Annonce
Ærø

Handelsforening glæder sig over genåbning: Men håber på lempelser af restriktioner

Som formand for Marstal Handelsforening glæder Heidi Grube sig over, at det næste led i genåbningen er i gang, men håber også på snarlige lempelser. Foto: Michael Guldberg Printzlau
Formanden for Marstal Handelsforening håber, at restriktionerne bliver åbnet yderligere inden sommerens komme.

Marstal: - Det er jo guld værd, så kan de få nogle penge i kassen, lyder det fra formanden for Marstal Handelsforening Heidi Grube.

Tirsdag den 6. april kunne de liberale erhverv som frisører, massører, tatovører osv. åbne dørene for kunder, der kunne fremvise et gyldigt coronapas.

- Det er dejligt, at vi får åbnet mere op. Vi skal selvfølgelig alle sammen stadig passe på hinanden ved at holde afstand og spritte af, men som forening er vi da glade for, at der bliver åbnet mere op. Den næste etape er jo restauranterne og caféerne. Det glæder vi os også til, de mangler også i byen, siger Heidi Grube.

Den gradvise genåbning har også betydet, at Marstal nu minder lidt mere om sig selv fra før lockdown.

- Nu bor jeg selv ovenpå min butik (Freddys Sko, red.) og der var så tomt i januar og februar, så det har været dejligt at se folk i byen igen, siger hun og fortsætter:

- Derudover tror jeg også, at folk har fået øjnene op for, hvor vigtigt det er, at vi handler lokalt. Fordi de har kunnet se, hvor død øen er uden handlen i Søby, Ærøskøbing og Marstal.

Annonce

Håber på lempelser

Generelt synes Heidi Grube, at ærøboerne har håndteret genåbningen af butikkerne godt, og henviser også til, at kunderne har gjort det samme blandt andet i påsken, hvor trykket har været større end normalt.

- De turister, der har været her i påsken, har været gode til at holde afstand og passe på, og det håber vi fortsætter, så vi kan få en lige så god sommer som sidste år, siger Heidi Grube.

Men formanden håber stadig, at der kan blive lempet lidt på restriktionerne, når sommeren kommer.

- Du kan ikke bare impulsivt gå på restaurant, så det håber jeg, at der vil blive lempet lidt på, påpeger hun.

Fra den 21. april kan restauranter, barer og caféer åbne for udendørsservering med gyldigt coronapas. Den 6. maj gælder det samme for indendørsservering på restauranter, barer og caféer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce