Annonce
Sport

GOG med realistiske muligheder for europæisk Final 4

GOG's veteranmålmand, Søren Haagen, leverede en mirakelredning i slutsekunderne, da fynboerne vandt 28-27 over Wisla Plock i Jyske Bank Arena i Odense i sidste sæsons gruppespil i Champions League. Foto: sportexpress/Ritzau Scanpix
Hvis GOG kommer forbi CSKA Moskva i EHF European League, venter formentlig polske Plock i kvartfinalerunden. Fynboerne spillede to spændende opgør mod polakkerne i sidste sæsons Champions League.

HÅNDBOLD: GOG er udfordret i jagten på de største resultater i foråret, efter at landsholdsprofilen Anders Zachariassen er væk fra holdet på grund af en korsbåndsskade.

Men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at GOG har realistiske muligheder for et stort resultat i EHF European League, der er den europæiske turnering under Champions League.

Trods et nederlag på otte mål hos tyske Rhein-Neckar Löwen tirsdag aften er GOG klar til runden med ottendedelsfinaler, hvor GOG møder russiske CSKA Moskva med hjemmekamp 23. marts og returkamp i den russiske hovedstad en uge senere.

CSKA Moskva er en svær modstander - især på hjemmebane - men opgaven er ikke umulig. Specielt hvis de gule kan levere et (helt nødvendigt) godt resultat på hjemmebane. I kvalifikationen til gruppespillet vandt Bjerringbro-Silkeborg Håndbold over Moskva på hjemmebane men tabte større på udebane.

HVIS GOG kan kommer over CSKA-hurdlen, ja, så venter formentlig Orlean Wisla Plock fra Polen i en kvartfinale, hvor vinderen kommer i Final 4.

Plock er et ganske interessant navn i GOG-sammenhæng. Fynboerne var nemlig i gruppe med polakkerne i sidste sæsons Champions League-gruppespil og spillede to særdeles spændende kampe.

På hjemmebane i Jyske Bank Arena i Odense vandt GOG 28-27 efter en mirakelredning af Søren Haagen i GOG-målet i slutsekunderne. I Polen førte GOG med hele 22-17 med et kvarter tilbage men faldt totalt sammen i de sidste 15 minutter og tabte med tre - 24-27.

I sin ottendedelsfinale møder Plock Sporting CP fra Portugal. Det er en runde, hvor polakkerne er ret så klare favoritter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce