Annonce
Ærø

Gammelt værft i nye klæder: HCC Bådeværft udvider på Marstal Havn

HCC Bådeværft får snart nye lokaler. Foto: Michael Printzlau
HCC Bådeværft i Marstal har vokseværk. Værftsejer Monica Fabricius har sat den endelige underskrift på overtagelsen af to matrikler længere nede på havnen. Støv, pladsmangel og fremtidssikring af værftet er nogle af grundene til udvidelsen.

Marstal: Monica Fabricius, ejer af HCC Bådeværft, sidder i et lille kontorlokale i det gamle værft i Marstal. Kontoret bærer præg af, at kontorpladsernes størrelse ikke har den højeste prioritet for værftsejeren. Der skal være i stedet være plads til kerneproduktet. Værkstedet og pladsen til de omkring 60 skibe, hun opbevarer om vinteren.

Foran hende har hun to stykker papirer. På dem er satellitbilleder af to grunde 550 meter længere nede ad gaden.

- Vi har købt Marstal Værfts gamle lokaler, siger hun nøgternt.

- Det forhøjer vores kvadratmetertal for bådopbevaring. Hvis man kigger i vores hal, kan man nemt se, at det er et problem, vi har. At vi ikke har nok plads.

Monica har været ejer af værftet siden 2013. Foto: Michael Printzlau

Siden Monica Fabricius købte værftet i 2013, er det nemlig gået godt. Så godt, at hun nu øjner chancen for at udvide det gamle værft.

- Der er kunder nok til at udvide. Og så handler det bare om at følge med, fortæller hun.

Annonce

Pladsmangel

Pladsmanglen kan ses overalt på værftet. Store industrielle maskiner står tætpakket langs væggen, fordi der skal være plads til de mange skibe i hallen.

- Vi har løbende altid en til to renoveringer i gang. Og det gør vi lige nu i en hal, hvor vi også har en masse bådopbevaring, eller i et telt. Hallen med bådopbevaringen er en udfordring, fordi der kommer en masse rengøring, og så skal vi passe rigtig meget på. Og i teltfaciliteterne er der nogle gange noget kondens, og om vinteren skal vi have varmet op. Det slipper vi for i de nye lokaler, der er dejligt opvarmet, siger hun og fortsætter:

- Lige nu har vi maskiner, som vi rigger til og af hele tiden. Det er ikke særligt effektivt. De nye bygninger vil gøre, at vi kan have dem stående mere permanent. Blandt andet har vi en stor mobilkran, som vi har lånt fra fastlandet. Det er enormt omkostningstungt. Og desuden tager det meget færgekapacitet.

Monica Fabricius glæder sig til snart ikke at være afhængig af at renovere skibe i et telt. Foto: Michael Printzlau


Det traditionelle håndværk og traditionerne omkring værftet er vigtige for Monica Fabricius. Træhåndværket er til stede overalt på værftet. Fra store, nyindkøbte stukningsmaskiner, der kan bøje og forme træ til lige præcis den form, man ønsker, og til HCC Bådeværfts søsterselskab, Maritime Woodcraft, hvor der bliver produceret træblokke og andet traditionelt tilbehør til skibsbranchen i hånden.

- Der er en grund til, at vi hedder HCC Bådeværft. Den første ejer af det værft, der ligger her hed H. C. Christensen. Det er vigtigt for os med historien. Vi bliver også her, hvor vi er. Denne udvidelse sker i punkter, men vi bliver her, siger hun.

Bådeværftet ligger på H C Christensensvej, men kommer snart til at have to adresser mere. Foto: Michael Printzlau

Der har været flere forskellige grunde i spil for udvidelsen af værftet. Blandt andet en grund i Marstals industrikvarter. Monica Fabricius udelukker ikke, at der kommer flere udvidelser på tale i fremtiden.

- Det ene udelukker ikke det andet. Vi greb en mulighed ved at købe det her, og så må vi se med andre muligheder.

Annonce

Mere trafik på havnen

Der er ikke mere end 550 meter mellem den nuværende del af værftet og matriklen, hvor udvidelsen skal være. Men Monica Fabricius forudser, at der kommer mere trafik på havnen på grund af udvidelsen.

- Der kommer selvfølgelig til at være en smule mere trafik på Havnegade. Det er uundgåeligt. Vi vil gøre, hvad vi kan for ikke at forstyrre for meget. Vi har nogle dejlige naboer, der hvor vi er. Og der har aldrig været noget, når vi måske larmer lidt en lørdag eftermiddag.

Værftets nye lokaler flankerer to store beddinger, hvor skibe på over 20 tons kan komme på land. Det ene af dem har kommunen istandsat til stor glæde for Monica Fabricius.

- Den gamle bedding ved siden af har vi lejet. Og vi er nu i gang med at lave den om til et slæbested, siger hun.

Værftsejeren regner med at kunne overtage begge grunde i løbet af et år. Og vil løbende overtage mere og mere, hvor de vil istandsætte og gøre klar.

- Vi overtager snart den ene del og begynder at rykke ind. Der er stadig et lejemål på den ene hal. Det skal have lov til at løbe det sidste år, og så er vi klar til at rykke ind. Vi vil gerne have, at når vi sætter en maskine ind, så er hallen sat i stand først. Det tager lidt tid. Vi regner med at kunne flytte helt ind om et år, siger Monica Fabricius.

Her kommer værftet til at udvide. Foto: Google Maps Illustration: Michael Printzlau


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce