Svendborg: Mens landet er lukket ned, arbejder Harders på højtryk for at blive klar til at åbne en ny bar.
Navnet på baren er endnu ikke på plads. Og planen for åbningstider er omtrent lige så ufærdig som renoveringen af de slidte lokaler. Men ideerne, til hvad baren skal blive, står allerede i kø.
Morten KaasDer kommer ikke til at være en standard-playliste. Jeg håber, det bliver sådan noget med, at i aften skal vi kun høre goth rock fra 1980’erne. Jeg er åben for alt.
Renoveringen er i gang. Foreløbig er de mange lag af plakater på væggene skrællet af, og gulvet er ved at blive pillet op. Der skal rives vægge ned, så lokalerne kan blive nulstillet. Budgettet er småt, og derfor er det primært frivillige hænder, der står for renoveringen. Det nuværende forsamlingsforbud på maksimalt fem personer gør hverken processen nemmere eller hurtigere.
Og netop med coronapandemien for øje kan det virke som et paradoksalt tidspunkt at ekspandere. Men for Mads Stephensen, der står for den daglige drift på Harders, er der er ganske god grund til at åbne en bar netop nu.
- Det er en tanke vi har haft i mange år - blandt andet fordi vi er udfordret på kapacitet og koncertafvikling. Vi har behov for at kigge på vores forretningsmuligheder for at få nogle ekstra penge ind.
Et samlingssted
Men det er ikke alene på grund af de ekstra penge. Muligheden for at skabe et samlingssted for de mange musikere og kreative omkring Ribers Gård spiller også ind, ligesom indtjeningen fra
Foreningen bag Harders
Rytmisk Råstof er en forening, der igennem 25 år har haft til formål at understøtte musikudøvelse og musikoplevelse.
Foreningen driver Spillestedet Harders, 12 øvelokaler, Svendborg Jazzfestival, kreative værksteder, kulturhusaktiviteter og en række musikprojekter.
Den har hjemme i den gamle købmandsgård Ribers Gård i Møllergade.
Rytmisk Råstof drives af deltidsansatte svarende til samlet set ca. 2,5 årsværk, en frivillig og ulønnet bestyrelse og en frivilliggruppe omkring koncertaktiviteterne.
Rytmisk Råstof modtager årligt cirka 450.000 kroner i kommunal støtte til drift af blandt andet øvelokaler og kreative værksteder. Derudover søges der årligt honorarstøtte hos staten og kommunen til musikerhonorarer i omegnen af 260.000 kroner, hvoraf halvdelen er tildelt af staten.
baren kan skabe en ny ansættelse, forklarer Mads Stephensen.
I dag har Harders tre ansatte i stillinger, der svarer til i alt 2,5 årsværk. Men med baren kan de tilføje 10 ugentlige timer til holdet af ansatte.
Og det bliver barista og altmuligmand Morten Kaas, der kommer til at stå i spidsen for den nye bar.
Han er født og opvokset i Svendborg. Efter godt 10 år i København, vendte han for to år siden tilbage til sin hjemstavn. Han har blandt andet arbejdet inden for musikproduktion og som barista. Siden han kom tilbage på Fyn, har han blandt andet arbejdet som barista på Brandts Kunstmuseum og senest for Work2gether i Tinghuset.
Der arbejder han stadig 25 timer, tre dage om ugen. Og nu kan han så tilføje 10 timer til sit skema som bar-ansvarlig for Harders.
- Det er fedt, og jeg glæder mig utrolig meget, siger Morten Kaas, der hjælper til med renoveringen.
- Lige nu er jeg ved at samle skruer fra gamle brædder, som vi kan bruge til at bygge med senere, fortæller han.
Og på trods af at der er flere måneder til, at baren kan slå dørene op, kan Morten Kaas sagtens se baren for sig allerede nu.
- Kort fortalt bliver det en bar med god musik. Et sted, hvor der er lidt mere kontrol på musikken.
Et andelskoncept
Baren skal passes af flere forskellige efter en form for andelskoncept.
- Min drøm er at finde folk, der som mig har følt, at der manglede et sted, hvor de kan slå sig løs. Så de mennesker, der står for det, går op i det. Jeg ved ikke, præcis hvad det ender ud i, men det er klart, at musikken skal være i fokus, siger Morten Kaas.
Det vigtigste er, at folk, der står i baren, har taget en beslutning, om hvad der skal ske. Og hvilken musik der skal spilles.
- Der kommer ikke til at være en standard-playliste. Jeg håber, det bliver sådan noget med, at i aften skal vi kun høre goth rock fra 1980’erne. Jeg er åben for alt. Så længe der er nogen, der tager et aktivt valg omkring det, siger Morten Kaas.
Han håber, at baren kan åbne omkring 1. april – hvis renoveringen går som den skal, og coronapandemien tillader det.