Annonce
GOG

Profil siger farvel: GOG har været mit liv de seneste 10 år

35-årige Lasse Kronborg stopper karrieren efter denne sæson. Foto: Tim Kildeborg Jensen
35-årige Lasse Kronborg, anfører i GOG, stopper karrieren efter denne sæson. - GOG har betydet alt for mig, siger Kronborg.

Håndbold: Når sæsonen er forbi, bliver det samtidig også et stop for en af profilerne gennem mange år i GOG. Anfører Lasse Kronborg indstiller således karrieren til sommer.

35-årige Lasse Kronborg har spillet i 11 sæsoner for GOG og er den sidste på holdet, der har været med hele vejen i genopbygningen af klubben efter konkursen i januar 2010.

- GOG har betydet alt for mig. GOG har været mit liv de seneste 10 år - og 11 år i alt. Jeg føler, at jeg har givet alt, hvad jeg overhovedet kunne til klubben. Jeg har prøvet at videreudvikle og videreføre den GOG-sjæl, som jeg blev vist dengang, jeg kom til klubben. Den har jeg prøvet at give videre til de unge og nye spillere, som er kommet udefra, siger Lasse Kronborg, der også har været inde omkring landsholdet.

Lasse Kronborg er uddannet skolelærer. Men hvad fremtiden bringer efter håndboldkarrieren, det er ikke på plads endnu.

- Jeg har da nogle tanker, som jeg holder for mig selv lidt endnu. Men det kan også være, at der er et job derude, som jeg ikke ved eksisterer, men som bare passer super godt til mig. Så jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud på den anden side og opleve, hvordan den del af verden er. Men først vil jeg lige slutte godt af i GOG, lyder det fra anføreren.

Annonce
Anfører Lasse Kronborg forrest under indløbet i arenaen i Gudme. Foto: Peter Leth-Larsen

Et klubmenneske

Lasse Kronborg kom til GOG i forbindelse med sammenslutningen med Tved, der ændrede klubbens navn til GOG Svendborg TGI, og holdet spillede i gråt. Efter nogle sæsoner i Faaborgs satsning på liga kom Lasse Kronborg tilbage til GOG efter konkursen og var med til at bygge klubben op igen – nu i den klassiske gule trøje.

- Det er et vaskeægte klubmenneske, der indstiller karrieren til sommer. Lasse Kronborg har været en solid støtte og en central figur i genopbygningen af GOG som et tophold i dansk håndbold. Både på banen, men også uden for banen, hvor han var ansat i administrationen i klubben i tre år. Lasse har udfyldt mange funktioner, og vi skylder ham en stor tak for indsatsen og ønsker ham alt det bedste i det liv, der venter efter sæsonen, siger GOG-direktør Kasper Jørgensen.

I sin karrieres efterår har Lasse Kronborg været plaget af skader - blandt andet med problemer med ryggen.

Lasse Kronborg springer højt i en kamp mod Skanderborg Håndbold. Foto Axel Schütt
Lasse Kronborg (th.) i Faaborg HK-trøjen i 2009. Foto: Katrine Becher Damkjær
En ung Lasse Kronborg før et U-EM i 2004. Foto: Hans Sturesson
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce