Annonce
Fyn

Fynsk tonemester og lyddesigner: Fanny fantaserer om lyde døgnet rundt

- Sonic College i Haderslev var lidt som at være på højskole, forestiller jeg mig. De studerende var super dedikerede i forhold til uddannelsen, men da folk kom fra hele landet, betød det også, at alle var interesserede i at skabe et godt fællesskab uden for skolen, siger Fanny Wree Albrektsen. Foto: Simon Staun
27-årige Fanny Wree Albrektsen studerer lyddesign på Sonic College, er nomineret til en Robert som tonemester og er sideløbende ved at etablere sig som musiker. Denne uge udsender hun singlen ”Fairy Story” og optræder på Posten sammen med Freja Kirk.
Annonce

Musik: For tre måneder siden var kortfilmen ”100.000 Acres of Pine” med på Odense International Film Festival, der har base i Café Biografen. Fanny Wree Albrektsen var sammen med August Blicher Friis tonemester på filmen, der netop har vundet prisen som ”Bedste animation” til Ekko Short List og desuden er nomineret til en Robert i 2021.

Men det er ikke film, vi har fokus på til trods for vores placering ved et af biografcaféens borde. Det er derimod musik, da Fanny Wree Albrektsen senere på ugen udsender singlen ”Fairy Story” og desuden optræder for første gang på Posten, når hun onsdag aften deler scene med Freja Kirk.

Fanny Wree Albrektsen, der voksede op i Næsby, har været vidt omkring, siden hun gik ud af Skt. Knuds Gymnasium i 2012. Efter et sabbatår med job i Bilka samt den obligatoriske Asien-rejse flyttede hun til København.

Fakta

27-årige Fanny Wree Albrektsen er født og opvokset Næsby.

2012: Medvirker som sanger i diverse semiprofessionelle musicalforestillinger blandt andet Disneys ”Skønheden og Udyret”.

2015: Oure Højskole, kursus i elektronisk komposition.

2017: Sonic College, uddannelse i lyddesign.

2019: Udgiver debut-ep’en ”Bound”.

2020: Tonemester på animationsfilmen ”100.000 Acres of Pine”, der blandt andet er nomineret til en Robert i 2021.

2020: Junior Audio Design Intern hos Ubisoft Massive på videospillet “Tom Clancy’s The Division 2”.

Optræder på Posten med Freja Kirk onsdag 25. november.

Det var sangen, der trak hende til hovedstaden. Her gik hun et år på Cathrine Sadolins Institut, hvor hun lærte en masse om sangteknik. De efterfølgende tre år var det dog ikke sang, men tale som havde hendes fokus på bacheloruddannelsen i talepædagogik.

- Da jeg var færdig med at læse min bachelor, kunne jeg mærke, at jeg ikke skulle arbejde som talepædagog. Derfor jeg søgte ind på Sonic College, hvor man blandt andet uddannes som lyddesigner. Jeg kom ind og flyttede til Haderslev, hvor uddannelsen har hjemme, siger Fanny Wree Albrektsen.

På Sonic College kan man specialisere sig i lyd til computerspil, lyd til film, medieproduktion samt studieproduktion møntet på musikbranchen.


Vi har øvet til denne koncert i næsten et år, fordi vores koncerter er skubbet og aflyst i et væk. At få debut sammen på et ikonisk Odense-spillested som Posten er kæmpestort.

Fanny Wree Albrektsen, musiker, lyddesigner og tonemester


- Jeg har blandet kortene lidt, fordi jeg både har beskæftiget mig med lyd til film og computerspil samt musikproduktion. Andre er mere målrettede, men jeg har lært lidt af det hele, siger Fanny Wree Albrektsen.

Annonce

Lyd til skydespil

Efter to år i Haderslev og et halvt år i København tog hun til Malmø, hvor hun var et halvt år i praktik hos spilfirmaet Ubisoft Massive, som globalt har 20.000 ansatte.

- Jeg var med til at lave lyddesign til skydespillet "Tom Clancy's The Division 2”, hvor jeg især arbejdede med det, man kalder cut scenes. Altså små sekvenser mellem baner i spillet. Det er nærmest en række mindre film, hvor mange af mine interesser kom i spil på samme tid, siger Fanny Wree Albrektsen.

- Min bedste veninde Fie havde købt billetter til Agnes Obel i Den Fynske Landsby i fødselsdagsgave til mig i 2011. Det var vildt at opleve så dygtig en sanger og musiker på en scene, jeg selv har stået på ufatteligt mange gange. Mindet om den koncert står lysende klart, siger Fanny Wree Albrektsen. Foto: Simon Staun

Hendes arbejde som tonemester og lyddesigner sætter et markant præg på hendes nye single ”Fairy Story”. Den har et centralt Steven Hawkings-citat som omdrejningspunkt og en række reallyde, der er med til at nuancere musikken.

- Jeg har blandt andet vejrtrækningslyde og små elektroniske lyde, som man ofte benytter i menuen til computerspil. Det er med til at give mine sange et særligt touch og særpræg, siger Fanny Wree Albrektsen.

Hendes drøm er engang at kunne kombinere lyddesign til spil med musik til en frugtbar levevej.

- Det er de færreste musikere, der kan leve 100 procent af musikken, så hvis jeg kan få de to verdener til at smelte sammen, ville det være perfekt. Men de næste tre-fire år giver jeg alt, jeg har i mig, til musikken.

Annonce

Lydbilledet skal fyldes ud

Selv om computerspil og popmusik lyder som to forskellige verdener, har Fanny Wree Albrektsen opdaget, at mange af hendes erfaringer fra Sonic College kan bruges inden for musikken.

- Blandt andet det at arbejde med mange forskellige lag betyder meget. Jeg har virkelig fået øjnene op for, hvor meget man kan fylde et lydbillede ud. Jeg har også lært en del om noget så konkret som mikrofon-teknik og synthesizer-baseret mixning, siger Fanny Wree Albrektsen.

Selv om hun efterhånden er i stand til at skrive musik, indspille den, mixe, producere og alt indimellem, vælger hun at arbejde sammen med andre. Som Go Go Berlins forsanger Christian Vium, der de seneste år har arbejdet som producer.

- I princippet kunne jeg klare det hele selv. Men det handler om at være selvkritisk og vurdere, om jeg er god nok til alle dele af processen. Desuden har alle brug for at få input og kreative indspark fra andre. Der er slet ingen tvivl om, at Christian har været med til at hæve niveauet af produktionen på mine nye sange, hvoraf den ene udkommer denne uge og den næste til januar. De er faktisk så meget bedre end mine sange fra 2019, at jeg overvejer at fjerne de gamle sange fra Spotify, som jeg selv har produceret, siger Fanny Wree Albrektsen og ler.

Annonce

Fra skitser til sange

Hun har spillet klaver og sunget så længe, hun kan huske. Hun gik på Odense Musikskole og var en del af flere lokale musicals og forestillinger.

- Jeg har blandt andet medvirket i en forestilling med Dalum Ungdomsskole på Magasinet, været en del af Frøbjerg Festspil og stået på scenen et hav af gange ude i Den Fynske Landsby. Det har givet mig en masse sangtræning, som jeg egentlig ikke havde tænkt skulle være mere end en fritidsbeskæftigelse. Men det ændrede et sommerhøjskoleophold i 2015 på, siger Fanny Wree Albrektsen.

Fokus på sommerhøjskolen i Oure var elektronisk musikproduktion. Og især mødet med redigeringsprogrammet Ableton Live til DAW, Digital Audio Workstation, motiverede den dengang 22-årige kvinde.

- Programmet gav mig for første gang en mulighed for at forvandle mine skitser til regulære sange. Efter opholdet begyndte jeg at arbejde mere målrettet med min musik, og i 2018 udsendte jeg min første single, ”Bound”, siger Fanny Wree Albrektsen.

Annonce

Lydmor inspirerer

Da Fanny Wree Albrektsen begyndte at præsentere sin musik live nogenlunde samme tid, var det hende selv på scenen. Meget lig fynske Lydmor, som også dyrker den elektroniske popmusik i soloregi.

- Lydmor har været en kæmpe inspiration i forhold til at optræde solo. At hun har turdet, har haft stor betydning for mig. Hendes afvikling med en blanding af backing, loops og live-elementer er også et koncept, jeg læner mig op ad, siger Fanny Wree Albrektsen.

Vi berører også MØ, der for ikke så mange år siden var elev på Det Fynske Kunstakademi, som dengang havde til huse to etager over os.

Fanny Wree Albrektsen mener, at hendes single "Fairy Story" viser, at hun har udviklet sig markant det seneste år. Hendes næste single udkommer til januar. Foto: Simon Staun

- MØ er naturligvis en inspiration, fordi hun har så unik en karakter og profil. Men hun befinder sig bare i en helt anden liga, så jeg tør kun sammenligne det faktum, at vi begge er vokset op i en forstad til Odense. Og måske det faktum, at vi begge dyrker musik, som ikke er mainstream, siger Fanny Wree Albrektsen.

Annonce

Posten er ikonisk

Fanny Wree Albrektsen glæder sig til at dele sin musik og ikke mindst den nye single med et publikum. Fordi den understreger den markante forandring, hun har gennemgået det seneste års tid.

- Jeg har fornemmelsen af, at der hele tiden er nye døre, der åbner sig. Både i forhold til samarbejdspartnere, management og koncerter. Det betyder meget at få lov til at optræde på Posten, hvor jeg selv har været til et væld af koncerter, men aldrig optrådt, siger Fanny Wree Albrektsen.

Hun optræder med trommeslager, hvilket er en del af en plan om at være fleksibel i forhold til koncerter. Hun drømmer om at kunne veksle mellem solo, med en enkelt kollega og med fuldt band.

- Alle delene har deres fordele og ulemper, men fleksibiliteten er vigtigere end nogensinde i musikbranchen, siger Fanny Wree Albrektsen og tilføjer, at det er hendes allerførste koncert med trommeslageren Oliver Bech.

- Vi har øvet til denne koncert i næsten et år, fordi vores koncerter er skubbet og aflyst i et væk. At få debut sammen på et ikonisk Odense-spillested som Posten er kæmpestort, siger Fanny Wree Albrektsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg For abonnenter

Sundhedshus i Vester Skerninge pakker sydfrugterne: - Vi mister noget, der har været her i flere generationer

Annonce