Annonce
Sport

Gidsel er upåvirket af VM-pres fra millionpublikum

Mathias Gidsel blev noteret for seks scoringer mod Egypten, heraf tre i den forlængede spilletid. Foto: Mohamed Abd El Ghany/Ritzau Scanpix
Mere end to millioner danskere fulgte med, da Mathias Gidsel og holdkammeraterne sled sig i VM-semifinalen.
Annonce

Mens en pæn del af den danske befolkning formentlig bed neglene ned til rødderne, skulle spillerne holde hovederne kolde i de afgørende minutter af den drabelige kvartfinale mod Egypten ved håndbold-VM.

Det gjaldt også slutrundedebutanten Mathias Gidsel, som med tre scoringer i den forlængede spilletid virkede helt upåvirket af presset og opmærksomheden.

- Jeg nåede heldigvis ikke at tænke over, at der måske sad to millioner og kiggede på. Så kan det godt være, at jeg var blevet lidt nervøs.

- Til gengæld nåede jeg at tænke mange andre tanker. Jeg tænkte på mig selv og mine holdkammerater, siger Mathias Gidsel.

Ifølge TV2 var kampen mod Egypten den hidtil mest sete ved VM. I gennemsnit var der 1.733.000 seere til dramaet.

Da seertallet toppede, fulgte 2,1 million danskere med ved skærmen.

- Det nytter ikke at tænke på, at det kan være dyrt at lave fejl. I sådan en situation skal man hellere tænke over, at hvis man scorer et mål, vil det få afgørende betydning, siger Mathias Gidsel.

Med hiv og sving lykkedes det for det danske landshold at vinde kampen efter straffekastkonkurrence.

Dermed venter en VM-semifinale for en spiller, der for tre måneder siden aldrig havde spillet en A-landskamp.

- Nu skal jeg lige fordøje den kamp mod Egypten. Det er noget af det vildeste, jeg har prøvet. Hvis det skal være sådan hver gang, får jeg godt nok dårlige nerver. Hold da op.

- Men jeg glæder mig vildt meget til at spille semifinale. Det havde jeg ikke turdet drømme om for et halvt år siden, siger Mathias Gidsel.

Selv om han har spillet en stor rolle i seks af Danmarks syv kampe i turneringen, har han stadig kræfter i behold til medaljekampene.

- Jeg har det overraskende godt. Selvfølgelig er der lidt småting, som man jo skal have efter syv kampe. Men jeg føler mig frisk og ikke mindst frisk i hovedet, siger Gidsel.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fyn

Politikere er ikke i særlig kategori: Middelfarts 46-årige borgmester lod sig covid-19-vaccinere på samme tid som plejehjemsbeboere

Annonce