Annonce
GOG

Håndboldens pokalslutspil: Ny Final 4-weekend vakler

Med playmaker Josef Pujol i en nøglerolle vandt GOG 17. december en dramatisk pokalkvartfinale 25-24 hos Aalborg Håndbold og gjorde sig dermed klar til pokalslutspillet Final 4, som imidlertid er på gyngende grund på grund af coronavirus. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kasper Jørgensen, direktør i GOG og formand for Divisionsforeningen Håndbold, tror ikke meget på, at det udskudte pokalslutspil i starten af maj i Herning bliver gennemført. Juni-weekend måske i spil.

HÅNDBOLD: Årets pokalslutspil, Final 4, hos herrerne i weekenden den 14. og 15. marts i Jyske Bank Boxen i Herning skulle have været en af håndboldsæsonens juveler med godt 14.000 tilskuere på lægterne til lørdagens to semifinaler samt til søndagens finale og kampen om tredjepladsen.

Men coronavirus slog den store marts-weekend i stykker for publikum og de fire kvalificerede klubber - Bjerringbro-Silkeborg (BSH), TTH Holstebro, Skanderborg Håndbold og fynske GOG.

9. marts meddelte Thomas Christensen, direktør i Divisionsforeningen Håndbold, således, at arrangementet den 14. og 15. marts var aflyst - og i stedet flyttet til weekenden den 9. og 10. maj samme sted, altså i Jyske Bank Boxen.

Men nu vakler også de nye datoer. Også selv om spillerne skulle vende tilbage til træningsbanen umiddelbart efter påske. Således siger Kasper Jørgensen, direktør i GOG og formand for Divisionsforeningen, til Sport Fyn:

- Jeg tror ikke meget på det. Måske kan spillerne nå at blive klar, men jeg tvivler stærkt på, at det bliver tilladt at samle så mange tilskuere i starten af maj.

Annonce

Herning hårdt ramt

Kasper Jørgensen kan imidlertid fortælle, at en ny weekend kan komme i spil til afviklingen af Final 4. Han siger:

- Vi har i hvert fald noteret os, at der er ledigt i Jyske Bank Boxen i weekenden den 20.-21. juni.

Udvalget for Professionel Håndbold med repræsentanter for Divisionsforeningen og DHF mødes i slutningen af denne uge med scenarier for afvikling af resten af håndboldsæsonen som det vigtige dagsordenspunkt. Det gælder både ligaerne og Final 4.

På spørgsmålet, om han tror, der overhovedet vil blive spillet mere håndbold på topplan i denne sæson, svarer Kasper Jørgensen:

- Jeg tror mindre og mindre på det.

Netop Herning topper i øvrigt listen, som den kommune uden for Sjælland, hvor den største andel af befolkningen er smittet med coronavirus. Det skyldes sandsynligvis, at cirka 50.000 deltog i et omstridt hestestævne, mens regering og sundhedsmyndighederne opfordrede til at aflyse større arrangementer, vurderer eksperter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ærø For abonnenter

Mistillid, illoyalt og ufortjent: Fond opsiger samarbejde om solcellepark med forening, den selv har stiftet

Annonce