Annonce
Langeland

Hånden på hjertet: - Skal vi ikke tage luft ind, inden vi begynder at skamme andre ud?

Hanne Davidsen, fhv. sognepræst i Rudkøbing-Simmerbølle pastorat. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Annonce

Hånden på hjertet. Nå, nej. Hvilken hånd snakker vi om? Er det ikke for tæt på brystet – jeg mener brysterne, hvis det er en mandehånd i hvert fald? Man skal passe på med håndspålæggelse i vore dage – og det skulle man så sandelig også for 10-20 år siden.

Selvfølgelig må man ikke lægge hånd på nogen. Det er forbudt at slå. Og i disse corona-tider må vi heller ikke give hånd. Så corona-virussen lægger nok en dæmper på krænkelsernes udbredelse. Men altså, hånden på hjertet – altså din egen hånd – skal vi ikke lige tage luft ind, inden vi begynder at skamme andre ud.

Ingen kan være uenige i, at de dumme svin i politiske partier eller i film-og medieverdenen eller hvor de end befinder sig, skal frem i lyset og straffes. Ingen hverken mand eller kvinde har ret til at benytte sig af deres magtposition eller charme til at udnytte svage personer for blot at tilfredsstille deres eget begær. Det er indlysende. Så derfor hilser jeg skam sexisme-debatten velkommen. Men jeg er alligevel bekymret, for jeg frygter, at en fordomsfuld nypuritanisme og dømmesyg moralisme sniger sig frem.

I 60’erne og 70’erne var kvindebevægelse virkelig i vigør. Vi kæmpede for ligestilling på arbejdsmarkedet og seksuel frigørelse. Mange kvinder kom også væk fra kødgryderne, og kvinder lærte deres egne seksualitet at kende.

Men kvindekampen er desværre stadig aktuel. Der er oprørende, at der ikke er ligeløn på alle arbejdspladser; og det er forkasteligt, at nogle kvinder stadig lever i undertrykkende parforhold. Så der er nok at kæmpe for stadig.

Men det er også værd at bemærke, at mændene faktisk er blevet glemt. Mange mænd kæmper f.eks. i dag en hård kamp for ligestilling, når det gælder om at få ligeret i forbindelse med samvær med deres børn efter en skilsmisse. Her påberåber kvinder deres naturgivne moderskab, som stadig åbenbart har forrang fremfor faderskab. Det er ikke fair.


Men altså, hånden på hjertet – altså din egen hånd – skal vi ikke lige tage luft ind, inden vi begynder at skamme andre ud.


Desuden viser kvindekampen sig nu ofte i en højhalset og snerpet udgave. Jeg kan ellers godt lide, at kvinder i dag gerne vil være deres kvindelighed bekendt og derfor klæder sig feminint. Se bare TV-værtinderne – altså stiletterne bliver da højere og højere og nederdelene strammere og strammere. De viser deres køn frem, og det er da dejligt. Men når man gør det, så må man også finde sig i, at manden lige drejer hovedet for at nyde synet.

Stop, stop – jeg siger ikke, at kvinderne så selv er ude om krænkelserne. Nej, jeg siger, at det bør være ok at være mand og kvinde. Det er godt og dejligt, men det volder også problemer. Seksualiteten er svær at styre. Men det dur jo ikke, at vi pakker os ind og uniformerer os som nogle kinesere eller koreaner gør, eller klæder os helt kønsløst som nonner og munke eller som muslimske kvinder i burka.

Hanne Davidsen

Fhv. sognepræst.

1985 i Langå-Øksendrup-Svindinge pastorat

1993 Mårslet pastorat

2015 Rudkøbing-Simmerbølle pastorat

Formand for Åben Himmel – Foreningen til Kirkespillets Fornyelse siden 1997.

Men der er jo en grund til, at kvinder og mænd anonymiserer sig, altså beskytter sig mod andres blikke og potentielle berøringer. Men anonymisering er ikke vejen frem. Heller ikke kønsneutralitet. Seksualiteten er sandt at sige besværlig, men vi må jo ikke glemme, at den faktisk også bringer megen glæde og fryd. Med sex kan man jo også glæde hinanden – husk lige det. Og så er den jo tillige den salige forudsætning for de søde små børns ankomst til verden. Så det giver skam god mening af dyrke sex; og vi har jo Søren Brostrøms ord for at det også er sundt! Selv i corona-tider.

Jeg er godt klar over, at der altid har været og altid vil være en kønskamp. Det følger med seksualiteten. Så kulturens nødvendige byrde består i, at vi som civiliserede mennesker forvalter samvær kønnene imellem på en respektfuld måde, så ingen lider overlast. Selvfølgelig må man lægge bånd på sig selv engang imellem – og især på arbejdspladsen, hvor det jo er arbejdet, det drejer sig om.

Men der må vel være en bagatelgrænse. Ellers får vi et angiversamfund, et mistillidssamfund, hvor ingen tør stole på hinanden, hvor en uskyldig flirt kan få fatale konsekvenser. Det jeg frygter allermest er, at krænkelsesmanien går hen og bliver en stålfast ideologi, der kan legitimere en heksejagt i sagens hellige navn. Det er vigtigt at bevare proportionerne.

Dejlig, er det da også at se, at de sidste dages intense sexisme-debat har fået komikken frem hos mange. Javel, der har også været patetiske shitstorme; men humoren har vi danskere da gudskelov ikke tabt af syne. Hånden hjertet – det er så dejligt blødt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Minister om møgsager, mink og #metoo: Og om et huskøb, der bringer hende tættere på Sydfyn

Annonce