Annonce
Sport

GOG: Hjemmekampe der skal vindes - og udekampe mod tophold

Simon Bogetoft Pytlick er udset til en endnu mere central rolle for GOG efter Emil Lærkes alvorlige skade. Foto: Karsten L. Sørensen
GOG med interessant start på den nye ligasæson - og så ville cheftræner gerne have haft drilsk pokalkamp på et lidt senere tidspunkt.
Annonce

HÅNDBOLD: Der venter GOG en interessant og speciel start på den nye sæson i ligaen.

De gule har fire kampe på hjemmebane og fire på udebane i sine første otte kampe, og kontant er det reelt sådan, at de fire opgør i Gudme skal vindes, mens de fire opgør på udebane alle er mod forventelige tophold.

I de fire hjemmekampe møder GOG Lemvig-Thyborøn Håndbold, Århus Håndbold, oprykkerne fra TMS Ringsted med blandt andre den tidligere GOG'er Frank Mikkelsen i målet samt KIF Kolding. Ingen af de fire modstandere ligner umiddelbart hold til slutspillet - top-otte.



Ja, det ligger i kortene, at vi skal vinde de fire kampe på hjemmebane, og så må vi se, hvad vi kan hente på udebane. Vi har muligheden for en fornuftig start

Nicolej Krickau, cheftræner i GOG


Til gengæld venter der formentlig GOG'erne betydelig modstand i holdets fire første opgør på udebane mod BSH (Bjerringbro-Silkeborg), Skjern Håndbold, TTH Holstebro samt mestrene fra Aalborg Håndbold. Også i den kommende sæson må de fire klubber, fynboerne skal på besøg hos, betragtes som kandidater til toppen af grundspillet.

- Ja, det ligger i kortene, at vi skal vinde de fire kampe på hjemmebane, og så må vi se, hvad vi kan hente på udebane. Vi har muligheden for en fornuftig start, siger Nicolej Krickau, cheftræner i GOG,

Annonce

På plads i Sønderborg

Tirsdag trådte GOG-truppen ind i en ny fase i forberedelserne til den nye sæson. Spillere og leder samledes nemlig på idrætshøjskolen i Sønderborg til et ophold frem til torsdag med teambuildingaktiviteter, træningspas samt to træningskampe onsdag aften af hver 20 minutters varighed mod henholdsvis BSH og svenske Ystads IF.

- Det bliver kampe, hvor jeg stiller med to forskellige hold, som det lyder fra Nicolej Krickau.

Torsdag sætter GOG-truppen så kursen direkte fra Sønderborg til Lind ved Herning for at spille en træningskamp mod Skjern Håndbold.

GOG's første otte kampe i ligaen

  • 4. september: GOG-Lemvig/Thyborøn Håndbold
  • 9. september: BSH-GOG
  • 12. september: GOG-Århus Håndbold
  • 19. september: Skjern Håndbold-GOG
  • 26. september: GOG-TMS Ringsted
  • 2. oktober: TTH Holstebro-GOG
  • 6. oktober: GOG-KIF Kolding
  • 10. oktober: Aalborg Håndbold-GOG

Opgøret mod de evige rivaler fra det vestjyske bliver det sidste, før sæsonen bliver alvorlig og afgørende. Allerede onsdag den 12. august skal GOG således på et pokalbesøg hos Otterup HK, der i den coronaafkortede sæson endte i toppen af 1. division.

- Jeg ville godt have haft den kamp på et lidt senere tidspunkt. Den er da drilsk. Det er en tidlig kamp i sæsonen, Otterup er på hjemmebane, og Otterup gør det godt. På den anden side er det en kamp, vi skal vinde, konstaterer Nicolej Krickau.

Annonce

Uforandret målsætning

GOG er kommet under pres i forberedelserne til den nye sæson med en alvorlig akillessene-skade til backen Emil Lærke.

Til den kommende sæson skulle holdet opfinde en ny bagkæde efter at Lasse Møller er rykket til SG Flensburg-Handewitt og Bundesligaen - og efter at den gule trup er blevet noget smallere - men forberedelserne, som inkluderede Lærke, måtte droppes, før de var sat i værk, og bagkæden genopfindes nu med unge Simon Bogetoft Pytlick som ny, vigtig brik.

Man vil se en Bogetoft Pytlick mere som back end i midterpositionen. Men Simon Bogetoft Pytlick har ikke Emil Lærkes langskud, så man må forvente et GOG satsende mere på blandt andet spillet på og omkring stregen. Bogetoft Pytlick og GOG's nye landsholdsprofil i bagkæden, Morten Olsen, skal finde hinanden.

- Det var et chok for holdet men allermest synd for Lærke, men vi har gode spillere og skal have løst udfordringen, fastslår Krickau, der tilføjer, at klubbens målsætning om at være med helt fremme i ligaen samt markere sig i Europa er uforandret trods Emil Lærkes fravær.

På spørgsmålet, om Emil Lærkes skade kan skyldes spillerens lange fravær fra håndbolden på grund af coronakrisen og en for hård/forkert træningsstart, svarer Nicolej Krickau:

- Jeg vil da ikke lægge hovedet på blokken på, at noget ikke kunne være gjort anderledes. Jeg ved bare ikke hvad. Jeg synes, jeg i træningsplanlægningen har taget alle hensyn til spillernes lange pause. Og så har Lærke endog været særdeles flittig med selvtræning under coronapausen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Corona-virus gik nærmest amok på Aarhus-bar - antallet af smittede er nu oppe på 25  

Annonce