Annonce
Kultur

Har du en fynsk opskrift?: Dyrskuet vil lave ny bæredygtig kogebog

Det Fynske Dyrskue blev aflyst i 2020 i dets normale form, men blev til gengæld omdannet til et digitalt dyrskue. Arkivfoto: Sugi Thiru
Det Fynske Dyrskue er i fuld gang med at indsamle opskrifter og gode idéer til, hvordan fynboerne kan leve mere bæredygtigt. – Vi håber, at fynboerne vil bidrage til bogen, siger dyrskuechef.

Odense: Folkene bag Det Fynske Dyrskue fortsætter med at tænke i nye baner og er nu gået i gang med at samle gode råd og helt konkrete opskrifter ind, der skal samles i en ny online bog, der dels har fokus på at mindske madspild og dels på bæredygtighed i mere bred forstand.

- Den bæredygtige kogebog er et af vores bud på, hvordan vi kan modernisere dyrskuet og samtidig blive bedre til at skabe liv om Det Fynske Dyrskue hele året. Vi håber, at fynboerne tager godt imod ideen, og at de vil være med til at bidrage til bogen, så vi sammen kan vise, hvor gode vi fynboer er til at lave bæredygtig mad og hylde de fynske råvarer, siger Sara Ekknud Windell, der er dyrskuechef for Det Fynske Dyrskue.

Bogens fire hovedemner følger de fire årstider, da en af de vigtigste parametre i at spise bæredygtigt er at vælge sæsonprægede råvarer. Kogebogen bliver tilgængelig online på dyrskuets hjemmeside, så gæsterne har mulighed for at hente den ned og lave opskrifterne derhjemme.


Vi håber, at fynboerne tager godt imod ideen, og at de vil være med til at bidrage til bogen, så vi sammen kan vise, hvor gode vi fynboer er til at lave bæredygtig mad og hylde de fynske råvarer.

Sara Ekknud Windell, dyrskuechef


Bogen er støttet af Nordea Fonden, der desuden har doneret penge til etableringen af en madscene, når Det Fynske Dyrskue igen kan holdes på dyrskuepladsen i Odense.

- Vi er utrolig glade for donationen fra Nordea Fonden. Jeg tror nemlig på, at netop udvidelsen med en madscene vil kunne tiltrække flere besøgende til sommerens dyrskue i Odense. Jeg håber selvfølgelig også, at rigtig mange fynboer vil byde ind med opskrifter. Vi ved, de er derude, så hvis folk vil dele dem med hinanden, så skal kogebogen, madscenen og dyrskuet 2021 nok blive en succes, siger Sara Ekknud Windell.

Bogen udkommer efter planen i løbet af foråret 2021. Bidrag til bogen skal sendes til Sara Rosengreen via mailadressen prf2@velas.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce