Annonce
Erhverv

Hårde beskyldninger: Lokalpolitiker blokerer for genåbning af butik

Jan Ole Jakobsen er både medlem af kommunalbestyrelsen og bestyrelsen i Tullebølle Brugsforening, og den dobbeltrolle kritiserer den initiativgruppe, der kæmper for at genåbne en dagligvarebutik i Spodsbjerg. Arkivfoto: Birger Vogelius
Venstremanden Jan Ole Jakobsen har dobbeltrolle som medlem af både kommunalbestyrelsen og bestyrelsen i Tullebølle Brugsforening, og han hænges i et brev ud for at blokere for et salg af den tomme brugs, der skal skabe udvikling i Spodsbjerg. - Usmageligt og skuffende, siger han.
Annonce

Spodsbjerg: Venstres borgmesterkandidat fra det seneste valg, Jan Ole Jakobsen, bliver hængt alvorligt ud i et brev fra den initiativgruppe, som forsøger at købe de tomme brugslokaler i Spodsbjerg og genåbne en dagligvarebutik.

Lokalerne ejes af Tullebølle Brugsforening, hvor Jan Ole Jakobsen er bestyrelsesmedlem, og det er den dobbeltrolle, initiativgruppen fra Spodsbjerg nu angriber. Det er ikke lykkedes for parterne at nå til enighed om et salg, og initiativgruppen frygter nu en nedgang i turismen og mindre tilflytning til området.

”Desværre sker denne udvikling med opbakning af et fremtrædende medlem af kommunalbestyrelsen, som i kraft af sin bestyrelsespost i Tullebølle Brugs er med til at blokere for, at Spodsbjergs beboere og gæster kan få en dagligvarebutik igen”, står der i brevet, der er rundsendt til hele kommunalbestyrelsen.

Annonce

Vende kasketten

Jan Ole Jakobsen kom ind i bestyrelsen i Tullebølle Brugsforening som suppleant i september, og han forklarer, at han har arbejdet for et kompromis ved at spille en lejeløsning på bordet. Om beskyldningerne i brevet siger han:

- Jeg synes, det er usmageligt at sende et brev med de beskyldninger. Det skuffer mig, for jeg arbejder faktisk for, at der skal ske noget på hele øen, men dialogen i det her er nok kørt galt fra starten af, siger Jan Ole Jakobsen.

Han henviser til, at de verbale angreb fra flere borgere i Spodsbjerg var meget direkte mod navngivne personer omkring brugsen i Tullebølle, da bestyrelsen i maj sidste år besluttede at lukke butikken. Det skete ifølge bestyrelsen efter 12 år med underskud.


Desværre sker denne udvikling med opbakning af et fremtrædende medlem af kommunalbestyrelsen, som i kraft af sin bestyrelsespost i Tullebølle Brugs er med til at blokere for, at Spodsbjergs beboere og gæster kan få en dagligvarebutik igen.

Fra initiativgruppens brev til medlemmerne af kommunalbestyrelsen


Er det her så payback-time?

- Nej, det er det ikke, for der er jo ingen, der kommer til at betale. Det her handler alene om at blive enige om en pris.

Kan du forstå dem, som synes, du har en uheldig dobbeltrolle?

- Hvilken dobbeltrolle?

At du som medlem af kommunalbestyrelsen skal arbejde for udvikling på hele Langeland, men samtidig som bestyrelsesmedlem i Tullebølle Brugsforening skal forsøge at få den bedste pris for en bygning, og at det kan blokere for en udvikling i Spodsbjerg?

- Jeg kan godt vende kasketten og både se Spodsbjergs vej og Tullebølle Brugs’ vej. Og du kan jo spørge, hvad de 14 andre medlemmer af kommunalbestyrelsen gør for at skaffe en købmandsbutik i Spodsbjerg?

Der er i hvert fald ingen af dem, der er med til at bestemme prisen for den bygning, som er en væsentlig forudsætning for, at der åbner en butik igen?

- Det har ikke noget med det at gøre. Det har ingen sammenhæng, siger Jan Ole Jakobsen.

Annonce

Meget medtaget

Knud Erik Møller fra initiativgruppen i Spodsbjerg fastholder, at Jan Ole Jakobsen er med til at blokere for en udvikling i Spodsbjerg. Han siger:

- Vi synes, det er underligt, at der kan sidde et medlem af kommunalbestyrelsen, der ønsker at styrke lokalsamfundene og turismen, og så samtidig blokerer for det her. Han er håndværksmester (Jan Ole Jakobsen er pensioneret murermester, red.) og har derfor et vist kendskab til, hvad tingene er værd. Og han burde kunne se, at det her er en urealistisk høj pris for en ejendom, som er meget medtaget, siger Knud Erik Møller.

- Vi undrer os over, at han kan være medvirkende til det, siger Knud Erik Møller, der understreger, at alle i Spodsbjerg-gruppen arbejder frivilligt alene med det formål at styrke lokalsamfundet og turismen i området.

Kreditforeningen har vurderet de tomme butikslokaler til at være 1,7 millioner kroner værd, men Spodsbjerggruppen har budt 2,3 millioner kroner. Bestyrelsen i Tullebølle Brugsforening kræver 2,7 millioner kroner for ejendommen, som den købte i 2006 for 2,9 millioner kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Fem nye lyntestcentre åbner mandag: Denne gang skal podepinden ikke så langt op i næsen

Annonce