Annonce
Faaborg-Midtfyn

Her gør de det stik modsatte: Tilbage til mindre skoler

Borgmester i Holbæk Kommune, Christina Krzyrosiak Hansen, og resten af kommunalbestyrelsen har netop besluttet en ny skolestruktur. Borgmesteren ønsker dog ikke at udtale sig om skolestrukturen i Holbæk, da hun ikke vil involveres i en beslutning i Faaborg Midtfyn Kommune, fordi hun ikke kender til de lokale forhold. Foto: Holbæk Kommune
I Holbæk Kommune har man netop vedtaget en ny skolestruktur, der afliver fire store skoleområder. I stedet bliver der nu 11 selvstændige skoler for at få mere nærhed på skolerne.
Annonce

Holbæk: En skolestruktur, hvor afstanden mellem elever, forældre, medarbejdere og ledere er så kort som muligt, og mindre skoler skal give en tydelig nærledelse tæt på elever og forældre i hverdagen.

Sådan lyder visionen på skoleområdet hos lokalpolitikerne i Holbæk Kommune, og visionen bliver nu ført ud i livet. På kommunalbestyrelsesmødet i onsdags besluttede politikerne sig for en ny skolestruktur, hvor man siger farvel til større skoleenheder.


Folkeskolen har længe været kommunalbestyrelsens førsteprioritet, og vi har i de seneste tre budgetter afsat ekstra penge til skolerne. Men vi har også måttet erkende, at de nuværende fire skoler simpelthen var blevet for store og uoverskuelige.


De nuværende fire store skoleområder bliver til 11 selvstændige skoler, og dermed går Holbæk Kommune stik imod det forslag, som politikerne i Faaborg-Midtfyn Kommune lige nu har til behandling.

Susanne Utoft (S), formand for udvalget Børne og Skole i Holbæk Kommune, forklarer, at den nye struktur har været et ønske i længere tid.

- Vi vil rigtig gerne have nærledelse og en skole, der har sit eget særkende - altså decentralisering og som har et tilhørsforhold i lokalsamfundet. Det har været et ønske fra flere politikere i lang tid, men hvor vi ikke har haft økonomien til det. For det skulle på ingen måde være en spareøvelse. Her finder vi økonomi til det, og vi finder også økonomi til at kvalitetsløfte skolerne, siger Susanne Utoft.

Annonce

Alle står bag

Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) takker nej til at svare på spørgsmål om Holbæks nye skolestruktur. Hun vil ikke involveres i en beslutning i Faaborg-Midtfyn Kommune, da hun ikke kender til de lokale forhold, lyder det fra presseafdelingen.

På hendes Facebook-profil og på Holbæk Kommunes hjemmeside er borgmesteren meget begejstret for beslutningen.

- Folkeskolen har længe været kommunalbestyrelsens førsteprioritet, og vi har i de seneste tre budgetter afsat ekstra penge til skolerne. Men vi har også måttet erkende, at de nuværende fire skoler simpelthen var blevet for store og uoverskuelige. Jeg tror på en skole, hvor der bliver så kort som muligt mellem elever, forældre, medarbejdere og ledelse, og hvor alle i og omkring skolen virkelig føler, at den tilhører dem, siger borgmesteren ifølge kommunens hjemmeside.

På Facebook påpeger hun, at selv om skolestrukturen er ny, bliver der tale om et skolevæsen, man kender.

- Hvor en skole i udgangspunktet er en skole med en lokal skoleleder, man kender navnet på. Hvor børn og forældre har indflydelse på skolens virke igennem elevrådsarbejde og skolebestyrelsesarbejde, siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Annonce

Alle er med

Det var i forbindelse med budgetaftalen 2021, at den nye skolestruktur blev vedtaget.

- Det giver en stor tryghed for skolerne, at alle partierne er med og bakker op. Det er noget af det bedste ved det, at det bliver partierne i budgetaftalen, der står bag og ikke en idé, der er født i Børne og Skole-udvalget, påpeger Susanne Utoft.

Ny skolestruktur i Holbæk Kommune

Skoleområdet I Holbæk Kommune er i dag opdelt i fire områder, hvor der i hvert område er én skole, som består af tre eller flere skoleafdelinger.

Fra 1. august 2021 ændres antallet af skoler, så de fire nuværende (område)skoler ophører og i stedet for etableres 11 selvstændige skoler. Den nye struktur ændrer ikke på antallet af skolematrikler.

Antallet af skolebestyrelser går fra de nuværende fire og til 11 - svarende til antallet af skoler.

De fleste skoler bliver fra 1. august 2021 størrelsesmæssigt på mellem cirka 300 og 750 elever. De består enten af én matrikel eller to eller tre matrikler.

Den nuværende skolestruktur er blevet til i flere omgange, hvor skoleenhederne gradvist er blevet større og større.

- Det har været et stærkt politisk ønske, som man også har hørt fra forældre og lokalsamfund. Vi havde det oppe for halvandet år siden, men der bibeholdt vi de fire skoler, fordi skolerne gerne ville have ro på, og fordi vi så ikke havde økonomien til at gøre det, lyder det fra udvalgsformanden.

- Vi har især fået positive tilkendegivelser på den her politiske enighed. Den kan man kun som udvalgsformand være glad for i det videre arbejde, for nu skal vi have tildelingsmodellen til at passe til de 11 skoler, så vi understøtter, at de små enheder får lige så meget som de store enheder, tilføjer hun.

Annonce

Begge dele kan fungere

Nis Rømer er formand for skolebestyrelsen på den nuværende Holbæk By Skole. Han hæfter sig også ved, at der er bred enighed hos politikerne om skolestrukturen.

- Det betyder, set fra vores perspektiv som skolebestyrelse, at vi har sikkerhed og enighed i det politiske billede. Det er vi rigtig glade for, for vi vil gerne have noget at bygge på, så de ting, vi sætter i gang, kommer til at ske, siger Nis Rømer.

- Det største problem er, hvis man hele tiden laver om på strukturen, for man kan få både store og små skoler til at fungere, understreger skolebestyrelsesformanden.

Holbæk By Skole består i dag af Bjergmarkskolen, Orø Skole og Absalon Skole og har cirka 1700 elever. Da de blev lagt sammen, var der bekymring blandt forældre.

Her er det faaborg-midtfynske skoleforslag

Hvis den nye skolestruktur bliver virkelighed, vil Faaborg-Midtfyns nuværende 10 skoler blive lagt sammen til fire skoledistrikter med én skoleleder per distrikt.

Antallet af matrikler vil bestå, men de vil fremover fungere som afdelinger fremfor som selvstændige skoler.

Skolerne vil blive lagt sammen i fire skoledistrikter, som svarer til de nuværende børneområder for daginstitutionerne.

Tirsdag aften sendte et flertal i Opvækst- og Læringsudvalget forslaget i høring. Den 9. februar skal kommunalbestyrelsen blåstemple den beslutning.

Bliver forslaget efter en høringsperiode på 12 uger vedtaget, vil den nye skolestruktur træde i kraft 1. august 2022.

- Det var før min tid i skolebestyrelsen. Men det er lykkedes at lave en god skole med de her tre skoler sammen. Vi har fået lavet gode strategier, og skolebestyrelsen har været god til at kommunikere ud og sørge for, at folk har et tilhørsforhold til deres lokale skole mere end til ledelseskonstruktionen, fortæller Nis Rømer.

Annonce

Stor troværdighed

I den nye struktur bliver Bjergmarkskolen skilt ud som en selvstændig skole, mens de to andre fortsætter som en skoleenhed.

- Vi var faktisk mod en opsplitning til at starte med, for som sagt har vi en skole, der fungerer godt. Men politikerne kommer med en stor troværdighed, fordi de faktisk vil løfte skoleområdet og har tilført penge - og så fordi de står sammen, siger Nis Rømer og tilføjer:

- Man skal sørge for, at det ikke er en spareøvelse, for det fører ikke noget godt med sig. Der skal man starte et andet sted.

Den nye skolestruktur kommer i kølvandet på, at Holbæk Kommune er blevet frikommune på skoleområdet. Det betyder, at kommunen, i vid udstrækning, bliver sat fri af regler og love på området.

- Jeg har i hvert fald ikke hørt andet fra borgerne i Holbæk og medarbejderne, end at de glæder sig helt vildt til den nye struktur og frihedsforsøget. Vi forventer os faktisk ret meget af det, og det er to spændende ting, som egentlig hænger ganske godt sammen, siger Susanne Utoft.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce