Annonce
Svendborg

Hæder fra frivillige: 110 gavekort til demenspersonale

Dan Jeppesen har på vegne af Støtteforeningen Svendborg Demensby købt 110 gavekort af Citronen-ejer Jesper Ringsmose. Gavekortene deles ud til plejepersonalet i demensbyen. Privatfoto.
Støtteforeningen Svendborg Demensby påskønner det hårdtarbejdende personale i det karantæneramte plejecenter med cafebesøg, når det bliver hverdag igen. Corona-ramt café får dermed også en tiltrængt indtægt.

Svendborg: Støtteforeningen Svendborg Demensby slår to fluer med et smæk, når den med 110 gavekort har valgt at påskønne det ekstra hårde arbejde, som personalet i Bryghuset - Svendborg Demensby udfører i denne coronatid.

Gavekortene er nemlig købt hos Café Citronen, som dermed også støttes i en tid, hvor restauranten er coronalukket, har sendt det meste af personalet hjem og nøjes med at sælge take-away.

Kasserer i støtteforeningen Dan Jeppesen fortæller, at pengene til gavekortene er et restbeløb fra en donation fra Fynske Bank.

- Den gav os for et år siden 100.000 kroner til vores støttearbejde i Svendborg Demensby. Af dem er der stadig 11.000 kroner tilbage, og det er de penge, vi nu vil hædre medarbejderne med, fortæller han.

- Medarbejderne arbejder ekstraordinært hårdt i en tid, hvor de er lukket inde, og vi 35 frivillige er lukket ude. Vi ved, at de knokler for at gøre hverdagen så god som mulig for beboerne, der nu ikke får så mange oplevelser og besøg.

- Der er 110 medarbejdere, men gavekortene er på 125 kroner, fordi caféejeren har bidraget med 25 kroner ekstra, siger Dan Jeppesen.

Annonce

Medarbejderne arbejder ekstraordinært hårdt i en tid, hvor de er lukket inde, og vi 35 frivillige er lukket ude.

Dan Jeppesen, kasserer i Støtteforeningen Svendborg Demensby

Taknemlig cafeejer

Jesper Ringsmose, der sammen med sin bror Jacob Ringsmose overtog caféen i Brogade for to et halvt år siden, er glad for, at støtteforeningen har købt gavekortene hos dem.

- For os er det en win-win. Medarbejderne fra Bryghuset kommer til os og spiser, og vi putter 25 procent oveni, så vi også bidrager den anden vej, siger han.

- Vi er taknemmelige for sådan en ordre i en tid, hvor vi er pressede af coronaen. Det første regnskabsår havde vi som nystartede et stort underskud, det andet år fulgte vi lige akkurat med, og så havde vi jo regnet med, at vi i år skulle til at tjene lidt.

- Men i marts har omsætningen været halveret, og i april, hvor der plejer at være konfirmationer og andre fester, bliver den sikkert kun en tredjedel eller fjerdedel af normalt, siger han.

- Jeg vil meget nødig lyde som en, der klynker, men vi er i hvert fald glade for, at folk støtter op om vores cafe og også køber vores take away-mad.

- Det samme synes jeg, at man skal gøre med andre caféer og restauranter, hvis man har lyst. Og det gælder også detailhandlen. Selvom statsministeren siger, vi kan købe vores varer på nettet, så er det vigtigt at støtte lokalt, hvor det er muligt, siger Jesper Ringsmose.

Håber at sætte noget igang

Det får Dan Jeppesen fra støtteforeningen til at tænke, at ideen måske kan bredes ud. At der måske er andre foreninger, som kan gøre noget lignende.

- Nu sad jeg lige og læste om ismanden, der ikke engang nåede at åbne, inden han måtte lukke igen. Og der er mange andre små forretninger, man kan støtte, siger han.

- Der findes jo også masser af små og store foreninger og loger, og nogle af dem sidder måske med en lille sum, som skulle have været brugt til noget, der er aflyst på grund af corona, siger Dan Jeppesen.

Støtteforeningens håb er, at den med sit initiativ kan sætte noget i gang. Nu når den på grund af coronaen ikke kan bidrage på vanlig vis.

De 35 frivillige i demensbyen plejer for eksempel at tage beboerne på cykelture, de passer butikken, spiller musik eller danser med de demente beboere.

- Det er alt sammen noget, der er med til at give beboerne en fornemmelse af, at livet går videre. Men det kan vi selvfølgelig ikke for øjeblikket, og personalet forsøger i stedet at gøre så meget, de kan og må.

- På grund af coronaen knokler de mere end sædvanligt, men alligevel så jeg for eksempel, at de var i haven med nogle beboere i solskinnet forleden.

- Derfor synes vi, at vi vil give medarbejderne et fortjent klap på skulderen, siger Dan Jeppesen.

Godt set

Og det klap på skulderen kan personalet godt have brug for.

Projektleder i Demensbyen Annette Søby glæder sig over gaven fra støtteforeningen, som hun er sikker på vil vække glæde blandt de ansatte.

- Det er fantastisk. Jeg er sikker på, at de bliver glade for gavekortene og for den påskønnelse, der ligger bag, siger hun.

- Det er ikke for, at medarbejderne skal ynkes, men de tilhører bare en personalegruppe, der ikke er vant til at få noget ekstra. En gang fik de julegaver, men de er jo sparet væk for flere år siden.

- Det er godt set af støtteforeningen, siger Annette Søby.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Dødsfald For abonnenter

Nekrolog: Praktiserende læge i Rudkøbing Erik Søgaard Rasmussen var aldrig bange for at tage ansvar på sine patienters vegne

GOG

GOG forlænger med stregtalent

Svendborg For abonnenter

Tre socialdemokrater stemte ikke med borgmesteren: Splittet byråd godkender principper for søfartsskoleprojekt

Annonce