Annonce
Svendborg

Gang i julehandlen: De fysiske butikker hitter

Bangsbostrand Byorkester gjorde sit for at skabe god stemning i gågaderne, trods det kedelige vejr. Foto: Rasmus Hage Dalland
Lørdagens Juletorv og julefødevaremarked fik svendborgenserne ud i gågaderne trods det grå vejr, og juletrængslen er godt nyt for flere butikker i centrum, der melder om god omsætning. Det skyldes dog ikke blot højtiden, men også en større vilje til at handle lokalt.

Svendborg: Der er trængsel i gågaderne lørdag formiddag trods den grå himmel og de sporadiske byger. Bangsbostrand Byorkester, der defilerer rundt i gaderne, gør da også sit for at lette den grå stemning ved at forkynde julens komme med trommer og blæseinstrumenter. Lysene pryder granguirlanderne, og en julemand med ægte skæg smider en mønt i hatten hos harmonikaspilleren i Gerritsgade, som spiller Glade Jul.

- Det er ikke rigtige penge, det har julemanden ikke, siger han.

Til gengæld findes de rigtige penge i lommerne på gågadernes folk, og noget tyder på, at de ikke er blege for at bruge dem. Der er kunder i butikkerne, og køerne hober sig op. Og udover at sprede hygge og julestemning i centrum, er det da også et af formålene ved weekendens julemarkeder, Juletorvet og julefødevaremarkedet i Rundbuehallen på Frederiksø, fortæller eventchef i Svendborg Event, Anja Mia Haas.

- Jeg tror først, vi kan registrere om der har været øget julehandel, når vi når den sidste weekend i måneden. Så kan butikkerne melde helt klart ud. Men jeg har talt med nogle af dem, og de har været mega godt tilfredse og udtrykker sig enormt positivt. Og så har vi udsagn fra folk, der har besøgt Juletorvet og gaderne, der udtrykker sig enormt positivt over alle de ting, der sker, og hvor dejligt og hyggeligt, der er i Svendborg. Ikke mindst efter at julebelysningen har fået endnu et nyk opad, siger hun.

Annonce
Regina Jensen er ny på juletorvet i Svendborg, men hendes kreationer fra Regina Design har haft en fin debut på markedet. Foto: Rasmus Hage Dalland

Salg i regnvejr

På Torvet står Regina Jensen og hendes produkter i tørvejr under pavillonen. Hun sælger lys og dekorationer, og selvom hun er ny på Juletorvet i Svendborg, så går det godt med salget af hendes varer.

- I dag går det indtil videre mindre godt, men det er nok på grund af vejret. Men sidste weekend var rigtig fin, siger hun.

I butikkerne i gågaderne kan de også mærke effekterne af julehandlen - også på trods af vejret.

- Trods vanvittigt dårligt vejr har vi haft styrtende travlt, siger medindehaver af Mr. Hardis, Steffen Nielsen, som kan berette positivt fra julemåneden.

- Det har været meget, meget positivt. Der er stadig en uge til juleaften, men det kan ikke gå helt galt.

Ifølge Steffen Nielsen skyldes det ikke alene stemningen i byen, julebelysningen og deres egne julevinduer, men også en vilje til at handle lokalt.

- Jeg mindes ikke, jeg har hørt så mange komme og sige, at vi skal huske at handle lokalt frem for på nettet, siger han.

Indehaver af Guldsmed Lauridsen, Jens Christan Møller, kan også berette om et godt julesalg - og et godt år i det hele taget - både i den fysiske butik og online. Han gør opmærksom på, at det ikke er julemarkedet alene, men flere ting, der skal spille sammen for at skabe gode vilkår for handlen i byen.

- Svendborg skal hele tiden være på mærkerne, og aktivitetsmæssigt skal vi hele tiden skabe et liv i byen, der gør, at folk synes, det er hyggeligt at komme hertil.

Og når nu det er juletid, mener Jens Christian Møller også, det er vigtigt, at butikkerne selv bidrager med den gode stemning.

- Det er ikke nok, at der er stemning i gaderne, der skal også være stemning i butikkerne, siger han og fortæller, at man i Guldsmed Lauridsen forsøger at bidrage til stemningen med julepynt og -musik, flødekarameller til børnene og god tid til kunderne, selvom tiden er travl.

Tabu at handle på nettet

Indehaver af Phigo, Phi Van Nguyen, melder ligeledes om vækst både online og i de fysiske butikker. Han har kun har rosende ord til overs for initiativerne med julemarkederne, der skaber mere trafik i centrum af Svendborg ved juletid og derfor er godt for detailhandlen. Men han gør også opmærksom på en bredere trend, der er begyndt at melde sig.

- Min mavefornemmelse og brancheviden omkring den fysiske butik er, at den har fået en revival. Det er moderne, smart og in at handle lokalt, det er yt og lidt tabu at skilte med at handle online, siger han og fortæller, at folk også er blevet mere bevidste om at handle lokalt.

- Der har heldigvis været en del debat om det, både i medierne og i vores brancheforening, hvor man gør folk opmærksomme på miljøbelastning, butiksdød og det gode ved at handle lokalt. Det har gjort folk meget mere bevidste, og nu begynder man at reagere på det. Så man prøver måske også at give julegaven fra en lokal butik, så man kan sige ved julebordet, at det hele ikke er fra Zalando.

Helt konkret kan Phi Van Nguyen også mærke den stigende lokale bevidsthed hos sine kunder. De vil gerne ned og se og røre tingene, ligesom de giver udtryk for, at de hellere vil handle i de fysiske butikker end på nettet. Det betyder også, at personalet skal være endnu mere opmærksomme på kundepleje, mener han.

- Det er vigtigt, at personalet ved, at når en kunde frasiger sig webshoppen, de muligheder og sortiment, der er på nettet, for at komme ned til os, så skal vi fandme værdsætte det. Og som butiksdrivende skal vi være oppe på dupperne i forhold til kundepleje, det er vigtigere end nogensinde.

Indehaver af Phigo, Phi Van Nguyen, fornemmer et stigende ønske om at handle lokalt, frem for på nettet. Foto: Rasmus Hage Dalland

De frygtelige internet-handlere

I Rundbuehallen på Frederiksø er der pyntet op med farverige julekugler og gran, og en svag duft af gløgg fylder det store rum. Her er boder med brød, kaffe og kandiserede æbler, og der er glas og flasker med farverigt indhold, moster, snapser, marmelader.

Ved træbænkene får de besøgende sig et hvil eller gør som Kim og Lisette Boisen - nyder en frokostpause efter en veloverstået omgang juleshopping.

- Vi var i Rundbuehallen sidste år, og det var hyggeligt, så vi skulle lige ned og se det igen i år, siger Kim.

Kim og Lisette bor på Langeland, og mange af deres indkøb foregår dér - hvis ikke de surfer rundt efter julegaverne på nettet.

- Vi er nok de der frygtelige internet-handlere. Vi handler mindre i butik, end vi gjorde førhen, for på den måde kan vi lettere planlægge og samle vores indkøb, siger Lisette.

- Men i dag har vi købt i butikkerne, siger Kim.

- Og det er nok julemarkedets skyld, fortsætter Lisette.

- Ellers var vi nok blevet hjemme.

Lisette og Kim Boisen fra Langeland blev lokket til Svendborg på grund af julefødevaremarkedet i Rundbuehallen på Frederiksø. Selvom de juleshopper mest på nettet, gjorde de lørdag alle deres indkøb i de fysiske butikker. Foto: Rasmus Hage Dalland
Der var masser af mennesker på Juletorvet lørdag på trods af gråvejr og regnbyger. Foto: Rasmus Hage Dalland
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Legeplads er det hidtil bedste torveforslag

Torvet i Svendborg mangler liv. Det er både tilhængere og modstandere af det bilfri torv nogenlunde enige om. Nu har det entreprenante par Luise og Anders Føns Haaber lagt en idé om en legeplads på torvet frem. Den tanke er tidligere blev luftet lidt i krogene, men nu ser det ud til, at parret lægger en god portion krop og sjæl i forsøget på at etablere en mobil legeplads på torvet. Det er en idé med et stærkt potentiale. Kan det lykkes at omsætte tankerne til handling, vil der kunne komme et helt naturligt liv på den plads, der både er en politisk slagmark og et smertensbarn. Sidstnævnte, fordi det endnu ikke er lykkedes at knække koden til, hvordan pladsen kan blive det samlingspunkt, den er tænkt som fra det politiske flertals side. Altså oftere end nogle gange om året som når der holdes fødevaremarked i juni, og når Svend-priserne uddeles i sensommeren. Et særligt bemærkelsesværdig element i forslaget er det ansvar, parret har påtaget sig. De nøjes ikke med at lægge idéen frem, hvorefter de læner sig tilbage og venter eller koncentrerer sig om andre ting. Anders Føns Haaber er blevet en del af torvegruppen, og parret er i gang med at søge fonde og lede efter sponsorer, samtidig med at de forsøger at aktivere deres netværk, så frivillighed også kan blive en del af projektet. De har med andre ord stillet sig i spidsen for projektet i stedet for at overlade det til politikerne at løse opgaven, og det kan vise sig som en vigtig forudsætning for realiseringen af idéen. Luise og Anders Føns Haaber har naturligvis en indlysende interesse i at få etableret en legeplads på torvet, fordi deres café er målrettet småbørnsfamilier, men der er ikke noget forgjort i det. Den personlige interesse i projektet kan være en løftestang, og udkommet kan vise sig at være til glæde for mange flere. Projektmagerne har også blik for, at torvet skal kunne have andre funktioner. Derfor har de foreslået, at legepladsen skal kunne flyttes, når store arrangementer skal kunne bruge hele torvet. Det kan gøre arbejdet lidt sværere, men det viser også, at der tænkes i helheder. Netop denne tilgang, hvor initiativtagerne fastholder initiativet og tænker i helheder, ligner en god model for udviklingen af torvet. Ansvaret for fremdriften skal ikke isoleres hos byrådsmedlemmerne og forvaltningen. Det skal fordeles, så det politiske og administrative led blot er en del af projektet.

Annonce