Annonce
Faaborg-Midtfyn

Handicappris: Stor cadeau til landsbyens fællesskab

Landsbyfællesskabet Ølsted får overrakt årets handicappris. Fra venstre borgmester Hans Stavnsager, beboer Natasja Norfast, forstander Anja Grage, beboer Pia Krog, gruppeleder Christoffer Jaeger, forstander Dorte Hammeleff, formand for Handicaprådet Kristian Nielsen og souschef Malin Puhst. Foto: Palle Søby
Landsbyfællesskabet Ølsted fik onsdag aften årets handicappris i Faaborg-Midtfyn, og det udløste stor overraskelse og glæde hos både beboere og ansatte, der var mødt talstærkt frem til fejringen på rådhuset i Faaborg.

Faaborg: De kan noget særligt derude i landsbyen Ølsted, og nu har de også fået et kontant og synligt bevis på, at de gør en hel masse rigtigt.

Onsdag aften fik Landsbyfællesskabet Ølsted overrakt årets handicappris i Faaborg-Midtfyn Kommune ved en lille festlighed på rådhuset i Faaborg - i skarpt selskab af fire andre nominerede.

- Det er en kæmpe cadeau at få en offentlig anerkendelse. Det er fuldstændig fantastisk, det er vi så glade for, siger Anja Grage, forstander for bostedet Sophiagård Elmehøjen (en del af landsbyfællesskabet), umiddelbart efter at delegationen fra Ølsted har fået overrakt prisen, som består af 5000 kroner og et kunstværk - i år en af Keld Moseholms små mænd, der bakser med en sten.

- Vi er virkelig overraskede. Alene det at være indstillet var stort, men så stå her og have vundet ... Og vi hørte jo, at nogle af de andre havde været indstillet flere gange, tilføjer Anja Grage.

- Hvad kan I bruge prisen til?

- Den anerkendelse, der ligger i at have fået prisen, er jo meget mere værd end de 5000 kroner, siger Anja Grage.

- Men pengene skal vi nu også nok få brugt. Måske kan vi holde en fest for alle tre huse eller købe et eller andet, som alle har glæde af, siger Dorte Hammeleff, forstander for bostedet Midgård, som også er en del af landsbyfællesskabet.

Annonce

De var nomineret

Der var i alt fem nominerede til årets handicappris i Faaborg-Midtfyn:

Anne og Kent Gregersen, Min Købmand i Haastrup, blandt andet for at hente ældre og bevægelseshæmmede i bus, så de kan handle.

Karl Hans Larsen, Espe, blandt andet for sin indsats i Lunde Skytteforening, hvor han har fået flere kørestolsbrugere med til skydning.

Tage Jacobsen, Ringe, for sit kæmpe arbejde i Scleroseforeningen Midtfyn, hvor han er den person på Fyn, der sælger flest lodder i foreningens lotteri.

Landsbyfælleskabet Ølsted, for at gøre noget ud over det sædvanlige ved at skabe trygge og familiære rammer og værksteder, der giver meningsfuld beskæftigelse for beboerne.

Rikke Have Odgaard, Årslev, for at have taget initiativ til en lokal netværksgruppe for personer med ADHD og autisme.

Ud over det sædvanlige

Da borgmester Hans Stavnsager (S) overrakte prisen, tog han udgangspunkt i noget af det, Danske Handicaporganisationer i Faaborg-Midtfyn havde skrevet i deres indstilling:

- Landsbyfællesskabet Ølsted gør noget ud over det sædvanlige ved at bidrage med en alternativ boform til en målgruppe, som i øvrigt mangler et varieret udbud af tilbud. Det er også ud over det sædvanlige, at de i den grad har hjertet med og har skabt trygge, familiære forhold, samtidig med at de har bevaret fagligheden, fremhævede han.

Kristian Nielsen (V), formand Handicaprådet i Faaborg-Midtfyn, sagde blandt andet:

- I har i år 30-års jubilæum, og det er kendetegnende, at en stor del af personalet har været ansat længe og derfor kender beboerne rigtig godt. I bygger på Rudolf Steiner-principper, og ud over at skabe trygge og familiære rammer har I værksteder, der giver meningsfuld beskæftigelse til beboerne. Hvis man kigger efter tomme huse og til salg-skilte, er det ikke i Ølsted, man finder dem. Der er en særegen dynamik dér, og det har været spændende at følge, hvordan I har formået at spille sammen med det bondesamfund, der var, da I startede op derovre.

Trompetist Sara Bruntse, tidligere Faaborg, underholdt ved uddelingen af årets handicappris. Foto: Palle Søby
Ud over en check på 5000 kroner bestod årets handicappris i år af dette kunstværk, en af Keld Moseholms små mænd - plus Faaborg Museums bog om Keld Moseholm. Foto: Palle Søby
Det skabte glæde og begejstring rundt om bordet med delegationen fra Ølsted, da borgmesteren afslørede vinderen. Foto: Palle Søby
Knap 40 mennesker var samlet i byrådssalen i Faaborg til uddeling af årets handicappris i Faaborg-Midtfyn. Foto: Palle Søby
Vinderne af årets handicappris: Landsbyfællesskabet Ølsted. Fra venstre beboer Natasja Norfast, forstander Anja Grage, beboer Pia Krog, gruppeleder Christoffer Jaeger, forstander Dorte Hammeleff og souschef Malin Puhst. Foto: Palle Søby
Kent og Anne Gregersen, der driver Min Købmand i Haastrup, var også nomineret. Til venstre formand for Handicaprådet Kristian Nielsen. Foto: Palle Søby
Blandt de nominerede var også Karl Hans Larsen fra Espe. Foto: Palle Søby
Blandt de nominerede: Tage Jacobsen fra Ringe. Foto: Palle Søby
Borgmester Hans Stavnsager afslører vinderen af årets handicappris. Foto: Palle Søby
Begejstring rundt om bordet med beboere og ansatte fra Landsbyfællesskabet Ølsted. Foto: Palle Søby
Landsbyfællesskabet Ølsted får overrakt Keld Moseholm-kunstværk og en check på 5000 kroner. Foto: Palle Søby
Vinderne fra Ølsted. Foto: Palle Søby
Jubel ved vinderbordet. Foto: Palle Søby
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Mette F: Østdanmark skal betale mere for et land i balance

Annonce