x
Annonce
Svendborg Rabbits

Fynske kaniner i bjørnens hule: Overraskelsen kommer på et tidspunkt

Sebastian Åris, Svendborg Rabbits (4) skal forsøge at score mange point mod sin tidligere klub, Bakken Bears, søndag. Her jagter han Ryan Evans i en kamp mellem klubberne i sidste sæson. Arkivfoto: Kim Haugaard
Svendborg Rabbits drager til Aarhus søndag for at møde Basketligaens tophold, Bakken Bears, i det første af tre indbyrdes opgør i den kommende tid. Der venter fynboerne en meget svær opgave, når de skal forsøge at hente den første sejr over aarhusianerne i mere end fire år.

BASKETBALL: Svendborg Rabbits står søndag eftermiddag over for et stærkt Bakken Bears-hold, der smadrede lokalrivalerne fra Randers Cimbria hjemme i Vejlby-Risskov Hallen forleden.

Holdet fra det sydfynske går selv ind til søndagens kamp med en vigtig sejr over Team FOG Næstved i bagagen. Sejren giver lidt luft mellem netop de to hold i kampen om fjerdepladsen og den dertilhørende hjemmebanefordel i slutspillet.

Søndagens opgør bliver den første af tre kampe mellem Rabbits og Bakken Bears den kommende måned. Allerede den 26. februar spiller de igen i Aarhus, mens fynboerne er hjemmehold i grundspillets sidste kamp den 23. marts.

Det afgørende i sejren over de direkte rivaler fra Næstved onsdag aften var stabiliteten. Holdet formåede at undgå udfald med hensyn til scoringer og viste samtidig stor mental styrke, mente Rabbits-direktør Troels Mortensen efter kampen.

De to points forspring til Næstved kan vise sig afgørende, særligt fordi kaninernes kampprogram for resten af grundspillet er særdeles vanskeligt. Udover de tre kampe mod Bakken venter også to kampe mod Randers, der trods det store nederlag til Bakken stadig befinder sig på ligaens andenplads.

Bakken Bears skriver i deres egen optakt til kampen, at "en af Svendborgs store styrker er et meget bredt og homogent hold, hvor man aldrig ved hvorfra scoringerne kommer." Og det er Troels Mortensen enig i.

- Vi har ikke den der spiller, der fast laver 20 point per kamp. Vi skal gerne have seks stykker, der ligger over ti point mod Bakken, siger han og tilføjer:

- Vi håber at bygge videre på resultatet den anden dag mod Næstved.

Annonce

Rekordkamp

Aarhusianerne smadrede Randers Cimbria med 127-89 i seneste kamp, og undervejs slog holdet også flere rekorder.

De 127 point var rekord for flest point i en kamp i denne sæson, og de 22 sænkede 3'ere fra Bakken Bears er det højeste i en kamp i ligaen nogensinde.

Det er altså et brandvarmt hold, der tager imod Svendborg Rabbits. Gæsterne kan dog krydse fingre for, at Bakken fortsat må undvære Darko Jukic og Chris Ortiz, der begge sad ude med skader mod Randers.

Rabbits har ikke vundet over Bakken Bears siden december 2015, og det faktum er Troels Mortensen klar over.

- Men på et eller andet tidspunkt skal overraskelsen jo komme, men de er et niveau over os nu, siger han.

- Vi håber dog ikke, de har så god en dag i morgen, for de viste skræmmende styrke mod Randers. Vi skal holde dem omkring 85 point, så har vi en chance for at vinde kampen, tilføjer han.

Der er tip off i Vejlby-Risskov Hallen kl. 15.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce