Midtfyn: Den midtfynske fred og idyl bliver kraftigt udfordret af skudsalver og kanonslag, når Hjemmeværnskompagni Midtfyn afholder øvelse lørdag d. 10. april, oplyser Hjemmeværnskompagni Midtfyn i en pressemeddelelse.
Øvelsen har til formål at træne den enkelte soldat i personlige færdigheder. Dette foregår sideløbende med en større øvelse i bevogtning, som er Hjemmeværnets primære opgave og derfor vigtig at kunne mestre, oplyser kompagniet.
I forbindelse med øvelsen bliver en del af soldaterne kontrolleret og forhåbentligt godkendt, så de kan indgå i den lokale beredskabsstyrke. I alt deltager cirka 100 soldater i øvelsen, som primært kommer til at foregå i området omkring Gestelev, Vantinge, Sallinge, Espe og Herringe. Øvelsen starter tidligt lørdag morgen og slutter omkring kl. 21.
Udover at støde på soldaterne i de berørte områder vil lokalbefolkningen kunne observere skydning med løs ammunition, brug af kanonslag, lyskugler og kraftige røggranater. Der vil desuden forekomme kørsel med såvel civile som militære køretøjer.