Annonce
Danmark

Grønne foreninger: Trængt dansk natur får gavn af finanslov

Philip Davali/Ritzau Scanpix
Udtagning af landbrugsjord kommer til at gøre en forskel. Men på den lange bane skal der mere til, lyder det.

Finanslovsaftalen for 2020 er et vigtigt første skridt til at hjælpe en trængt dansk natur.

Det mener flere grønne organisationer, der særligt fremhæver, at regeringen og støttepartierne er blevet enige om at afsætte 200 millioner kroner årligt fra 2020 til 2029 til udtagning af landbrugsjord.

Det kan komme til at gøre en stor forskel, mener præsident for Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding.

- Hovedproblemet for vores natur er, at den mangler plads. Derfor er det så vigtigt, at vi nu kommer i gang med at udtage landbrugsjord og give det tilbage til naturen, siger præsidenten i en meddelelse.

Hun mener, at den netop indgåede aftale er en af "de grønneste finanslove nogensinde" og ser store grønne fremskridt i den endelige aftale i forhold til det udspil, som Socialdemokratiet kom med for måneder siden.

Udtagningen af landbrugsjord skal bidrage til at reducere landbrugets udledning af drivhusgas.

Det blev netop anbefalet af Danmarks Naturfredningsforening sammen med erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer tilbage i februar.

- I landbruget har vi længe talt varmt om netop det – også sammen med Danmarks Naturfredningsforening - for vi ved, at det kan sikre markante klimareduktioner, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

De 200 millioner kroner om året til udtagning af landbrugsjords samt flere andre tiltag er tiltrængte, lyder det.

Men der er fortsat lang vej til, at man kan begynde at tale om en egentlig grøn omstilling.

Det mener Greenpeace Norden.

- Vi ser med glæde frem til de første skridt i den omfattende omstilling af særligt dansk landbrug og transport. Men det er et lille hop sammenlignet med de tigerspring, som man snart skal tage i en klimahandlingsplan for alle sektorer i samfundet, siger generalsekretær Mads Flarup Christensen.

Også en særlig skovfond, som blandt andet skal arbejde med skovrejsning er med på finansloven.

Til den afsættes i 2020 100 millioner kroner, og så skal en mere konkret model for fonden drøftes.

Samtidig er aftalepartierne blevet enige om at oprette en såkaldt grøn fremtidsfond på 25 milliarder kroner, der skal investere i grønne projekter, som sikrer mere bæredygtighed.

På finansloven afsættes der 76 millioner kroner i 2020, 170 millioner kroner i 2021 og 264 millioner kroner årligt fra 2022 og frem til at dække de finansielle risici, som fremtidsfonden indebærer.

De forskellige grønne initiativer høster også ros fra Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Men han har én stor anke.

- Desværre har politikerne fuldstændig glemt, at vores danske farvande lider af iltsvind og overfiskeri. Havet er ikke nævnt med ét eneste ord i Finansloven, siger Bo Øksnebjerg i en meddelelse.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Små samfund har bæredygtige løsninger med solceller og delebiler

Vi hædrer dem gang på gang. De små lokalsamfund, der med genistreger ommøblerer tankegangen og finder innovative løsninger på lokale problemer. Når det kommer til den bæredygtig omstilling, kan landdistrikternes ildsjæle og virksomheder levere en del af svarene. Det er efterhånden dagligt, at vi hører om klimakatastrofens snarlige komme. Sideløbende stiger efterspørgslen efter konkrete bæredygtige løsninger dag for dag. Jeg hører det i kommunekontorerne, på Christiansborgs gange og i landsbyer, som gerne vil sikre en bæredygtig omstilling af deres lokalsamfund. Så nej, den grønne dagsorden er ikke gået landdistrikterne forbi. Vi satte den grønne omstilling i fokus med prisen Årets Landsby 2019, som Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark uddelte i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit tilbage i september. Og hædrede lokalsamfundet i vinderlandsbyen Torup, der både har solceller, delebiler og egen spildevandsrensning. Det var også under den grønne overskrift: ”Hvordan kan landdistrikterne bidrage til en grøn og bæredygtig fremtid?”, at jeg sammen med resten af landdistrikternes aktører - ildsjæle, virksomheder og kommuner i slutningen af oktober deltog i Erhvervsministeriets årlige Landdistriktskonference. Et af konferencens højdepunkter er uddelingen af Landdistriktsprisen, som hylder ildsjæle, der gør en forskel for landdistrikterne. Helt i tråd med temaet vandt virksomheden Strandet. Virksomheden har base i Thy og har bygget sin forretning op omkring det havplast, som skyller ind på de vestjyske strande. Kort fortalt indsamler Strandet havplasten, kværner den og omdanner den til granulat, som efterfølgende kan støbes eller 3D-printes til nye produkter. Strandet er et godt eksempel på det helt særlige ved landdistrikternes virksomheder. Ved uddelingen af prisen gav erhvervsminister Simon Kollerup følgende ord med på vejen til virksomheden: ”Virksomheden Strandet er et mønstereksempel på, hvordan det lokale erhvervsliv kan bidrage til gavn for både miljøet og lokalsamfundet. Strandet arbejder med én af tidens store udfordringer og er med til at uddanne de fremtidige generationer.” Erhvervsministeren har gentaget flere gange, at befolkningen i landdistrikterne er en vigtig del af arbejdet med at finde løsninger på klimaudfordringerne, bl.a. i det interview, Landdistrikternes Fællesråd lavede med ham i september. De gode, grønne takter har udmøntet sig i en ny grøn overskrift for en del af projektmidlerne i Landdistriktspuljen. Og med tilbagerulningen af besparelserne på LAG-midlerne er ekstra 30 millioner blevet øremærket til lokale projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne. Erhvervsministeren har forstået, at der i landdistrikterne er kort fra tanke til handling. I det helt nære udtænkes geniale løsninger , som ofte kan skaleres op og implementeres på nationalt plan. Strandet er et godt eksempel. Og jeg ved, at virksomheden ikke står alene. Der findes flere virksomheder i landdistrikterne der arbejder med plastgenanvendelse på højeste niveau. Til Landdistriktskonferencen hyldede vi de bæredygtige projekter med en pris og et skulderklap, men løsningen kan vi alle blive en del af. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken, hvis nabobyen allerede har gjort det. Lokalsamfund over hele landet kan bygge videre på nabobyens idéer, så vi til sidst har en masse små brikker, der samlet er én stor løsning. Klimaproblemerne bevæger sig kun i én retning, og det er mere end på tide, at vi handler på dem. Lokalt baserede, grønne udviklingsprojekter kan meget vel levere svar på efterspørgslen efter bæredygtige løsninger til hele landet. Det kræver ikke altid statsstyrede beslutninger at vende en udvikling i et lille lokalsamfund. Men vi må sikre, at der er den fornødne økonomi til rådighed for at udvikle bæredygtige løsninger. Derfor håber jeg, at regeringen og dens støttepartier i finanslovsforhandlingerne samt i arbejdet med den kommende klimalov vil tænke på landdistrikterne og sikre økonomien under udviklingen af grønne løsninger. Erhvervsministeren har allerede taget det første skridt. Næste skridt må være at sikre LAG-midlerne i næste programperiode. For helt ærligt, det gavner ikke alene landdistrikterne, det gavner hele landet.

Ærø

Lykkelig tilflytter på Ærø: - Jeg er så glad for vores børnehave, som er fuld af nærvær og tryghed

112

Ruder knust: Fem indbrud i biler i Svendborg

Annonce