Annonce
Erhverv

Fynsk fintech ruller ud over Europa: Aftale med ny gigant

Stifter Jørgen Christian Juul, stående, indgik i november en stor aftale med Eurocard, der har en million erhvervskunder i Norden, nu har han indgået en ny og endnu større aftale med Mastercard Europe, der har ti gange så mange kort i hele Europa. Foto: Jakob Haugaard Christiansen
I november indgik de en aftale med Eurocard, som har en millioner kort-kunder i Norden, og nu har den fynske fintech-virksomhed Cardlay indgået en aftale med den europæiske gigant Mastercard Europe. 10 millioner erhvervskunder med betalingskort kan nu gøre brug af den fynske it-løsning.

Fyn: Da de i november offentliggjorde en aftale med den største udbyder af betalingskort i Norden, løftede de også sløret en lille smule for, at de var på vej ud i resten af Europa.

Nu kan den fynske fintech-virksomhed Cardlay, der står bag en it-løsning til bl.a. udgiftshåndtering og momsrefusion, så afsløre, at den har indgået en aftale, som er 10 gange så stor.

Den blot fire år gamle virksomhed, stiftet i 2016 af Jørgen Christian Juul, har tegnet kontrakt med Mastercard Europe, som har 10 millioner firmakort-kunder i Europa. Aftalen rulles ud over de kommende to år.

- Det siger sig selv, at det her er kæmpe stort for en ung virksomhed som Cardlay. Med aftalen med Mastercard Europe forventer vi, at vores løsning over de næste to år via kortudstederne, er bygget ind i ca. 10 millioner firmakort. På den korte bane går vi efter at have aftaler på plads med 10 banker, der har mindst 500.000 kunder i deres kortportefølje. Og vi er allerede langt i forhandlingerne med tre banker, siger Jørgen Christian Juul.

Cardlay har udviklet en app, som lægges ned over et fysisk eller digitalt betalingskort hos eksempelvis Mastercard, som gør, at kortholderen kan holde styr på bilag og betalinger, kørsel og refusion af udenlandsk moms i realtid. Desuden kan man også lukke og åbne kort og udføre en række andre funktioner direkte i app'en.

Annonce

70 millioner kroner

I oktober hentede Cardlay nye 70 millioner kroner i en af de største investeringer i den danske fintech-branche nogensinde. Samtidig indgik Cardlay partnerskab med Eurocard, der sikrede kontrakter til levering af af såkaldte "white-label"-løsninger til næsten 50 procent af alle kredit- og erhvervskort i Norden.

Allerede i november gjorde stifteren Jørgen Christian Juul og den fynske investor og erhvervsmand Torben Frigaard, der er bestyrelsesformand i Cardlay, det klart, at ambitionen var at udbrede den digitale kortløsning til hele Europa og på sigt endnu længere ud. Aftalen med Mastercard er første store skridt på den vej.

"Vi taler allerede i dag med nogle af de største banker i Europa, hvor vi gerne vil ud til 10 millioner kunder i slutningen af 2021", sagde Jørgen Christian Juul netop til Fyens Stiftstidende tilbage i november.

Partnerskabet med Eurocard blev allerede sat i søen for et par år siden, og nu er platformen og de første tjenester lanceret til den store nordiske kundebase og altså også den første store kunde i hele Europa.

- Mastercard har en kæmpe interesse i, at vi hurtigt kan lægge et digitalt lag ind over bank- og kreditkortsystemer. På den måde kan deres partnerbanker med Cardlays løsning tilbyde erhvervskunder en hel palet af nye services direkte på deres eksisterende firmakort – vel at mærke uden kunderne behøver at skifte til en anden platform, bank eller kortudbyder. Og det er helt essentielt for bankerne, fordi de derved bevarer relationen til kunderne, forklarer Jørgen Christian Juul.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce