Hans og Martin er de sidste, der er sammen med dem, du har elsket: - Jeg kan stadig få en klump i halsen, når jeg læser hilsenerne på kisten

Odense: To hvide kister står i kø foran hver deres ovn og venter på, at det er deres tur til at entrere det mere end 1000 grader varme kammer, som er i færd med at decimere sit indhold til en posefuld aske.

Martin Christensen beder sin makker Hans Raunholt og journalisten om at rykke sig lidt. Kremeringen er ved at være ovre og de pulveriserede rester skal skrabes ud med et aflangt metalredskab, der kræver plads.

I spanden under ovnen ligger de farveløse efterladenskaber af et liv, der forhåbentligt har indeholdt en hel del mere kulør.

Spanden bliver stillet i en køler, hvorefter alt det, der ikke er jordiske rester, sies fra. Derefter går de sammen op for at trille den afventende kiste ind i ovnen.

Martin Christensen læser navn og andre oplysninger højt og Hans Raunholt lytter, inden han godkender. Lågen åbner, kisten skubbes frem og flammerne tager fat i det hvidlakerede træ.

Nye kister hentes.

Arbejdsdagene kører i ring. Mennesker dør, som de altid har gjort. Alligevel har noget ændret sig. Og det skaber så småt bekymringer for fremtiden.

- Vi får flere ind. Antallet af kister vokser og vi kan godt se en tendens til, at det bliver sværere at følge med. Vi har oplevet, at al pladsen i kølerummet var opbrugt og så må vi bede nogle af de sogne, der selv har kølerum, om at holde på dem lidt længere, siger Martin Christensen.

Observationen giver næring til helt oplagte spørgsmål om respekt og etik, men de to krematører afviser på det kraftigste, at det rutineprægede arbejde har udviklet kælderen under kapellet på Assistenskirkegården til en følelsesforladt produktionsvirksomhed.

- Det er ikke alle kister, vi reflekterer lige meget over, men de bliver alle behandlet med den største respekt. I forbindelse med andre interviews har vi følt os lidt misforståede i forhold til, hvordan vi håndterer de døde, og der må vi bare understrege, at vi aldrig vil gå på kompromis med behandlingen af dem. Det er et arbejde, ja, men det berører os også hver eneste dag, fastslår Martin Christensen og fortæller, at arbejdet i visse tilfælde kravler ind under huden.

- Nogle kister er pyntet med billeder af en hel familie, en hund eller et hus. Så er der dem, der er helt dækket af hilsener. Jeg kan stadig få en klump i halsen af at læse dem. Det fortæller noget åbenlyst om personen i kisten. Andre gange ligger genstande, der har en betydning, som vi kun kan gætte os til. Det sætter nogle tanker i gang om, hvem det her menneske var, og hvilke efterladte, der står tilbage.

Makkeren Hans Raunholt bakker op.

- Hvis vi en dag når dertil, at vi kommer hjem og ikke har haft nogen følelser omkring det, vi gør, og det hele foregår maskinelt, er der noget i vejen. Så kan vi ligeså godt stoppe. Vi tager respekten for det, vi gør, for de afdøde og for de pårørende, med på arbejde hver eneste dag. Det er ikke en fabrik. Men det kan vi da godt frygte, at det kan udvikle sig til, hvis der ikke sker noget med forholdene, siger Hans Raunholt, der åbner et skab, som sier asken fra det, flammerne ikke kunne nedbryde.

Smykker, proteser, skruer og metalstivere ligger tilbage.

- Man kigger af og til på noget af det, der er tilbage og tænker. "Wow - har det virkelig siddet inde i et menneske?" Her har vi en hofte. Dem sender vi til Holland, hvor de bliver til smeltet om og brugt til nye dele i fly. Det er da en fascinerende tanke, reflekterer han.

Imens flere tidligere hofter flyver rundt langt oppe i atmosfæren, synes parret at være langt mere jordnært.

Den åbenlyse nysgerrighed giver en tro på den respekt, de bedyrer at have for deres metier. At de bemærker detaljerne. At de ikke er ligeglade.

- Det er det bedste job, jeg nogensinde har haft. Jeg elsker at komme ind her og sørge for, at de her mennesker får en ordentlig behandling og en respektfuld afslutning på livet. Der er noget særligt over at få lov at komme tæt på og være med. Det er en ære, siger Martin Christensen.

Hans Raunholt nikker og minder om, at deres ord ikke står alene. Selve arbejdsgangen er en garanti for, at den øgede indleveringsmængde aldrig kommer til at påvirke behandlingen af kisterne i en afstumpet retning.

- Ovnene kan kun brænde med den hastighed, de brænder. En kremering hverken kan eller vil vi fremskynde. Aldrig. Det tager cirka 75 minutter foruden alle de praktiske ting, der ligger udenom selve afbrændingen. Når vi står og læser op og kigger hinanden over skulderen, er det ikke fordi, vi ikke stoler på hinanden. Vi er bare virkelig opmærksomme på, at arbejdet skal udføres ordentligt. Det ville være skrækkeligt, hvis noget blev byttet om. Vores fornemmeste opgave er ikke at lave fejl. Og det gør vi ikke. De efterladte kan være trygge ved os.

På en vagt kan hver krematør brænde fem kister af.