Annonce
Svendborg

Graffiti på husmuren: En farverig hyldest til Svendborg

Thorstein Larsen lagde "lærred" til og Frederik Zinn (til højre) svingede spraydåserne, da Thorstein Larsen ønskede at lave en hyldest til Svendborg og sætte kulør på sin facade ud mod Tvedvej. - Der er jo tusindvis af mennesker, der kører forbi her hver dag, og når folk kommer fra Kobberbæksvej og skal holde ved hajtænderne, har de noget fedt at kigge på, fortæller Thorstein Larsen. Foto: Katrine Becher Damkjær
Thorstein Larsen fra Tved havde gennem længere tid ønsket sig at få malet sin facade som en farverig hyldest til Svendborg. I fællesskab med Frederik Zinn fra Svendborg Streetart nåede han frem til, hvad væggen skulle indeholde.

Lige hvor Kobberbæksvej slutter i et t-kryds og bliver til Tvedvej bor Thorstein Larsen og Linda Tønder i et hus med fladt tag og, indtil for ganske nylig, en hvid væg ud mod vejen. Men en hvid væg er jo bare en hvid væg, og derfor skulle der ske noget, syntes Thorstein Larsen. Helt tilbage i oktober 2019 kontaktede han derfor Frederik Zinn, formand i Svendborg Streetart.

- Vi brainstormede og skrev frem og tilbage. Jeg havde nogle idéer til, hvad jeg gerne ville have med for at hylde Svendborg, samtidig med at Frederik skulle have mulighed for at udfolde sig kreativt, fortæller Thorstein Larsen.

Annonce
Da Thorstein Larsen for nogle år siden købte huset på Tvedvej var det, med hans egne ord, "flot laksefarvet". Senere malede han det hvidt, men helt fra starten har han drømt om at få sat farve på væggen. Frederik Zinn er glad for, at både private, Svendborg Kommune og erhvervslivet i Svendborg har fået øjnene op for, at graffiti ikke behøver være noget ulovligt, men at det også kan bruges som dekoration. Foto: Katrine Becher Damkjær

Drømmenes by

- Jeg ville gerne have de der Svendborgikoner som Simac og Christiansmøllen med, siger Thorstein Larsen.

- Ja, og jeg syntes, det var vigtigt, at det her budskab ”City of dreams” kom på væggen, indskyder Frederik Zinn.

Efter hans mening kan Svendborg nemlig noget helt særligt.

- Kreativt og kulturelt er Svendborg den by, jeg kender, med flest tilbud. Her er mange muligheder for kulturel udfoldelse, så budskabet, om at vi bor i drømmenes by, var super vigtigt at få med.

- Ja, også for lige at huske folk i Svendborg på, at vi skal bruge alle de fede tilbud, hvis vi vil beholde dem, tilføjer Thorstein Larsen.

Positive tilkendegivelser

Der er helt sikkert delte meninger om graffiti, men både Frederik Zinn og Thorstein Larsen ser mere vægmaleriet som en dekorationsopgave – og har i øvrigt kun fået positive tilkendegivelser.

- Alle, lige fra den ældre herre med rollator og de unge i de sænkede biler, var positive, da jeg stod og malede. Jeg fik mange positive kommentarer. Selv politiet holdt ind til siden og sagde, at det så godt ud, fortæller Frederik Zinn med et smil.

- Man kan da godt købe et hus med fladt tag og male det hvidt og få en pæn, grøn hæk, men det her er sjovere. Og folk kan lide det. Jeg har opnået det, jeg gerne ville: At folk tænker over Svendborg som en fed by og glædes ved det her vægmaleri, slutter Thorstein Larsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Tre socialdemokrater stemte ikke med borgmesteren: Splittet byråd godkender principper for søfartsskoleprojekt

Annonce