Annonce
Svendborg

Gravskænderi på fire kirkegårde: Der var hugget hul i kistelåget

Kim Andersen og Katrine Munk havde netop dækket graven til, da avisen kom på besøg. Ukendte havde gravet den op og tilsyneladende også tiltvunget sig adgang til kisten - formentlig natten til lørdag.  Foto: Finn Eriksen
Ukendte har i weekenden åbnet en grav ved Bregninge Kirke. Også Oure Kirke har haft besøg af gravskændere, og det samme har en kirke i Odense. I alt fire fynske grave er gravet op i år.

Bregninge: Det var lørdag ved 15-tiden, Kim Andersens telefon ringede.

Han er graver ved Bregninge Kirke, og i røret var kirketjener Helge Hansen.

- Han fortalte, at der var kommet et stort hul på kirkegården, så jeg kørte herop og kiggede sammen med Helge (Hansen, red.). Det så voldsomt ud, fortæller Kim Andersen over en kop kaffe og en skive rugbrød i kirkens personalebygning.

I frokoststuen er også Helge Hansen, og de to fortæller, at der i bunden af det en meter dybe hul lå stykker fra kistens låge samt stumper af klæde af typen, som kister er beklædt med indvendigt. Hvilket alt andet lige må betyde, at gerningspersonerne har tiltvunget sig adgang til kisten.

- Da jeg så det, stod alt stille for mig, og jeg tænkte "hvad sker der dog", fortæller Helge Hansen, og Kim Andersen nikker.

- Det er moralsk uanstændigt, siger han, og mens ingen af dem er skråsikre på, hvad der har fået nogen til at grave en tre og et halvt år gammel grav op, så har Helge Hansen to bud.

- Der er enten tale om en syg person, eller også var der noget meget værdifuldt dernede, siger han.

Annonce

Uvirkeligt

Politiet blev omgående kontaktet og lod ifølge Kim Andersen forstå, at der er tale om den fjerde episode i år.


Der er enten tale om en syg person, eller også var der noget meget værdifuldt dernede

Helge Hansen, kordegn ved Bregninge Kirke


To gange er grave gravet op ved Oure Kirke, mens det i et enkelt tilfælde er sket på Assistens Kirkegård i Odense.

Søndag var politiets teknikere på besøg i Bregninge, og da de havde lavet deres undersøgelser og talt med sønnen til den afdøde i graven, blev der givet grønt lys til at lukke den igen. Hvilket Kim Andersen og graverassistent Katrine Munk netop har gjort, da avisen er på besøg mandag formiddag.

Sagen om gravskænderiet ved Bregninge Kirke har gjort indtryk på gravermedhjælper Katrine Munk og graver Kim Andersen. Foto: Finn Eriksen

Og ved den netop tildækkede grav fortæller Katrine Munk, at hun er påvirket af sagen.

- Det er uvirkeligt. Det er simpelthen så sygt, at det er uhyggeligt, siger hun og anfører, at gravskænderier har konsekvenser.

- Tænk på de pårørende. Sikke et chok, det må være for dem, siger hun.

Annonce

Sagen lukket i Oure

Oure Kirkes menighedsrådsformand, Niels Jørgen Halberg, bekræfter, at kirkegården har haft besøg to gange.

6. januar var det et urnegravsted, der var forsøgt gravet op, og fire dage efter, 10. januar, var det så en kistegrav, det var gået ud over.

- Hverken kisten eller urnen var berørt, og intet var fjernet, så det er vi heldigvis sluppet for, siger menighedsrådsformanden, som ikke har meget mere at sige.

- Politiet er på, og af hensyn til de efterladte vil vi ikke sige mere. De er informeret og er glade for, at vi behandler sagen stille og roligt, siger Niels Jørgen Halberg.

Annonce

Det store spørgsmål

Hos Fyns Politi i Svendborg oplyser politikommissær Rasmus Tyllesen, at det er kommunikationskonsulent Charlotte Nyborg, der skal informere offentligheden om sagen.

Enten har en meget syg person været i sving, eller også har der været noget værdifuldt i graven, vurderer Helge Hansen, der er kordegn ved Bregninge Kirke. Foto: Finn Eriksen

Hun henviser til en udtalelse fra politikommisær Morten Ravn.

- Det er sager, som vi tager meget alvorligt, da det selvfølgelig er dybt krænkende for de pårørende, når deres kæres sidste hvilested bliver skændet på den måde. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt.

- Derfor efterforsker vi de fire sager samlet for at se, om der er sammenhæng mellem dem. Det kan vi ikke udelukke, eftersom der er en del sammenfald i fremgangsmåden. I tilfælde fra den forgangne weekend kan vi se, at gerningsmanden eller gerningsmændene har gravet så dybt ned, at der er kommet rester fra kistelåget med op, lyder udtalelsen fra politikommisæren.

I weekenden har vagtchef Lars Thede oplyst til TV2 Fyn, at politiet føler sig overbevist om, at motivet for gerningen ikke har nogen forbindelse til personen i graven.

Og så oplyser Kim Andersen, at det var en gæst på kirkegården, der lørdag opdagede det store hul og informerede sognepræst Per Aas Christensen.

Det kan slås fast, at gravskænderiet er begået i tidsrummet fra fredag klokken 13 til lørdag ved 15-tiden - og Kim Andersen ser ikke for sig, at det er sket i dagtimerne.

- Natten til lørdag er nok et godt bud, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Debat: Hårde DF-ord mod Venstre - igen

Debat

Debat: Det går jo godt

Svendborg For abonnenter

Brugsuddelere i nødråb til politiet efter bekostelige tyverier: Samme tyv med smag for champagne og dyre vine kommer igen og igen

Fyn

Flaskehals syd om Odense: Transportminister erkender voldsom trængsel på motorvejen

Annonce