Annonce
Faaborg-Midtfyn

Groft hærværk mod sydfynsk fugleområde

Fugleværnsfondens område Bøjden Nor var i weekenden udsat for hærværk. Lige nu er yngletiden i fuld gang for de bevingede væsener, som derfor er særligt sårbare overfor menneskelig påvirkning. Arkivfoto: Tim K. Jensen
Fuglereservatet ved Bøjden Nor var i weekenden udsat for hærværk. Hegn blev klippet i stykker og låger og skilte ødelagt. Den slags går ud over både fugle og mennesker, lyder det fra ærgerlig naturforvalter.

Bøjden: I den forløbne weekend blev Fugleværnsfondens naturområde ved Bøjden Færgehavn ramt af groft hærværk. Ukendte gerningsmænd har tilsyneladende været i gang med at klippe el-tråd over på kvæghegn, ødelagt låger og fjernet midlertidige skilte.

Det oplyser Fugleværnsfonden i en pressemeddelelse, hvoraf det også fremgår, at det ikke er første gang, der er sket hærværk i området.

- Fugleværnsfonden er ikke nogen rig fond, og med sager som disse bruger vi unødvendige ressourcer på at udbedre skader, som det ville være mere hensigtsmæssigt at bruge til fordel for natur og fugle, forklarer Søren Ring, som er naturforvalter i Fugleværnsfonden i pressemeddelelsen.

Fugleværnsfonden har aftaler med kvægholdere som afgræsser området med kreaturer, og et ødelagt elhegn udgør en alvorlig sikkerhedsrisiko for både mennesker og kvæg, som kan rende ud på vej, færgeanlæg og dæmning, lyder det fra fonden.

Derfor blev en reparation af det ødelagte hegn iværksat, så snart hærværket blev opdaget.

Ifølge fugleværnsfonden er naturreservatet ved Bøjden åbent for alle besøgende året rundt på de godt fire kilometer stier. Området er tilmed særligt interessant lige nu, hvor yngletiden er på sit højeste.

På strandengene såvel som de to små øer i noret, som kan ses fra områdets to fugleskjul, kan man opleve klyder, strandskader, viber, storm- og hættemåger og hele fire ternearter; hav- split- fjord og dværgterner samt mange andre fuglearter.

På nordengene er det blandt andet jordrugende fugle som viber, strandskade, stor præstekrave, sanglærker og rødben, der yngler. Netop på nordengene er der fra i år lukket for gennemgang af hensyn til fuglenes yngletid. Skilte i området henviser til en alternativ vej rundt om engene. Hvis altså ikke skiltene var blevet revet ned af de ukendte gerningsmænd, som Fugleværnsfonden konstaterer i sin pressemeddelelse.

- Det er brandærgerligt. For både fuglelivet i den sårbare periode - i deres yngletid og så selvsagt for de besøgende, som jo berøves et bedre og rigere fugleliv, da fuglene skræmmes bort af de mange gående, vi hidtil har haft henover nordengene. Det er også et helt unødvendigt sikkerhedsmæssigt problem, når hegnet klippes af en hærværksmand og kvæget kan rende ud blandt folk og i trafikken, fastslår naturforvalter Søren Ring.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce