Annonce
Svendborg

Her er årets profetspørgsmål: Patina på Roskilde og Jern-Jesper i Tour de France

2019 har været et jubelår for Svendborggruppen Patina, og der venter flere store oplevelser i 2020, men spiller Søren Bastrup Bojsen og Co. også på Roskilde Festival? Foto: Betina Garcia
Værsgo’, her er årets 13 profetspørgsmål, og vi lancerer dem traditionen tro ledsaget med lidt hjælp fra nogle af dem, der er lidt tættere på nogle af hovedpersonerne end os andre. God fornøjelse.
Annonce

Svendborg: Kan de lokale helte slå til på de store scener?

Det er et af de gennemgående spørgsmål i årets profetkonkurrence med 13 dugfriske spørgsmål om det år, vi er klar til at tage hul på.

2019 blev et rendyrket jubelår for de tre musikalske knægte i Patina, og 2020 står til at blive endnu større for Søren Bastrup Bojsen, Gregers Møller Jensen og Mads Skov Hansen. De drager i januar og februar videre ud i landet som opvarmningsband for Alphabeat, og i april tager Svendborgdrengene af sted på deres egen danmarksturné.

Spørgsmålet er, om Patina også giver koncert på dyrskuepladsen i Roskilde i 2020? Det både tror og håber lederen af Bandakademiet, Marianne Fruergaard, der sidste år var med i den jury, der udråbte Patina til vindere i talentkonkurrencen, Karrierekanonen. Hun svarer ja til spørgsmål 6.

Cykelrytteren Jesper Hansen lærte at køre opad i de sydfynske alper omkring hjemmet ved Stenstrup, og spørgsmålet er nu, om han skal klatre op ad de franske alper i 2020? Foto: Henning Bagger /Scanpix 2017
Annonce

Et rigtigt Roskildenavn

- Patina har en spændende livekalender både med deres egen tur og som support for Alphabeat, og de kommer lige om lidt til at udgive noget ny, spændende musik. Så de er også aktuelle, og det gør dem i min verden til et rigtigt Roskildenavn, siger Marianne Fruergaard.

Hun tror, at Patina kommer til at spille på en af festivalens up coming-scener, hvor nye talenter får lov til at vise sig frem, men hun kunne også godt se Svendborgbandet på en af scenerne inde på selve festivalen.

- Det er et fuldstændig fantastisk liveband, og de burde faktisk have en plads på en af de små scener inde på selve festivalen. Sådan plejer det ikke at være - man skal først træde sine små sko ude på warm up-området og vise sig værdig, men Patina er allerede klar til noget større, og jeg håber, at Roskilde har øje for dem, siger Marianne Fruergaard.

Annonce

Tror på skadet Hjalte

2020 kan også blive året, hvor den brølstærke Hjalte Froholdt kan få debut i verdens største sportsliga, den amerikanske NFL. Den 25-årige Svendborgdreng blev sidste år valgt af mesterholdet New England Patriots og har spillet en enkel træningskamp, inden han i september blev stoppet af en skade.

I spørgsmål 9 spørger vi, om Hjalte Froholdt får sin rigtige NFL-debut i 2020, og det tror formanden i barndomsklubben Svendborg Admirals, Søren Brygger Terkelsen, på.

- Hjalte er drafted i fjerde runde (en årlig begivenhed, hvor NFL-klubberne vælger unge collegespillere, red.), og det gør ham til en solid spiller, som klubben tror på. De har beholdt ham, selvom han blev skadet, og derfor tror jeg også helt sikkert, han kommer til at spille næste år, vurderer Admirals-formanden.

Cykelrytteren Jesper Hansen er en anden stor sportsmand med dybe sydfynske rødder, som står foran en stor udfordring i 2020. I 2018 var han hjælperytter for Jakob Fuglsang på Astana-holdet i Tour de France, og i 2019 stod han til at blive holdkaptajn for det franske Cofidis-hold i det legendariske franske cykelløb, men han blev sorteret fra kort før start.

Nu krydser en af hans gamle holdkammerater fra tiden i Svendborg Cykle Club, Ulrik Vestergaard, fingre for, at bjerggeden fra de sydfynske alper stiller til start på løbets første etape i Nice den 27. juni. Han svarer med hjertet og sætter kryds ud for ja i spørgsmål 1.

Hjalte Froholdt nåede at spille fire træningskampe for Super Bowl-mestrene fra New England Patriots, inden han blev stoppet af en skade. Spørgsmålet er, om han får sin rigtige NFL-debut i 2020? Foto: Usa Today Uspw/Ritzau Scanpix
Annonce

Endnu en joker

- Jesper har efterhånden kørt både Giro’en i Italien og Vuelta’en i Spanien flere gange, så han har stor rutine. Men meget afhænger af, hvordan hans forår forløber, vurderer Ulrik Vestergaard, der trænede med den sydfynske bjergrytter i SCC i tre år og kørte flere løb sammen med ham i C-klassen i 2012.

- Derefter tog hans karriere fart. Han var rigtig god, og hans talent var enormt, men det tog nogle år, inden der for alvor var nogen, der fik øje på det, siger den gamle holdkammerat.

Ulrik Vestergaard peger på endnu en joker, når han skal vurdere Jern-Jespers muligheder for at få et startnummer i verdens største cykelløb. Hans franske hold Cofidis har nemlig højst sandsynligt brug for et wildcard, for overhovedet at være med i løbet, og derefter skal Jesper Hansen altså udtages til holdet.

- Men jeg tror på begge dele og svarer ja, og så håber jeg, at Jesper er med igen i 2021, hvor løbet starter i Danmark, siger Ulrik Vestergaard.

Arne Ebsen (tv) og Jens Fabricius Hansen har kastet sig ind i kampen for en cykelsti mellem Ollerup og Svendborg, men der er mange knaster, der skal ryddes af vejen, hvis pengene til cykelstien skal findes i 2020. Foto: Katrine Becher Damkjær
Annonce

Mange knaster

Vi bliver på cyklen, men vender nu næsen hjemad og zoomer ind på en lokal gruppe borgere, der forsøger at skaffe penge til en cykelsti fra Ollerup til Svendborg

Gruppen stødte først på masser af forhindringer i kampen for en cykelsti gennem de krogede sving ved Hvidkilde Gods, der er spækket med fredede fortidsminder, og nu forsøger den i stedet at skaffe penge til en cykelrute syd om Hvidkildesøen. Borgmester Bo Hansen (S) har også kastet sig ind i kampen og lagt pres på transportminister Benny Engelbrecht (S), og Jens Fabricius Hansen fra gruppen er ikke i tvivl om, at cykelstien kommer.

Men han hælder alligevel til at svare nej på spørgsmål 11, fordi han tvivler på, at det vil lykkes at rejse pengene til en cykelsti i 2020.

- Det vil være fantastisk, hvis det lykkes i 2020, og det er ikke udelukket, men der er nogle knaster, som skal ryddes af vejen, og det bliver svært at nå i 2020, siger den tidligere skoleleder på Vester Skerninge Friskole.

Der er lagt op til, at partierne i Folketinget i løbet af 2020 vil afsætte omkring en milliard kroner i en ny national cykelstipulje, og det er den pulje, cykelstigruppen har øje for. Pengene bliver dog efter al sandsynlighed først givet fri i 2021, vurderer Jens Fabricius Hansen.

- Derfor er det tvivlsomt, om det kan nås inden udgangen af 2020. Jeg tror desværre, vi er nødt til at arbejde med et lidt længere perspektiv, men vi er enormt tilfredse og glade for den medvind, vi har mødt, og vi er ikke i tvivl om, at der kommer en løsning på et tidspunkt, siger Jens Fabricius Hansen.

Anders Christian Halberg vil lave skovbegravelse i nogle af Vejstrupgaards skove, men han vurderer det som tvivlsomt, om den første skovbegravelse kan nå at blive gennemført inden 1. december 2020. Foto: Henrik Nguyen
Annonce

Lang horisont

I den modsatte ende af kommunen forsøger Anders Christian Halberg fra Vejstrupgaard at få lov til at lave en skovbegravelsesplads i nogle af godsets skove, og han står i samme situation som cykelsti-entusiasterne fra Ollerup og omegn.

Han tror fuldt og fast på sin ide, men tvivler på, at han kan overholde den tidsplan, Fyns Amts Avis har stillet op i spørgsmål 10, hvor vi spørger, om den første skovbegravelse er gennemført den 1. december 2020.

Det ville Anders Christian Halberg have svaret ja til for et par måneder siden, men nu vurderer han kun, der er 10 procent chance for et ja på spørgsmålet. Han fortæller, at sagen kræver en planlovsrevidering, og at det er kommet bag på ham.

- For to måneder siden troede jeg slet ikke, det ville blive et problem, fordi man havde været igennem et lignende forløb med Hvidkilde. Derfor troede jeg nærmest, det var en formalitet, men sagen skal alligevel igennem en planlovsrevidering, og den bliver først vedtaget i slutningen af 2020, fortæller Anders Christian Halberg.

- Men det må tage den tid, det tager, og projektet løber jo ingen vegne. I skoven arbejder man normalt med en 50-årig tidshorisont, så jeg har heller ikke travlt, siger han.

Annonce
Annonce
Svendborg

Bil brød i brand på motorvejen

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Få overblikket: Må man ikke længere invitere 12 familiemedlemmer til 50-års fødselsdag?

Svendborg For abonnenter

Ukuelige borgere demonstrerede i Vejstrup: - Lad nu være med at sætte alt muligt lort op i flæng hist og her

Annonce