Annonce
Indland

Se top 10: Emma og William er mest populære navne

Lars E Andreasen/Ritzau Scanpix
Navnene Asta og Anker er højdespringere i den seneste statistik over populære navne til nyfødte i Danmark.
Annonce

Siden midten af 1990'erne har Emma igen og igen toppet listen over de mest brugte navne til nyfødte piger i Danmark.

Og navnet er stadig populært. Sidste år var Emma tilbage som det mest populære pigenavn blandt nyfødte.

Det fremgår af Danmarks Statistiks nye opgørelse over, hvordan danske forældre navngav deres børn i 2019.

Blandt drengene er det også en gammel kending, der ligger på førstepladsen - nemlig William. I løbet af det seneste årti har William ni gange været det mest brugte drengenavn. Kun i 2016 lå navnet ikke i toppen.

Årets højdespringere - de navne, som har flyttet sig længst opad på listen - er for pigernes vedkommende Asta, mens det for drengene er Anker.

Asta er sprunget 26 placeringer fra en plads som nummer 42 i 2018 til nummer 16 i 2019. Anker har bevæget sig opad på navnelisten fra en placering som nummer 47 i 2018 til nummer 33 i 2019.

Opgørelsen fra Danmarks Statistik tæller de 50 mest populære pige- og drengenavne. En række navne faldt sidste år ud af listen.

Det gælder pigenavnene Caroline, Johanne, Naja og Vigga samt drengenavnene Laurits, Sebastian og Philip.

Til gengæld er flere nye navne kommet til. Molly, Leonora, Merle og Mynte har sneget sig ind blandt de 50 mest populære pigenavne, mens Matheo, Erik og Walther er nye navne på drengenes top-50.

Topscorerne Emma og William er ikke de mest populære navne i alle landsdele. Parret ligger således kun øverst i tre ud af de fem regioner. Det gælder Region Sjælland, Syddanmark og Midtjylland.

I Region Hovedstaden var Nora og Arthur de mest populære navne til piger og drenge, der blev født sidste år, mens Ida og Lucas lå i top i Nordjylland.

Trods sin popularitet i Nordjylland oplevede navnet Ida i øvrigt en markant nedgang på landsplan fra 2018 til 2019.

I 2018 var Ida det mest populære pigenavn i Danmark. Men sidste år røg det ud af top-ti og landede på en 13.-plads.

I øvrigt må det bemærkes, at ni ud af de ti mest populære pigenavn ender på -a. Eneste undtagelse er Agnes.

Fakta

Her er de mest populære pige- og drengenavne  

Se de ti mest populære pige- og drengenavne herunder.

Tallet i parentes angiver navnets placering i 2018.

Pigenavne:

1. Emma (2).

2. Alma (3).

3. Clara (8).

4. Freja (6).

5. Sofia (5).

6. Karla (10).

7. Agnes (14).

8. Ella (4).

9. Olivia (13).

10. Anna (9).


Drengenavne:

1. William (1).

2. Alfred (8).

3. Oscar (3).

4. Noah (2).

5. Karl (9).

6. Lucas (4).

7. Oliver (7).

8. Arthur (17).

9. August (13).

10. Malthe (6).


Kilde: Danmarks Statistik.

Danmarks Statistiks nyhed om de mest populære navne til nyfødte
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Forslået og med begge arme i gips: Bente stødte sammen med flugtcyklist - nu er cyklen også forsvundet

Annonce