Annonce
Søsiden

Giganten i Storebælt vækker opsigt: Venter på nye udfordringer

Før Soltaire kunne sejle under Storebæltsbroen, skulle noget af dens kranløftegrej adskilles i mindre enheder. Når Solitaires udlægger til gasrør er i operativ funktion, måler fartøjet samlet 400 m. Foto: Allseas
Verdens største special-fartøj til udlægning af gasrør på havbunden ligger langtids-forankret nord for broen

STOREBÆLT: Masser af bilfarende og togrejsende på Storebæltsbroen har set den, og mange har nok undret sig: Hvad er det for en kæmpe, der ligger stille nord for broen?

Solitaire er navnet, og den er intet mindre end verdens største fartøj af sin art. Den maltesisk flagede og schweizisk ejede gigant har en fuld længde på 400 meter, er 40 meter bred og stikker 10 meter ned i Storebælt.

Solitaire har i flere uger ligget fast på Storebælts autoriserede ankerplads godt fem kilometer nord for Sprogø omtrent ud for kysten ved Nordenhuse.

Når Solitaire har firet kæderne til bunden af det fynske farvand, har det en storpolitisk baggrund.

Solitaire er et specialfartøj til udlægning af gasrør på havbunden. Som sådan har den indtil for nylig været på opgave i Østersøen for det internationalt omstridte Nordstream 2-projekt. Denne 1230 kilometer lange, dobbelte rørledning gennem fem landes havområder skal udbygge russiske Gazproms mulighed for at levere energi til Europa.

Men kun omkring 300 kilometer fra målet har storpolitiske kontroverser mellem Rusland og USA sat projektet på stand by. Derfor har Solitaire og Allseas-rederiets andet gigant-fartøj, Pioneering Spirit, forladt farvandet.

Pioneering Spirit, der målt på tonnage er verdens største skib, er også konstrueret til flytning af olieplatforme. Lige nu ligger kæmpen uvirksom ved Kristianssand i Norge.

Fra det schweizisk baserede Allseas afdeling for kommunikation oplyser Mirella Dekker kortfattet til Koøjet, at Solitaire i Storebælt ”demobiliserer fra den aktuelle rørudlægning i Østersøen og forbereder sig på nye opgaver” - uden at specificere hvor.

Når Solitaire er i funktion, lægger den tre kilometer gasrør i døgnet. Hvert af Nordstreams to gange 100.000 rør er 12 meter langt og vejer 24 ton. Ti azimuth-propeller holder gasrørs-udlæggeren præcist på positionen.

Solitaire har en besætning på 420 mand. Den blev oprindelig bygget som fragtskib i Japan i 1972.

Annonce
Gasrørsudlæggeren Solitaire på ankerpladsen i Storebælt - i soldis på omkring ti kilometers afstand fra kysten ved Nordenhuse. Foto: Søren Stidsholt Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg

Statsministerbesøg i Svendborg: Spørgelystent publikum holdt Frederiksen til ilden

Annonce