Annonce
Erhverv

Fynsk medicinalvirksomhed får opbakning: Flere virksomheder kritiserer konkurrencestyrelsen

Orifarm fejrede for nylig sin overtagelse af aktiviteter fra Takeda. Men vejen til en godkendelse var lang og stenet Foto: Birgitte Carol Heiberg
Medicinalvirksomheden Orifarm har netop åbent kritiseret konkurrencestyrelsen efter en langstrakt behandling af firmaets nye opkøb, og den får støtte blandt enkelte advokater og andre virksomheder. Myndighederne afviser kritikken.

Fusion: De danske konkurrencemyndigheder arbejder ikke godt nok, når de skal godkende fusioner og opkøb, og det går ud over virksomhederne. Den holdning er almindelig i erhvervslivet.

For nylig kritiserede virksomheden Orifarm Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter at have været igennem en langvarig sagsbehandling af en handel med medicinalfirmaet Takeda. Styrelsen svarede hårdt tilbage og mente, at Orifarm selv var skyld i tidsforbruget.

Men Odense-virksomheden er ikke alene med sin kritik. Det fortæller Michael Klöcker, der er konkurrenceadvokat og partner i advokatfirmaet DLA Piper.

Annonce

- Jeg har hørt mange andre virksomheder sige det samme - at konkurrencemyndighederne er for langsomme og for detaljeorienterede. Og tidsforbruget er vigtigt, for i den periode er virksomheden i en slags vakuum, hvor der er stilstand på mange vigtige områder, siger han.

Kunne godt være hurtigere

Han mener ikke, at virksomhederne er urealistiske i deres ønsker til sagsbehandlingen.

- Jeg er enig i, at myndighederne godt kunne være hurtigere, siger han.

- Det er også meget frustrerende for virksomhederne, når de efter seks måneders sagsbehandling bliver præsenteret for nogle nye hypotetiske problemer, der kræver nye undersøgelser, som man lige så godt kunne have taget fat i fra begyndelsen, siger advokaten.

Orifarms ejere, Hans og Birgitte Bøgh-Sørensen, og direktør Erik Sandberg kunne i april 2020 skrive under på en handel til 4,6 milliarder kroner med japanske Takeda. Først i de sidste dage af marts i år blev handlen godkendt. Arkivfoto: Rico Feldfoss

- Til gengæld vil jeg rose konkurrencemyndighederne for, at de er hurtige til at behandle de sager, hvor der ikke er nogen problemer. Det ville være en stor fordel, hvis de blev bedre til hurtigt at afgøre, hvilke sager der kan gøres færdigt hurtigt, siger Michael Klöcker.

Avisen Danmark har talt med en række konkurrenceadvokater, men de fleste ønsker ikke at optræde i en artikel. Dog vil advokat Frederik Bork, Bruun & Hjejle gerne tage myndighederne i forsvar:

- I langt de fleste sager kører processen med fusionskontrol professionelt og effektivt, siger han.

Annonce

Utilfredse med tidsforbruget

Otte virksomheder har offentligt kritiseret processen i de senere år, som det fremgår af listen tilknyttet denne artikel. Og det kommer ikke bag på Kim Haggren, der er underdirektør i erhvervsorganisationen DI.

- Vi hører kritik af myndighederne. Det er givet, at nogle advokater og virksomheder oplever, at det ikke er godt nok. Og grundlæggende er det et problem, hvis virksomhederne ikke mener, at styrelsen er villig til at gå i dialog med dem, siger han.


Jeg har hørt mange andre virksomheder sige det samme - at konkurrencemyndighederne er for langsomme og for detaljeorienterede.

Michael Klöcker, konkurrenceadvokat, DLA Piper


- En del virksomheder er utilfredse med tidsforbruget. Loven sætter nogle frister for, hvor lang tid behandlingen af en sag må tage, men virksomhederne oplever, at de ikke kan bruge de frister til ret meget, fordi de nogle gange skal igennem en lang proces, før uret sættes i gang, siger Kim Haggren, der er sekretær i DI's udvalg for konkurrenceret.

- Vi mærker, at konkurrencemyndighederne generelt lukker sig mere om sig selv.  Styrelsen bør tage kritikken alvorligt og lære af sagerne.

- Hvis virksomhederne får en oplevelse af, at det er for besværligt, kan det betyde færre fusioner og opkøb, og det kan få negative konsekvenser for udviklingen af det danske erhvervsliv, siger Kim Haggren.

Annonce

Kontorchef afviser kritik

I Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afviser kontorchef Søren Bo Rasmussen generelt kritikken om langsom sagsbehandling, ligesom han tidligere har svaret hårdt tilbage på Orifarms specifikke klagepunkter.

- Det tager tid. Virksomhederne vil sjældent indrømme, at deres fusion kan give problemer for konkurrencen, så vi skal selv igennem det hele. Og vi skal kunne løfte bevisbyrden. Det kræver sin tid i en kompleks sag. Til gengæld afgør vi de lette sager på få uger, og dem er der flest af, siger Søren Bo Rasmussen, der er chef for fusionsenheden.

- Vi lytter faktisk til virksomhederne, siger kontorchef Søren Bo Rasmussen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. PR-foto: Hans Søndergaard, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Han afviser også kritikken af, at styrelsen tager nogle uvedkommende emner op og har svært ved at forstå forholdene på markedet:

- Det er ikke noget, vi finder på selv. Vi spørger kunder og konkurrenter, og derefter undersøger vi de forhold, som de er bekymret over. I Stark-sagen var der for eksempel håndværkere på Sydfyn, der frygtede en mindre konkurrence blandt deres leverandører. Det tager vi alvorligt og undersøger grundigt, og derfor stiller vi mange spørgsmål til de virksomheder, der vil fusionere. Det er derfor, vi er her, siger kontorchefen.

I en årlig bedømmelse af forskellige landes konkurrencemyndigheder af magasinet i Global Competition Review fik Danmark i 2016-2018 2,5 stjerner ud af fem mulige, hvilket placerede landet lavest i EU. I 2019 meddelte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at den ikke længere ønskede at deltage i denne bedømmelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Beboere på småøerne får en forlomme i vaccinationskøen

Annonce