- Fantastiske hjælpere
Ligesom de andre handicap-sejlere Søsiden talte med, glæder Jørgen Dalgaard sig over muligheden for at kunne sejle fra Gambøt hver onsdag:
- Vi føler os rigtig godt modtaget i sejlklubben. Den har fantastisk dygtige hjælpere. Det er vi meget taknemlige for. Hvis de ikke var der, kom vi ikke ud. I det hele taget har vi en supergod dialog med klubben, fastslår Jørgen Dalgaard.
- Velvære og selvtillid
Handicapsejler Morten Knudsen, Odense har som Jørgen Dalgaard også sejlet på Egmont Højskolen i Østjylland. Morten Knudsen har sin handicaphjælper med og hun assisterer også, når han skal løftes ned i tomands-båden Olsen Twin.
- Jeg har været med her i over 11 år, m en havde ikke sejlet før. Det har været alle tiders at være ude i dag. Særlig når det blæser, er det dejligt. Så er der mere tryk på. Det elsker jeg, siger Morten Knudsen, der i særlig grad nyder selv at få lov til at styre båden med de små håndtag ved hans plads foran sejlklubbens hjælper. Sejlene manøvreres i Morten Knudsens tilfælde af hjælperen siddende bagest om bord.
- Hver uge ser jeg frem til at komme til Thurø. Sejladsen giver mig øget velvære og mere selvtillid. Det er dejligt, at vi har den her mulighed, lyder det fra Morten Knudsen.
Kan ikke få det vildt nok
Handicapleder Erling Justesen supplerer med en lille historie om, at Morten Knudsens båd stødte på grund tæt ved land under et tordenvejr for et par år siden. En hjælper måtte ud og gå på bunden for at skubbe båden fri.
Bagefter sagde Morten Knudsen, at det var den bedste sejltur han nogensinde havde haft:
- Morten kan ikke få det vildt nok. Han sejler også gerne i blæst og regn, siger Erling Justesen.