Annoncørbetalt indhold

Gymnasieelev med kurs mod OL

16-årig gymnasieelev med kurs mod OL

HTX-elev og mestersvømmer træder ”ud over grænsen” ved hjælp af benhård disciplin

Han er regerende nordisk mester i sin aldersgruppe, har vundet adskillige DM-titler i butterfly og crawl og er udtaget til svømme-landsholdet. Frederik Juulsgaard Sørensen satser på deltagelse ved OL i 2020. På det tidspunkt har han rundet de 23 år. Den ideelle alder for en elitesvømmer.

Han tænker stort, denne 16-årige elev fra 1. G på Odense Tekniske Gymnasium, der altid har elsket naturvidenskab og især fysik og matematik. Frederik satser på en karriere som aktuar – det indebærer en kandidatgrad i forsikringsvidenskab – eller måske foretrækker han at blive lægevidenskabelig hjerneforsker.

”Vi ved næsten ingenting om, hvordan hjernen fungerer,” vurderer Frederik.

Frederik Juulsgaard Sørensen trives som en fisk i vandet., og den nordiske mester på 16 år har det ikke fra fremmede.
Annonce

Hæsblæsende hverdag

Han tager sit studium lige så alvorligt som svømmetag og styrketræning, og det indebærer en hverdag, som de færreste har disciplin til at gennemføre: Vækkeuret ringer klokken 04.45, Frederik sluger en skål havregryn, han pakker svømmetasken og cykler så fem kilometer fra Dalum til Odense Universitets svømmehal. Her springer han i vandet og svømmer 4-6 kilometer, inden Odense Tekniske Gymnasium kalder klokken 08.

”I perioder med hård træning, kan jeg godt mærke en lille træthed i skolen, og det er der ikke noget at gøre ved. Så må jeg gribe mig selv i kraven for at bevare koncentrationen,” fortæller Frederik.

Når skoledagen er afsluttet, forventer cheftræner Kennet Kjeldsen fra Swim Team Odense yderligere præstationer af Frederik i svømmehallen fra klokken 15.30 til 18. Frederik træner typisk ni gange om ugen, og når han i flere uger er med landsholdet på træningslejr, må lektierne klares over internettet. Så mens Frederik lige nu er med landsholdet på kombineret svømme- og skiløbstur i Østrig, fører han mailkorrespondance med sine lærere hjemme i Odense, når han er i tvivl om en opgave.

For selv om Frederik nyder status som Team Danmark-elev på Odense Tekniske Gymnasium og derfor kan strække sin uddannelse over fire år, skal alle lektier laves – uden undtagelse.

Vækkeuret ringer klokken 04.45, og så starter en komprimeret hverdag for Frederik med svømning og skolegang.
Annonce

Gode svømme-gener

At overkomme alt det, kræver sin mand af en 16-årig. men Frederik Juulsgaard Sørensen har ballasten i orden.

Han var bare tre måneder gammel, da han som babysvømmer debuterede i det våde element sammen med mor Lone. Siden som 5-årig tog han sine første rigtige svømmetag i Højme Svømmehal.

Moderen var selv elitesvømmer og traf sin mand Arne Sørensen i Holstebro Svømmeklub. Hun blev i øvrigt senere nummer 2 ved EM i triathlon og deltog i verdensmesterskaberne som cykelrytter.

Frederiks far Arne Sørensen placerede sig på et tidspunkt som verdens 12. bedste i 100 meter brystsvømning, og onklen Lars Sørensen vandt Europamesterskaberne.

”Så man må sige, at jeg har gode svømme-gener”, fortæller Frederik.
Og så skal hans yndlingstræner Kasper Lindahl nævnes. Han fik stor betydning for Frederik.

”Han pressede mig og vidste, hvordan jeg skulle behandles. Han gjorde mig til det, jeg er i dag. Han tog mig ud til mine grænser og bad mig træde over dem”, fortæller Frederik om sin tidligere træner.

Frederik er landsholdssvømmer og indehaver af et nordisk mesterskab. Han stiler højt. Både i skolen og i svømmehallen.
Annonce

Høj IQ en belastning

Som gymnasieelev nyder han godt af en intelligenskvotient på 150, selv om Frederik ikke kun beskriver den som en fordel.

”Min IQ har givet mig store problemer socialt. Jeg har altid været lidt speciel, en ”loner”. Jeg tænker meget logisk og deler alt op i kasser, og det betyder desværre, at jeg er tilbøjelig til at betragte alt som enten sort eller hvidt. Nuancerne mistes. Men min kæreste Frederikke har nu hjulpet mig meget, så det er ikke så slemt længere,” fortæller Frederik.

Han har aldrig lagt vægt på en stor venneskare. Hellere lille og god, og Frederiks bedste kammerater i dag er dem, han går i klasse med.

”Jeg går i en fantastisk klasse med et utroligt godt sammenhold, og jeg er rigtig glad for mine lærere,” fortæller Frederik. Dem kan han så nyde i yderligere tre år godt og vel. Frederik har valgt at fokusere på matematik og fysik samt statik og styrkelære

Om Annoncørbetalt indhold

Annoncørbetalt indhold er et annonceformat, der er blevet til i samarbejde mellem Jysk Fynske Mediers kommercielle afdelinger og en annoncør.

Jysk Fynske Mediers uafhængige redaktionelle medarbejdere er således ikke involveret i nogen faser af udviklingen af det betalte indhold. Lige som annoncørerne ikke har nogen indflydelse på det redaktionelle indhold på Jysk Fynske Mediers nyhedssites.

Når en artikel er markeret med ’annonce’ eller ‘annoncørbetalt indhold’, betyder det, at en annoncør har betalt for artiklen og har haft indflydelse på indholdet i den konkrete artikel.

Annoncørbetalt indhold skal leve op til Jysk Fynske Mediers nyhedssites øvrige stil, tone og den generelle kvalitet, som læserne normalt forventer sig at møde.

Annoncørbetalt indhold vil altid være tydeligt afmærket med ‘Annoncørbetalt indhold’ og annoncørens logo for at gøre det tydeligt for vores læsere, at artiklen er betalt. Desuden vil valg af skrifter, farver og design adskille sig fra Jysk Fynske Mediers uafhængige redaktionelle artikler for at undgå forveksling.