Annonce
Svendborg

Gratis parkering, markedsføring og mere liv på torvet: Politikere sender julegave til detailhandlen

Mere liv på torvet, og gratis to-timers-parkering skal gøre Svendborg attraktiv for alle, der skal ud at julehandle. Målet er, at flere skal lægge penge hos byens caféer, restauranter og i butikkerne. Arkivfoto: Michael Thorbjørnsen
Detailhandlen er presset. Omsætningen daler. Så nu har et enigt økonomiudvalg sat en julepakke i søen, der skal få flere til at lægge julehandlen i Svendborg fremfor på nettet eller i andre byer.
Annonce

Svendborg: Gratis parkering i to timer, en markedsføringskampagne og et mere aktivt og levende torv i julemåneden.

Det er ingredienserne, der skal få os alle til at lægge lidt flere penge i byens butikker, restauranter og caféer, når julehandlen for alvor går i gang.

Julepakken er vedtaget af et enigt økonomiudvalg tirsdag aften, efter Venstre sammen med Konservative, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti bragte det til bordet.

- Formålet er at trække flere til byen og lægge julehandlen her i stedet for at handle julegaver på internettet, siger Venstres gruppeformand, Mette Kristensen og fortsætter:

- For det er jo sådan, at jo flere der handler her, jo flere vil der også være, som vil gå på café eller restaurant og dermed lægger penge der, og det er der behov for, siger hun.


For det er jo sådan, at jo flere der handler her, jo flere vil der også være, som vil gå på café eller restaurant og dermed lægger penge der, og det er der behov for

Mette Kristensen


Annonce

Gratis parkering

De fire partier gik egentligt til møde i økonomiudvalget med en ide om helt at droppe betaling for parkering fra den 27. november til årsskiftet.

- Kompromisset blev, at vi indfører to timers gratis parkering, og det er vi tilfredse med, siger Mette Kristensen, der mener, det vil være med til at gøre det mere attraktivt for handlende at tage ud og klare julehandlen i de fysiske butikker frem for på nettet.

Ud over den gratis parkering er man enig om at lancere en markedsføringskampagne med annoncer i aviser, på Facebook samt på infoskærmene på indfaldsvejene til kommunen.

Udgiften til at finansiere gratis to-timers-parkering og markedsføring, vil man finde ved at bruge af kassebeholdning, råderumspuljen samt ved at bruge nogle af de penge, der i kommunen allerede er afsat til annoncering og markedsføring, fremgår det af dagsordenspunktet fra mødet.

Annonce

Liv på torvet

Politikerne enedes desuden om, at man skal forsøge at få mere liv på torvet i julemåneden.

Tanken er, at det kan være med til at tiltrække flere handlende til byen i julemåneden.

- Så nu tager vi kontakt til Svendborg Event med henblik på at få lavet et aktivt og attraktivt juletorv, så flere kommer ind til byen, for det vil være med til at flere vil lægge penge i de lokale butikker, restauranter og caféer, siger Mette Kristensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce