Annonce
Fyn

Hold øje med grillen: Brandfareindekset har kurs mod rødt i store dele af landet

Efter et forår, som har været mere tørt end normalt, gælder det om at være forsigtig ved brug af åben ild i naturen. Arkivfoto: Lone Knudsen/Colourbox.
DMI's tørkeindeks nærmer sig atter toppen, og på Fyn vurderes brandfaren i naturen at stige til høj i løbet af pinsen.
Annonce

Fyn: Oven på nogle efterårs- og vintermåneder, hvor der faldt store mængder nedbør over Danmark, har foråret været solrigt, og der er faldet langt mindre regn end normalt i forhold til de seneste 30 år.

I marts, april og maj har DMI indtil nu registreret 91,4 millimeter nedbør, hvilket er en pæn sjat under den nye klimanormal for de samme måneder, der lyder på 132,2 millimeter. Klimanormalen er udregnet på baggrund af perioden 1991-2020.

Det bragte allerede i slutningen af april tørkeindekset op på det højeste niveau, der nogensinde er målt på den årstid, og selvom der er faldet regn i maj, er der grund til at være forsigtig, når man færdes i naturen, eller hvis grillen bliver tændt. For tørkeindekset nærmer sig samme højde som i slutningen af april, og brandfareindekset, som DMI også udarbejder, er stigende. I løbet af pinsen når det flere steder i landet et meget højt niveau.

Ifølge Brandfare.dk, som viser, hvordan brandfaren forventes at udvikle sig, er indekset allerede meget højt i dele af Nordjylland, og frem til tirsdag forventes det at stige til højt i det meste af landet og meget højt i store dele af Sønderjylland og vestlige dele af Jylland.

På Fyn ligger brandfareindekset lørdag på et moderat niveau, men mandag forventes indekset at være steget til højt over det meste af Fyn. Det betyder, at der vil kunne ske antændelse i naturen på grund af en glød eller mindre flamme. Når niveauet stiger til meget højt, sker antændelsen meget nemt.

Vejrudsigten for de kommende dage lover tørt vejr med sol og op til 25 grader tirsdag. Onsdag kan det blive lige så varmt, men der kan også komme spredte byger. Torsdag, fredag og lørdag ser ud til at kunne sænke brandfaren i naturen, da der ifølge DMI vil komme perioder med regn eller byger.

FAKTA Gode råd om åben ild

  • Brug dertil indrettede pladser, hvis du skal tænde bål eller grille.
  • Hold afstand til bevoksning.
  • Efterlad aldrig et bål eller en grill, der ikke er slukket helt.
  • Tænd aldrig bål eller grill, hvis det blæser meget eller er meget tørt.
  • Hav altid vand i nærheden, når du tænder bål eller griller.
  • Smid ikke cigaretskodder og lignende i naturen.
  • Brug ukrudtsbrænderen rigtigt (ukrudtet skal svitses, ikke brændes) og vand bagefter området, hvor den er blevet brugt.
  • Ring til 1-1-2, hvis uheldet er ude.

Kilde: Brandfare.dk, Beredskabsstyrelsen og Trekant Brand.

Vejrudsigten for de kommende dage lover tørt vejr med sol og op til 25 grader tirsdag. Onsdag kan det blive lige så varmt, men der kan også komme spredte byger. Arkivfoto: Benny F. Nielsen.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce