Annonce
Fyn

Gorm's Pizza lukker på grund af for få gæster

Ved udgangen af november 2019 er det slut med Gorm's Pizza i Odense. Foto: Per Skovkjær Sand
Gorm's Pizza åbnede i Brandts Klædefabrik for to et halvt år siden, men lukker nu ved udgangen af måneden efter underskud. - Vi havde gerne set flere gæster, siger direktøren. Lokale kunder vil blandt andet savne julepizzaen med and.

Et stort klistermærke på vinduet hos Gorm's Pizza i Brandts Klædefabrik annoncerer, at nu er det snart slut. "Tak for denne gang Odense," står der.

- Ej, lukker de? siger advokatsekretær Lene Petterson og går nærmere for at studere skiltet sammen med kollegaen Pia Krone.

- De har ellers lige annonceret deres julepizza, siger Lene Petterson tydeligt skuffet.

Gorm's Pizza lukker 30. november for at "fokusere på vores restauranter i bl.a. Horsens, Kolding Aarhus og København," fremgår det af det grå klistermærke. Direktør Anders Kjørup uddyber:

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne havde set flere gæster i vores restaurant i Odense. Det havde vi. Jeg tror godt, at jeg tør sige, at det også er én af grundene til, at vi træffer sådan en beslutning, siger administrerende direktør for Gorm's Pizza Anders Kjørup.

Gorm's Pizza i Odense er en del af en større kæde, som blev grundlagt af den kendte tv-kok og Vild med dans-deltager Gorm Wisweh i 2008. Restauranten i Odense åbnede i foråret 2017, og i den første tid stod grundlæggeren selv ved pizzaovnen. Det lykkedes at skabe et mindre overskud på 101.000 kroner før skat i løbet af de 10 måneder, Gorm's eksisterede i Odense i 2017, fremgår det af regnskabet for Gorm's Odense ApS. Men året efter i 2018 blev det til et underskud på 436.000 kroner før skat. Nedgangen i Odense kom samtidig med, at der i Gorm's Holding ApS, som ejer Gorm's Odense og de andre restauranter i kæden, var overskud før skat på 3,1 millioner kroner i regnskabsåret 2017/18, og ligeledes millionoverskud de to år forinden. Imens kæden af restauranter samlet set har lavet overskud, så lykkedes det ikke i Odense.

Annonce
Lene Petterson (tv.) og Pia Krone, begge advokatsekretærer ved Advokatfirmaet Klaus Ewald, kommer til at savne Gorm's, hvor de blandt andet købte frokostpizzaer til arbejdet. Foto: Per Skovkjær Sand

Medarbejderne får tilbudt flytning

Direktør Anders Kjørup kan ikke sige noget om, hvad resultatet for 2019 bliver, men siger, at det er klart, at det er dyrt at lukke en restaurant.

- Det er en svær beslutning at lukke sådan en restaurant, men til gengæld er det også en god idé at gøre, hvis man kan se, at man ikke rammer den, som man skal, siger han.

Er der andre, som kommer til at lukke i kæden?

- Det regner jeg ikke med, men jeg kan ikke sige noget om det endnu. Vi kigger hele tiden på vores portefølje, og vi har også lukket restauranter før. Det er en del af at drive en sund forretning, at man kigger på den løbende og ser, om der er steder, der gør det godt, og om der er steder, man skal overveje, siger Anders Kjørup.

Medarbejderne i Odense har alle fået tilbudt et nyt job i andre af Gorm's-restauranterne.

- Vi er rigtig glade for, at nogle af dem har sagt ja, og andre har sagt, at de ikke lige nu er parate til at flytte til København, men at de gerne vil tage fat i os senere, hvis de for eksempel flytter for at studere, siger Anders Kjørup.

De to advokatsekretærer, Lene Petterson og Pia Krone, kommer til at savne Gorm's, hvor de har siddet udenfor om sommeren og hygget sig og købt frokostpizzaer til arbejdet.

- Vi havde ellers lige snakket om, at vi skulle have deres julepizza med and igen. Så skal vi have en farvelpizza i stedet, siger Pia Krone.

De to kvinder er på vej til blomsterhandleren for at købe en buket til Advokatfirmaet Klaus Ewalds underbo, Café Korn, som åbner samme dag i Kongensgade 38.

- Så må du skrive om dem i stedet, siger Lene Petterson, inden de to fortsætter til blomsterhandleren.

Køen var lang, da Gorm's Pizza åbnede med gratis pizza til alle i en times tid. Siden stod kunderne ikke ligefrem i kø, og nu lukker stedet så med udgangen af november. Foto: Michael Bager
Ved udgangen af november 2019 er det slut med Gorm's Pizza i Odense. Foto: Per Skovkjær Sand
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Navne

En funktionel lidelse var ved at få Matilde til at opgive gymnasiet: - Men de sagde, at jeg ikke måtte sigte for lavt

Annonce