Annonce
Fyn

Generationsskifte: Venstre Odense har fået ny og ung formand

- Jeg har ikke behov for at stå i byrådssalen og fremføre politik. Jeg har det godt med det organisatoriske arbejde, siger 23-årige Casper Christiansen, der er nyvalgt formand for Venstre Odense og en del af partiets generationsskifte. Foto: Christian Nordholt
Partiets spidskandidat bliver ny, og det samme er nu også formanden. 23-årige Casper Christiansen er den nye mand i front for Venstre Odense.
Annonce

Det er ikke kun i stolen som spidskandidat, at der nu er generationsskifte i Venstre.

Også formanden for Venstre Odense er ny og ung og netop valgt på en ekstraordinær generalforsamling. Det er 23-årige Casper Christiansen, der siden marts i år har været næstformand for Odenses Venstre-bestyrelse.

Han forklarer:

- Da Jane Jegind i sommer offentliggjorde, at hun ikke genopstiller, gjorde formand Kasper Ladingkær det klart, at han også stopper. Og der kunne jeg mærke en lyst til at stille mig i spidsen for at ruste partiet til at stå så stærkt som overhovedet muligt frem mod næste kommunalvalg.

Casper Christiansen understreger, han har det bedst i det politiske maskinrum og derfor ikke har ambitioner om at blive folkevalgt.

- Jeg har ikke behov for at stå i byrådssalen og fremføre politik. Jeg har det godt med det organisatoriske arbejde og kan godt lide at se et projekt blive født og gennemført, siger han.

Hans vej ind i Venstre tog fart i samfundsfagstimerne i gymnasiet i Aabenraa, hvor en lærer bemærkede Casper Christiansens engagement og politiske holdninger og opfordrede ham til at blive politisk aktiv.

Den opfordring greb han og blev hurtigt bidt af politikken.

- Jeg er optaget af det liberale og friheden til selv at bestemme. Det skal ikke være staten, der afgør, hvordan vi lever vores liv, mener Casper Christiansen.

- Og så er der et enormt stort fællesskab i Venstre, hvor jeg har bygget nogle af mine bedste venskaber.

Blå bog

Casper Christiansen er 23 år, han er tilflytter fra Padborg og kom til Odense i 2015 for at studere.

Han læser offentlig administration på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Casper Christiansen blev medlem af Venstres Ungdom i Aabenraa i 2013 og fortsatte i VU i Odense, da han flyttede til byen.

Var formand for VU Odense fra 2016 til 2018, blev næstformand for Venstre Odense i marts 2019 og er netop blevet valgt som formand.

Er ofte på stadion for at følge OB's kampe.

Annonce

Private venner

Hvordan vil man mærke, at du nu er formand?

- Jeg har i sinde at gøre tingene lidt anderledes, end vi tidligere har gjort, for at styrke vores organisation. Venstre Odense skal i højere grad tage initiativ til politiske møder, så vi inddrager vores 500 medlemmer endnu mere og trækker dem tættere på de politiske beslutninger.

Og den førte politik i byrådssalen - bliver den anderledes?

- Jeg tror ikke, man umiddelbart vil mærke nogen ændring. Og vi vil fortsat gerne samarbejdet, påpeger Casper Christiansen med henvisning blandt andet til, at Venstre ikke var inviteret med til de netop overståede, afsluttende budgetforhandlinger.

Ligesom de to afgående frontfigurer Jegind og Ladingkær er private venner, er det også tilfældet for Lilleholt og Christiansen.

De to lærte hinanden at kende i Venstres Ungdom Odense, og hvad der begyndte som et bekendtskab, har siden udviklet sig til et venskab, forklarer Casper Christiansen.

- Vi ses privat også uden at snakke politik. Og så var det Christoffer, der tog mig med til min første OB-kamp på Odenses stadion.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Svendborg For abonnenter

Tillidsmand rystet over lukning af kraftvarmeværk: - Vi troede, vi havde frem til 2024. Nu får vi travlt med at omskole os

Annonce