Annonce
GOG

GOG-general på vej tilbage

GOG-forsvarsgeneralen Frederik Clausen er tæt på sin sæsondebut efter at have kæmpet med et springerknæ. Foto: Ole Nielsen/Ritzau Scanpix
Frederik Clausen er sandsynligvis tæt på sin første kamp i denne sæson. Forsvarsgeneralen er således tilbage på træningsbanen efter at have været i langvarig behandling/genoptræning for et springerknæ.

Håndbold: GOG har forsvarsmæssigt haft en svingende start på sæsonen. Nye folk har skullet spilles ind - både på stregen og i målet - og så har holdet måttet undvære generalen Frederik Clausen, der har været i længere behandling/genoptræning for en overbelastningsskade - et såkaldt springerknæ.

Men nu lysner det for Frederik Clausen. Han er således tilbage på træningsbanen, og måske kommer forsvarsgeneralen i kampaktion inden for kort tid. Således siger cheftræner Nicolej Krickau:

- Det er svært at bedømme nøjagtig, hvor Frederik er lige nu, men måske har vi ham med på holdkortet inden pausen med landsholdssamlingen (Golden League i uge 43, red.).

Det vil i praksis sige, at Frederik Clausen måske vil komme på banen i GOG's hjemmekamp mod Sønderjyske onsdag den 16. oktober og/eller GOG's hjemmekamp søndag den 20. oktober i Champions Leagues gruppe D mod Kadetten Schaffhausen fra Schweiz.

Hvis der ikke kommer nye skader til i truppen, ja, så vil Nicolej Krickau om kort tid kunne jonglere med hele sin trup - og med nye spillere som højrebacken Stig-Tore Moen Nilsen, stregspilleren Arnar Freyr Arnarsson og den unge målmand Viktor Gisli Hallgrimsson på vej til at falde helt til på holdet. Og så er playmaker Josef Pujol ved at forløse sit potentiale med en mere direkte og pågående facon.

Annonce

Svingende start

Skjern Håndbold har haft en svingende start på sæsonen. Efter seks runder ligger danmarksmestrene fra 2018 således på en ottendeplads i grundspillet - den sidste placering til slutspillet - med fem point. Senest er det blevet til nederlag 25-28 ude mod Mors-Thy Håndbold og hjemme 27-29 mod Ribe-Esbjerg HH.

Efter choknederlaget hos oprykkerne fra Fredericia HK i første runde er GOG kommet ind på et godt ligaspor trods kombinationen med hårde opgør i Champions League. GOG har otte point på en femteplads - ligesom TTH Holstebro på en fjerdeplads - og med et point op til Bjerringbro-Silkeborg og Ribe-Esbjerg HH på henholdsvis anden- og tredjepladsen. Suveræne Aalborg Håndbold topper grundspillet med 11 point.

GOG's opgør i Skjern begynder kl. 20.30. 18.30 tager TTH mod Aalborg.

Søndag kl. 15.10 i Jyske Bank Arena i Odense spiller GOG en nøglekamp i Champions Leagues gruppe D mod polske Wisla Plock.

Boost til selvtilliden

Onsdag aften skal GOG på en af sæsonens notorisk svære udebaneture, nemlig til Skjern Bank Arena. Og, ja, det bliver uden tvivl et vanskeligt opgør for fynboerne, selv om det i den grad har været op og ned for danmarksmestrene fra 2018 i denne sæson. Seks kampe fem point og en ottendeplads i ligaens grundspil er ikke hverdagskost for de ambitiøse vestjyder. Det samme er tilfældet med to nederlag i de to seneste kampe i ligaen - ude til Mors-Thy Håndbold og hjemme til Ribe-Esbjerg HH.

- Ja, det har været svingende for Skjern. Men det har det jo stort set fra alle hold (kun Aalborg Håndbold har endnu ikke tabt i denne sæson, red.). Man skal ikke tage fejl af Skjern. Det er et hold med store stjerner. Skjern spillede rent faktisk rigtig godt i hjemmekampen mod Ribe-Esbjerg men havde et blackout på 10 minutter, konstaterer Nicolej Krickau.

Vestjyderne tankede også selvtillid efter de to liganederlag, da de i lørdags besejrede østrigske Alpla Hard på udebane i tredje runde af EHF Cuppen med 26-25 efter en pauseføring på 13-10.

- Vi fik det, vi kom efter. Et godt udgangspunkt frem mod lørdagens returkamp i Skjern, og ikke mindst en sejr, som kan booste selvtilliden lidt efter en hård uge i den hjemlige liga, lyder det fra René Rasmussen før mødet med GOG.

Skjern-fløjen var sammen med fløjkollegaen Anders Eggert ganske effektiv med sammenlagt 14 scoringer.

Krav om tålmodighed

Nicolej Krickau vurderer, at hans holds ageren i angrebet kan blive det, der afgør onsdag aftens opgør. Hjemmeholdets defensive forsvar kan opfordre til hurtige afslutninger, men Krickau kræver tålmodighed af sit angreb - indtil det er rette tid til en afslutning.

Skjern har mistet Emil Nielsen i målet, mens hans afløser, unge Robin Haug fra Norge, har gjort det godkendt indtil nu. På venstre backpladsen har den nye islænding, Elver Örn Jonsson, imponeret. Ham skal GOG-forsvaret have styr på - samtidig med, at rummene omkring den notorisk stærke streg, Bjarte Myrhol, skal gøres så små som muligt.

GOG, der på en femteplads i grundspillet har tre point flere end Skjern Håndbold, skal ligesom vestjyderne spille internationalt i weekenden - en nøglekamp søndag i Champions League mod Wisla Plock fra Polen i Jyske Bank Arena i Odense.

- Det er en kamp, vi slet ikke tænker på endnu. Indtil nu har spillerne kunnet adskille de to turneringer. Jeg er i hvert tilfælde tilfreds med, hvordan holdet kom tilbage med en sejr over Ribe-Esbjerg efter nederlaget til Bucuresti i Rumænien. Men der er jo mange kampe i begge turneringer endnu, lyder det fra Nicolej Krickau.

Skjern Håndbold-GOG, TV2 Sport, kl. 20.30

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce