Annonce
Svendborg

Genåbning: Skolebørn får tilbud om to ugentlige coronatest

Skoleelever fra 12 år og opefter bliver fremover tilbudt at blive coronatestet på skolerne (billedet her er taget i en anden sammenhæng). Foto: Simon Trøjgaard Jepsen
Tirsdag vendte elever i 5. til 10. klassetrin tilbage til skolen, hvor de fremover bliver testet for corona to gange om ugen. Podningen foregår ude på skolerne, forklarer skolechef i Svendborg Kommune.

Svendborg: Test er en naturlig del af skolegangen, men det har nu typisk været af den faglige slags.

Nu bliver coronatest også en fast del af ugeskemaet for mange elever i folkeskolen.

Fremover vil alle elever over 12 år i Svendborg Kommune få tilbud om to ugentlige coronatest, forklarer Nanna Lohman, skole- og uddannelseschef i Svendborg Kommune.

- Tidligere var det kun vores personale, der havde mulighed for det, men fra denne uge tilbyder vi to test om ugen til alle vores elever fra 12 år og opefter ude på skolerne, siger skolechefen om den seneste genåbningsfase, der trådte i kraft tirsdag og blandt andet betød, at elever fra 5. til 10. klassetrin kunne vende tilbage i skole - dog med forbehold som udeundervisning og fremmøde hver anden uge i skiftehold.

- I de uger, hvor man bliver hjemmeundervist, skal man lade sig teste på de almindelige teststeder rundt omkring i byen, mens i de uger, hvor man er på skolen, kan man lade sig teste der, forklarer Nanna Lohman og uddyber:

- Alle de store skoler har deres eget testteam, mens de andre skoler deler et testteam. Hvert team består af to podere, som laver næsetesten, hvor pinden ikke skal så langt op i næsen. Det fungerer som en helt almindelig kviktest, hvor eleverne har deres sygesikringskort med og derefter skal ind på sundhed.dk og tjekke efter resultatet, siger hun.

Annonce

Opfordring, ikke krav

Skolechefen understreger, at det i udgangspunktet er eleverne og deres forældre frit for, om de vil lade sig teste på ude på skolerne.

- Det er frivilligt på den vis, at vi har bedt om samtykke hos alle forældre til at deres børn må testes. Og ønsker de ikke at give samtykke, så regner vi med, at de lader deres børn teste i fritiden, hvilket de også sagtens kan, siger hun og forklarer, at langt de fleste dog har givet samtykke, mens børn over 15 år selv giver samtykke ved at møde frem til testen.

Nanna Lohman forklarer desuden, at det er skolerne, der lægger en plan for at passe  coronatestene ind i skoleugen.

- Og her gør det ikke noget, at der går lidt længere tid end 72 timer imellem dem, bare det sker to gange om ugen kontinuerligt. Så det vil typisk være mandag og torsdag eller tirsdag og fredag, siger skolechefen.

De ugentlige coronatest er et tiltag for at mindske eventuel smitte, men kan ikke sidestilles med det såkaldte coronapas, som skal bruges ude i samfundet til for eksempel at blive klippet hos frisøren.

For det er ikke op til skolerne at kontrollere, om eleverne har en negativ test, når de møder op, fastslår Nanna Lohman.

- Det er præciseret, at vi ikke må kontrollere, fordi det ikke er et lovkrav, men en kraftig opfordring til, at man lader sig teste - det gælder også vores personale. Men i og med, at de bliver testet på skolerne, har vi et særligt ansvar, og viser det sig, at der en positiv test, skal vi agere derefter og kontakte forældre og så videre, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce