Annonce
Danmark

Godstransportformand: Grønne løsninger bliver dyrere for forbrugeren

Jens Bjørn Andersen, administrerende direktør i DSV Panalpina. Arkivfoto: Ritzau/Scanpix
Direktør Jens Bjørn Andersen fra et af verdens største transportfirmaer, DSV, skal hjælpe regeringen med at lave grøn omstilling på transportområdet.

Jens Bjørn Andersen, administrerende direktør i transportvirksomheden DSV Panalpina, skal være formand for regeringens klimapartnerskab på landtransportområdet.

- Hvorfor mener du, at det er erhvervslivets opgave at levere svar til regeringen på, hvordan den kan leve op til sin klimamålsætning?

- Fordi løsningerne skal implementeres af erhvervslivet. Øget dialog mellem politikere og erhvervsliv er en forudsætning for, at vi kan iværksætte bæredygtige løsninger - og her mener jeg også bæredygtig i forhold til erhvervslivet. DSV Panalpina kan både spille en vigtig rolle nationalt og globalt for et bedre klima i kraft af vores internationale format. Når vi arbejder på tværs af landegrænser med mere bæredygtige løsninger, kan det få effekt over hele verden.

- Er der nogle lavthængende frugter at høste på jeres område?

- Ja, jeg mener, at vi i Danmark er bagud i forhold til at nedsætte eller fjerne afgifter på mere bæredygtige brændstoffer og transportmidler. Den bedste løsning for miljøet må ikke være den dyreste. Vi skal øge incitamentet til at køre grønt.

- Vil jeres virksomhed kunne reducere jeres CO2-udslip med 70 procent i 2030 i forhold til 1990?

- Det bliver ikke nemt, fordi der p.t. er begrænsede alternativer til tungvognskørsel på fossilt brændstof. Skal vi nå i mål - ikke bare i DSV Panalpina, men i hele branchen - skal der grøn omstilling til, og der har vi brug for et meget stærkt signal fra politikerne og en vilje til samarbejde om løsningerne.

- Hvis en uundgåelige del af svaret på, hvordan målet nås, er, at mængden af gods simpelthen skal nedbringes, hvordan skal vi så tro på, at branchen selv vil være med til at give det svar?

- Vi tror på, at den vækst, vi har set de sidste mange år, vil fortsætte, så svaret findes ikke i nedbringelse af fragtmængderne. En del af svaret er til gengæld nok, at vi skal vænne os til, at bæredygtig godstransport er forbundet med en merudgift - i hvert fald i en overgangsfase. Her kan man virkelig tale om et ansvar, hvor alle aktører i forsyningskæderne må bidrage - herunder kunderne og i sidste ende forbrugerne. Men det starter med, at branchen bliver bedre til at tilbyde grønne løsninger.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Mand truet med koben

Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce