Annonce
Sport

GOG: Han bliver bare ved og ved

Søren Haagen i aktion i GOG-målet i sidste sæson i et opgør mod Mors-Thy Håndbold. 46-årige Haagen har netop indgået en aftale for en ny sæson med de gule. Foto: Michael Bager/Ritzau Scanpix
GOG's Søren Haagen har indgået en ny etårig aftale og ser frem til en spændende sæson.
Annonce

HÅNDBOLD: GOG's Søren Haagen havde gerne sat sidste sæsons corona-sølvmedaljer på spil i jagten på at få sølvet forvandlet til guld.

- Det var en mærkelig - og uforløst - måde at afslutte sæsonen på. Vi var inde i en god periode før corona-nedlukningen, og jeg tror på muligheden for, at det kunne være blevet til mere, lyder det fra Haagen.

Men det 46-årige målmandsikon er klar til at jagte en ny chance for DM-guld - og mere hæder til de gule. Søren Haagen og GOG har således netop forlænget samarbejdet for endnu en sæson.

- Jeg er mega-glad for at få lov til at være et år mere i GOG. Klubben betyder utrolig meget for mig. Vi har et godt hold, en masse gode mennesker omkring klubben, og så har vi en superfed hjemmebane, siger Søren Haagen.


Håndbolden passer godt ind i både mit familieliv og mit arbejde.

Søren Haagen, målmand i GOG


Veteranen i målet tror på, at GOG kan sætte markante aftryk på den nye sæson - også selv om truppen blandt andre mister krumtappen Lasse Møller, der fortsætter karrieren i Bundesligaen - hos SG Flensburg-Handewitt. Haagen siger:

- Vi får to landsholdsspillere (Morten Olsen og Anders Zachariassen, red.), og de skal selvfølgelig lige spilles ind på holdet, og så vil Emil Lærke få et større ansvar. Men jeg synes, truppen ser meget spændende ud.

Annonce

Fint samarbejde

Med Søren Haagen på plads ligger det fast, at GOG's målmandsduo i den nye sæson igen kommer til at hedde den 19-årige islænding, Viktor Gisli Hallgrimsson, og 46-årige Søren Haagen. Hallgrimsson kom til GOG til sidste sæon. Haagen siger:

- Det er en svær opgave som en ung mand fra Island at komme til den bedste danske række, men Viktor har gjort det rigtig godt. Vi har et rigtig fint samarbejde, der blev bedre og bedre i løbet af sæsonen, og jeg glæder mig til fortsat at være med til at bygge videre på det - og til at støtte Viktor i hans udvikling.

Søren Haagen, der som civilt job underviser i blandt andet matematik og idræt på Haahrs Skole i Svendborg, har fortsat stor lyst til håndbold på topplan. Han siger:

- Håndbolden passer godt ind i både mit familieliv og mit arbejde.

Annonce

Mærkelig corona-tid

Søren Haagen kom tilbage til GOG fra Sønderjyske til sidste sæson. Fra GOG-direktør Kasper Jørgensen lyder det:

- Vi indgik i den aftale med Søren, fordi vi troede på hans kvaliteter, og han har bestemt levet op til alle forhåbningerne. Derfor er det også oplagt, at vi tager en sæson mere sammen. Søren er en rigtig klubmand, der kender hver en krog i klubben ud og ind, og samtidig har han bidraget med at bringe sine spillemæssige kvaliteter og rutine i spil, når der var brug for det i tilspidsede situationer i sidste sæson. Han og Viktor er et godt match, og vi har fuld tiltro til, at den konstellation er det, vi har brug for i vores bestræbelser på at vinde titler i den kommende sæson.

Søren Haagen siger, at den bratte afslutning på sidste sæson - og lange pause - kun har skærpet hans lyst til at komme i gang igen med håndbolden.

- Corona-tiden har været mærkelig. Men jeg har forsøgt at holde mig i god form med blandt andet styrketræning i haven og cykling, fortæller Haagen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce