for efteruddannelse under hjemsendelsen.

- Jeg ved, at nogle af dem har fået tilbudt kurser fra deres fagforening, og det synes jeg da er en god ide. Så hvis nogen har lyst til det, står det dem frit for, siger Hans Jørgen Simonsen.

Annonce

- Vi er så heldige, at hvert værelse har egen udendørs indgang, og gæsterne kan derfor nøjes med at hente nøglen i receptionen.

Hans Jørgen Simonsen, konst. direktør og regnskabschef, Hotel Christiansminde

Konfirmationer aflyst på stribe

Bortset fra ham selv, en receptionist og nogle pedeller er der ikke nogen på arbejde i denne tid.

Til gengæld er der stadig hotelgæster, for måden hotellet er indrettet på, gør, at man ikke behøver at komme i smitteafstand af andre mennesker.

- Vi er så heldige, at hvert værelse har egen udendørs indgang, og gæsterne kan derfor nøjes med at hente nøglen i receptionen.

- De må til gengæld acceptere en lidt ringere service, hvad angår morgenmaden, der nu ikke serveres i restauranten. De må i stedet selv hente en morgenbakke i receptionen og så ellers nøjes med at opholde sig på værelset, fortæller Hans Jørgen Simonsen og tilføjer, at der heller ikke er daglig rengøring på værelset.

- Når gæsterne er rejst, tjekker pedellerne lige rummet og samler de våde håndklæder op fra gulvet, så de kan tørre. Og derefter lukkes der ikke nogen ind på værelset, før rengøringspersonalet igen kan komme på arbejde, når landet lukker op igen.

- Vi har heldigvis 98 værelser at tilbyde kommende gæster, så først når de alle har været i brug, må vi sige nej til flere gæster, siger han.

De få gæster, der er på Hotel Christiansminde lige nu, er ikke feriegæster.

- Det er for eksempel mennesker fra andre byer, der er hjemme og se til deres familiemedlemmer i Svendborg, men ikke kan bo hos dem på grund af smitte-reglerne. Der er også nogle forretningsfolk, men ellers er værelserne nu mest tomme i denne tid.

Og det er meget usædvanligt.

- Vi stod jo overfor en travl tid med konfirmationer, bryllupper med mere. Men da biskoppen i onsdags sagde, at alle konfirmationer bliver rykket til sommer og efterår, blev vi lagt ned. Alle konfirmationer blev aflyst, siger Hans Jørgen Simonsen.

- Nu håber vi, at der bliver tryk på, når vi en gang får lov at åbne igen. Mange af konfirmationerne har vi fået ind på nye datoer, men ikke alle.

- Og så håber vi også, at mange vil holde ferie i Danmark, for vi har jo ikke en giga pengekasse. Selvom Hotel Christiansminde er ejet af fagforbundet HK, så har det stået på egne ben siden en succesfuld turn-around i 2011.

- Men mon ikke, der snart kommer nogle meldinger fra regeringen, så vi kan komme i gang med at planlægge igen, lyder det optimistisk fra Hans Jørgen Simonsen.

Hjemsendelse

Hjem på dagpenge og kontanthjælp

Aftaler indgået mellem blandt andre 3F og Dansk Industri og Dansk Erhverv betyder, at virksomhederne kan hjemsende ansatte uden løn for de timer, hvor de er hjemsendt.

I stedet for at få løn skal de ansatte melde sig som arbejdsløse og søge dagpenge eller kontanthjælp, hvis de hjemsendes i henhold til organisationernes aftaler. Når situationen er normal igen, skal medarbejderne genoptage deres arbejde i virksomhederne.

Hjem med løn

Regeringen har efterfølgende indgået en stor trepartsaftale med Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Aftalen giver virksomheder ret til at få lønkompensation for 75-90 procent af medarbejderens løn, dog maksimalt op til 23.000 kroner om måneden. Aftalen løber i tre måneder fra 9. marts til 9. juni. Aftalen indebærer, at virksomheder ikke må fyre medarbejdere, hvis de får lønkompensation til de hjemsendte.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø

Ærø får en helt ny uddannelse: Marstal Navigationsskole åbner en færgeføreruddannelse i efteråret

Annonce